WHO anerkender svær overvægt som en kronisk sygdom. Hvorfor gør Danmark ikke?

Overvægt hos børn og unge skal anerkendes som en diagnose på lige fod med astma og leddegigt, mener danske børnelæger. Professor er uenig i, at det skulle gøre nogen forskel ved behandlingen af overvægtige børn.

”Vi vil have anerkendt svær overvægt som en kronisk sygdom, fordi prioriteringen af lidelsen er meget lav lige nu", siger formand for det udvalg, som beskæftiger sig med overvægt.
”Vi vil have anerkendt svær overvægt som en kronisk sygdom, fordi prioriteringen af lidelsen er meget lav lige nu", siger formand for det udvalg, som beskæftiger sig med overvægt. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix.

WHO og de amerikanske sundhedsmyndigheder har for længst erklæret svær overvægt for at være en sygdom. Men i Danmark forholder det sig stadig ikke sådan.

Det vil Dansk Pædiatrisk Selskab have lavet om på. Børnelægernes faglige organisation mener, at børn og unge, som er svært overvægtige, skal kunne få stillet en diagnose som kronisk overvægtige på lige fod med sygdomme som for eksempel astma og leddegigt.

”Vi vil have anerkendt svær overvægt som en kronisk sygdom, fordi prioriteringen af lidelsen er meget lav lige nu. Det vigtigste er, at der bliver oprettet tilstrækkelige, effektive behandlingsmuligheder, for dem er der alt for få af i dag, ” siger Cilius Esmann Fonvig, som er formand for det udvalg i selskabet, som beskæftiger sig med overvægt.

Ifølge formanden vil en diagnose øge opmærksomheden på de svært overvægtige børn i lægepraksisserne, og det vil i sidste ende give flere ressourcer til behandling af de børn og unge, som døjer med overvægt.

”Det er klart, at en anerkendt sygdom vil blive prioriteret sundhedspolitisk højere end en ikke-anerkendt sygdom,” siger han.

Men spørger man Signild Vallgårda, som er professor ved institut for folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, vil en diagnose ikke nødvendigvis løse problemet. Også selvom sundhedsvæsenet får en økonomisk indsprøjtning.

”Vi kan se, at problemet bliver ved at vokse, fordi man ikke har kunnet finde ud af at gøre noget ved årsagerne til problemet. Og den eneste effektive behandling, der er lige nu, er kirurgi, og det er nok de færreste, der vil operere børn, ” siger hun.

Om det kaldes en sygdom eller ej gør ikke nogen stor forskel, mener Signild Vallgårda. Vil man problemet til livs, skal der ske yderligere fremskridt i forskningen, så der kan udvikles flere og mere effektive behandlingsformer, lyder det fra professoren.

Cilius Esmann Fonvig mener, at hvis svær overvægt blev betegnet som en sygdom, ville det give flere en forståelse af, at overvægt ikke er selvforskyldt. Den holdning deler Signild Vallgårda dog ikke.

”Der er undersøgelser, som viser, at børn, som opfatter sig som tykke, nemmere tager på, og det vil en diagnose ikke hjælpe på,” siger Signild Vallgårda.

For mange mennesker er overvægten et vilkår, som de skal kæmpe med gennem hele livet. Med overvægten følger også en stigende risiko for følgesygdomme som forhøjet blodtryk og diabetes – og det gælder både for børn og voksne.

Selvom kostplaner og motion kan bringe vægten ned, oplever de fleste, at den hurtigt stiger igen. Og det er en af de største udfordringer, fedmeforskerne står over for i øjeblikket: Hvordan sikrer man sig, at de, som er tilbøjelige til at blive svært overvægtige, holder vægten nede på langt sigt?

Berit Lilienthal Heitmann er klinisk professor og forskningschef på Parker Instituttet på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, og hun er enig med Dansk Pædiatrisk Selskab i, at svær overvægt bør være en diagnose.

”Det er en lidelse, som er utrolig svær at komme over, netop fordi den er kronisk. At diagnosticere svær overvægt som en kronisk sygdom kan måske være med til at skærpe opmærksomheden på den store udfordring, vi står overfor. Og det kunne skabe et fokus på, at der er behov for langsigtede tiltag, som sikrer, at børn opretholder normalvægten efter vægttab, ” siger hun.

Berit Lilienthal Heitmann understreger, at overvægt er tilbagevendende, og derfor vil der altid være en risiko for, at børnene tager vægten på igen, så snart de forlader et behandlingsforløb.

”Det kan betyde, at man skal behandle livslangt, og spørgsmålet er, om man overhovedet kan og skal behandle på så langt sigt,” siger hun.

Niels Sandø, som er enhedschef i Sundhedsstyrelsen, anerkender, at der er behov for at sikre, at alle børn med svær overvægt får et ordentligt behandlingstilbud, men mener ikke, at en diagnose i sig selv vil gøre nogen stor forskel. Udover behandling til børn med svær overvægt mener han, at fokus skal rettes mod forebyggelse af lidelsen.

”Man skal passe på med at sygeliggøre mange børn, fordi de har overvægt. For nogle er det sygdom, men det er det ikke for alle. Jeg er helt enig i, at det er vigtigt med hjælp, men jeg er ikke sikker på, at man automatisk får en bedre behandling, fordi man kalder det for en kronisk sygdom,” siger han.