Kritisk republikaner: Vort parti står ved en korsvej

Enten vælger vi Donald Trumps løgn om valgsvindel, eller vi viser troskab over for forfatningen, siger Cheney.

Republikaneren Liz Cheney (tv.) er totalt afvisende over for Donald Trumps løgne om, at valgsvindel frarøvede ham præsidentposten. Republikanernes leder i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy (th.), har vendt hende ryggen og forsøger nu sammen med andre republikanere at få hende fjernet. (Arkivfoto)
Republikaneren Liz Cheney (tv.) er totalt afvisende over for Donald Trumps løgne om, at valgsvindel frarøvede ham præsidentposten. Republikanernes leder i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy (th.), har vendt hende ryggen og forsøger nu sammen med andre republikanere at få hende fjernet. (Arkivfoto). Foto: J. Scott Applewhite/Ritzau Scanpix.

USA's Republikanske Parti befinder sig ved en "korsvej". Det skriver Liz Cheney, partiets nummer tre i Repræsentanternes Hus, i avisen Washington Post torsdag

Enten tilbeder man Donald Trumps løgn om, at svindel frarøvede ham præsidentposten. Eller også viser man troskab over for den amerikanske forfatning, lyder det fra den konservative politiker.

Hendes kommentar kommer, mens store dele af Det Republikanske Parti forsøger at fjerne hende fra hendes post.

Cheney var en af de relativt få republikanere, der afviste alle Trumps forklaringer om, at svindel gjorde demokraten Joe Biden til USA's præsident.

Det er en udlægning, der nu er ved at blive så dominerende i partiet, at det i dag har ført til alvorlige sprækker. At det er et valg mellem at respektere demokratiet, eller at en konspiration har ført til Trumps fald.

- Trump forsøger at opløse kritiske elementer af vores forfatningsmæssige struktur, som får vores demokrati til at fungere - nemlig tillid til valgresultater og retsstaten.

- Det Republikanske Parti er ved en korsvej, og republikanere må beslutte, om vi her vil vælge sandheden og troskab mod forfatningen, skriver Cheney.

Trump, partiets mindretalsleder i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, og hans næstkommanderende, Steve Scalise, forsøger ifølge avisen New York Times at få afsat Cheney som partiets nummer tre i forsamlingen. Det ventes at ske i næste uge.

De vil skifte hende ud med den 34-årige Elise Stefanik, som støtter Trump og hans påstande.

Trump har tidligere på ugen udsendt flere erklæringer. Her gentager han på ny sine usande påstande om, at det var svindel, der gav Biden syv millioner flere stemmer end ham ved valget.

Han har samtidig angrebet Cheney og den republikanske senator Mitt Romney. De støttede begge rigsretssagen mod Trump efter tilhængeres angreb mod USA's kongres 6. januar.

En lang række domstole og valgmyndigheder har pure afvist alle beskyldninger om valgsvindel.

- De forsøger at fjerne Liz, fordi hun fortæller sandheden som den er. Det siger Adam Kinzinger, der er en af de få republikanere i Kongressen, som åbent støtter Cheney.

/ritzau/