På den kristne tv-station, hvor jeg arbejder som kameramand og studieassistent, ringer folk ofte ind for at dele beretninger om deres tro eller for at bede en bøn. Et af de opkald, som har gjort størst indtryk på mig, var fra en 11-årig iransk dreng. Han ringede til et af vores børneprogrammer fra Tyrkiet, hvor han er flygtet til sammen med sin familie på grund af deres kristne tro. Mens værterne foldede deres hænder og lukkede øjnene, bad han en enormt stærk bøn. Han bad på farsi, og jeg fik først oversat ordene senere, men jeg kunne tydeligt mærke hans iver for, at andre børn og unge måtte opleve det, han selv havde oplevet i sit møde med Gud på vores kanal. Det var virkelig imponerende at høre, hvordan en bare 11-årig fyr, der allerede har oplevet så meget håbløshed og kaos, kunne bede på den måde. Det vidner om en meget stor tro. Selvom han langtfra har haft de samme muligheder for at lære Jesus at kende i sin opvækst, som jeg har, kunne jeg ikke have bedt sådan en bøn i den alder. Måske kunne jeg det ikke engang som 18-årig.
Jeg blev missionær, fordi jeg gerne ville rejse, og fordi jeg gerne vil dele min tro med andre. Derfor tog jeg først til Sierra Leone som volontør, og nu bor jeg på Cypern, hvor jeg er med til at sende tv om tro til både børn og voksne i Nordafrika og Mellemøsten, hvor kristne har meget svære vilkår. Mange har hverken en bibel eller en kirke at komme i, så tit er vores udsendelser det eneste trosfællesskab, de har. Selvom jeg ikke har direkte kontakt med de mennesker, vi henvender os til, vil jeg alligevel kalde det mission. For vores mål er at styrke kirken i disse lande og give kristne mod til at vidne om deres tro.
Værterne på vores programmer er altid selv fra de lande, vi sender til. Det er enormt vigtigt at huske, at Gud har skabt os som vidt forskellige mennesker, og kirkerne andre steder i verden er og skal være anderledes end dem, vi har i Danmark. Jeg har indtryk af, at man tidligere kom som missionær fra Vesten for at lære folk at tro og holde gudstjeneste på en bestemt måde. Det har vi heldigvis bevæget os væk fra. Jeg tror, det er en styrke for den globale kirke, at troen kommer til udtryk på forskellige måder, og jeg synes, det er superfedt, at vi kan lære og lade os inspirere af hinanden.
Ved at komme i en international kirke på Cypern er jeg også blevet præsenteret for folk med vidt forskellige kirkebaggrunde og måder at tro på. Jeg møder mange, jeg er dybt uenig med om blandt andet synet på dåben, men alligevel kan vi mødes og være fælles om vores tro. Jeg står stadig fast på mine grundprincipper, men jeg er blevet mindre sort-hvid og mere optaget af det helt essentielle, vi er enige om. Når alt kommer til alt, tror jeg, at Jesus havde større fokus på hjertet end detaljerne i folks teologi.