Jeg skulle engang stille et spørgsmål til en søvnkongres i Helsinki. Der var en schweizer, som havde fortalt om en ny søvnregistreringsmetode, og jeg havde et opklarende spørgsmål. Fuldstændig normal procedure. Jeg sad med hånden oppe, lidt nervøs, men slet ikke noget særligt. Og så alligevel, da dirigenten, professor Carlo Franzini, pegede på mig og gav mig ordet, kunne jeg pludselig ikke sige en lyd. Det var, som om min hals snørede sig sammen, og min stemme var væk. Jeg ville gerne kunne sige noget – for det var jo pinligt – men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke tvinge et ord frem. Mine nerver havde taget kontrollen over min krop og gjort mig helt og aldeles stum.

En anden gang, mange år senere, stod jeg på scenen på Bellevue Teatret sammen med min bror, Anders. Jeg havde stået på den scene mange gange før, og i mit sind herskede der ro. Jeg følte mig ikke det mindste nervøs. Alligevel ville min krop ikke lystre, vejrtrækningen var låst, jeg kunne ikke få talestrømmen til at flyde. Mine muskler var stive, og mine bevægelser kantede. Efterhånden bemærkede jeg også, at mit hjerte slog alt for hurtigt,og så begyndte jeg at blive nervøs: For hvad var det, der var galt med mig, og ville jeg være i stand til at styre min genstridige krop på scenen, uden at det blev bemærket? Det, der begyndte som en uro i min krop, bredte sig til en angst i mit sind.

Ovenstående er blot to ud af utallige eksempler på, at angst kan udspille sig i to domæner – i kroppen og i bevidstheden – og at disse to domæner ikke altid er i forbindelse med hinanden. Angst er en følelse. En følelse, som har magten til at påvirke vores adfærd. Angst har potentialet til at forkrøble et menneskeliv. Men hvad skal vi med angsten? Ja, hvad skal vi for den sags skyld med lykkefølelsen? Hvad skal vi overhovedet med alle vores følelser?

Formålet med at føle noget

I det forrige kapitel redegjorde jeg for, hvorledes hjernen skaber en faktuel virkelighedsopfattelse. Dette sker som led i hjernens arbejde med at træffe de bedste valg. Men når der skal træffes en beslutning, så er det faktuelle, det rationelle ikke nok. Ting skal tillægges en værdi. Skal der træffes en aktiv beslutning, må der være følelser med i spillet. Der er ikke en eneste beslutning i et menneskeliv, som ikke i sidste instans er baseret på en følelsesmæssig erkendelse. Vi mennesker bruger vores følelser til at give os retning i tilværelsen. Vi bruger så i et vist omfang vores rationelle tankegang til at opnå de mål, vi sætter for os selv. Det er i samspillet mellem det faktuelle og det emotionelle, at de rigtige beslutninger finder vej frem i vores hjerner.

Følelser tillægger vores verden værdi. De giver virkeligheden farve. Følelser er subjektive. Følelserne er en del af transformationen fra faktuel erkendelse til subjektiv oplevelse. Angst er angst, men den føles ubehageligt. Glæde er glæde, men den føles godt. Vores følelser er vores indre rettesnor, vores retningsgiver. Den faktuelle virkelighedsopfattelse fortæller os noget om det, vi står over for. Den følelsesmæssige virkelighedsoplevelse fortæller os, om det er godt eller skidt.

I hjernens beslutningsprocesser er en passende dosering af følelser af yderste vigtighed. Som vi senere skal komme tilbage til: Er man ikke i stand til at være i kontakt med sit følelsesliv, så ender det i en meget ubehagelig tilstand af lammende ubeslutsomhed. Til gengæld er beslutninger, der langt overvejende er følelsesmæssigt begrundet, lige så hyppige, som de er utålelige og potentielt farlige. En af hjernens mange vanskelige arbejdsopgaver er at dosere den rette grad af følelser ind i enhver beslutningsproces.

Hvor kommer følelserne fra?

Som beskrevet udspiller vores følelser sig både i vores krop og i vores bevidsthed. Hvis man på en ellers fredelig tur på landet pludselig står over for en undsluppen, fnysende tyr, så analyserer hjernen lynhurtigt situationen og kommer frem til resultatet: "Det her er farligt!" Herefter sætter hjernen kroppen i alarmberedskab. Hjerterytme op og blod til musklerne. Kroppen bliver gjort klar til at håndtere situationen. På samme tid fyldes vores bevidsthed med den overvældende følelse af, at der er fare på færde. Hjernen bliver gjort klar til at træffe de rigtige valg. Dette samspil mellem følelser, der udspiller sig i krop og bevidsthed, er meget veludbygget, og når situationen er klar og utvetydig, kører begge systemer samtidig.

Men som det skete for mig den aften på Bellevue Teatret, så kan en følelsesmæssig oplevelse også begynde som en kropslig reaktion. Man kan sige, at kroppen er sindets følelsesmæssige sanseinstrument. Hjernen registrerer kroppens signaler og oversætter dem til en sindstilstand. Slår hjertet stille og roligt, er vejrtrækningen regelmæssig, prikker det i huden? Hjernen tolker og oversætter vores kropstilstand til bevidste følelser. Som det var tilfældet med den faktuelle virkelighedsopfattelse, kan man sige, at hjernen skaber vores følelser som en forudsigelse af, hvilken tilstand kroppen i den nærmeste fremtid vil være i.

Det kan imidlertid også gå den modsatte vej. Det kan begynde med en bevidst tanke. Jeg kan sidde derhjemme og tænke på et forestående besøg hos en ven, som har en hund, der både er "livlig", "legesyg" og meget stor, og blive så nervøs derved, at mit hjerte begynder at banke, og alle de andre tegn på nervøsitet begynder at dukke op.

Som det var tilfældet med den faktuelle virkelighedsopfattelse, sådan er det også med den følelsesmæssige virkelighedsoplevelse, den udspringer af hjerneprocesser. Alt, vi føler i vores bevidsthed, udspringer fra kemiske processer i vores hjerne. Mens den faktuelle virkelighedsopfattelse primært udspringer fra hjernebarken, så ligger de områder, der har med den følelsesmæssige virkelighedsoplevelse at gøre, lidt mere spredt. De områder, som har med den bevidste oplevelse af følelser at gøre, ligger i hjernebarken. De områder, der har med følelsernes grundprocesser og kroppens reaktioner at gøre, ligger i og rundt om hjernestammen og hypotalamus.

Det er vigtigt at understrege, at vores følelser kun udgør en lille, men også afgørende del af vores samlede opfattelse og oplevelse af virkeligheden. Når jeg sidder derhjemme opslugt af nydelsen ved fortæringen af en tebirkes med Kalles Kaviar, så er smagsoplevelsen, og hele oplevelsen af at være til stede i situationen, skabt af den faktuelle virkelighedsopfattelse. Det er kun følelsen af velvære, der kommer fra den emotionelle virkelighedsoplevelse. Kommer konen hjem og påpeger, at jeg har krummet ud over det hele, så skifter hele scenariet. Så erstattes vellyst og glæde med forundring over egen manglende evne til at spise uden at svine og let irritation over at få nydelsen ødelagt. En lille ændring med en stor effekt.

Følelser, som udspiller sig i kroppen

Kroppen kan reagere følelsesmæssigt uafhængigt af bevidstheden. Det kropslige spjæt, vi giver, når vi bliver forskrækkede, er en kropslig reaktion, der forekommer langt hurtigere, end bevidstheden kan nå at følge med. Som beskrevet i indledningen af dette kapitel, så er der situationer, hvor kroppen reagerer følelsesmæssigt, uden bevidsthedens kontrol.

Der har i mange år udspillet sig en diskussion om, hvad der kommer først: kroppens eller bevidsthedens følelser. Er det bevidstheden, der registrerer en krop i alarmberedskab og derfor bliver bange, eller er det omvendt? Vi ved det ikke, og under alle omstændigheder er det vigtigt at pointere, at vores krop er en afgørende deltager i vores oplevelse af den følelsesmæssige virkelighed.

De områder, som er ansvarlige for de basale følelsesreaktioner, og som omsætter sanseinformation til en kropslig reaktion, ligger som nævnt under hjernebarken. Amygdala er en meget vigtig del af disse områder. Amygdala er en hjernekerne, som består af en række mindre kerner. Den har størrelse og form som en mandel og ligger i grænseområdet mellem hjernebarken og de dyberehjernestrukturer. Amygdala er ansvarlig for koordinationen af de følelser, der opstår i vores bevidsthed, og de følelser, som udspiller sig i vores krop. Møder jeg en zombie, er det amygdala, som sørger for den første refleksmæssige adfærd. Uden at tænke over det vender jeg mig straks om og begynder at løbe. Jeg reagerer "instinktivt". Senere, når informationen er blevet analyseret i min hjernebark, når jeg er blevet bevidst om, at "jeg bliver forfulgt af en zombie, og jeg er virkelig bange", så kan min adfærd blive mere avanceret. Jeg kan nu begynde at lægge planer for min flugt og lede efter gemmesteder og smutveje.

Amygdala er specielt aktiv i situationer, hvor vi står over for noget ukendt, og hvor vi har svært ved at forudsige resultatet. At amygdala er specielt aktiv her, passer godt med det, jeg beskrev i det forudgående kapitel om den faktuelle virkelighedsopfattelse. Hjernens opgave er at træffe de bedste beslutninger, derfor prøver hjernen hele tiden at forudsige, hvad der er på vej. Om der er fare på færde. Så længe alt kører efter planen, er systemet i ro. Det er først, når der sker noget uforudset, at systemet aktiveres. Når vi står over for noget ukendt eller overraskende, når der er fare på færde, så er amygdala specielt aktiveret, for det er i disse situationer, at der kan blive behov for en hurtig og afgørende reaktion.

Følelser, som opleves i bevidstheden

De områder, som har at gøre med de bevidste følelser, ligger som nævnt i hjernebarken. Disse områder er vigtige for to ting: 1) At bevidste følelser kan opstå og blive udviklet. 2) At vi kan fortolke og forholde os til vores følelser.

Vores følelser erkendes og udvikles i bevidstheden. De følelser, der opstår uden for hjernebarken, er primitive og endimensionelle. I den bevidste erkendelsesproces forædles de primitive grundfølelser, de analyseres og kombineres med relevant information og kan ende med at blive komplekse og sofistikerede følelsesoplevelser. Optræder der skader i de dele af hjernen, hvor følelserne opstår og erkendes, bliver det hele gråt og lidenskabsløst. Man ser det indimellem hos mennesker, der har drukket alt for meget alkohol alt for længe. De får hjerneskader der, hvor følelseslivet udspiller sig, og møder derfor verden uden indlevelse, medsving eller interesse.

Det er imidlertid ikke nok at erkende vores følelser, vi skal også være i stand til at forholde os til dem. Husk det nu! Følelser er i deres udgangspunkt primitive. De kan opstå hurtigt og mere eller mindre tilfældigt. Alligevel har de en enorm betydning for vores adfærd og de valg, vi træffer i livet. Der er ikke noget, der er nemmere og mere naturligt end at lade følelserne få overtaget over fornuften. Men det er ikke sådan, det skal være. Et vigtigt aspekt ved at være et velfungerende menneske er, at man forholder sig aktivt til sine følelser.

En meget almindelig faldgrube er, at man ikke lægger mærke til sine egne følelser. Jeg har hidtil talt om følelser, der udspiller sig i vores bevidsthed, men man kan sagtens have sin bevidsthed fyldt med følelser, som i den grad styrer ens adfærd, uden at man rigtig lægger mærke til det. F.eks. kan man vågne ond i sulet uden grund, og uden at det for alvor trænger ind. Man går rundt et par timer og synes, at alle de andre er urimelige idioter, at det er dem, der er problemet, mens det i virkeligheden er én selv, der er årsag til, at de andre kommer i dårligt humør. Her er den eneste løsning, at man identificerer problemet: "Jeg har vist fået det forkerte ben ud af sengen." Og løsningen må blive, at man enten isolerer sig og venter på, at det går over, eller – og det er den bedste løsning – aktivt forsøger at tænke sig i bedre humør.

En af de vigtigste ting ved at blive voksen er, at man bliver i stand til at forholde sig konstruktivt og eftertænksomt til sine følelser. Følelser er hjernens umiddelbare reaktion. Det, vi føler i første omgang, er langtfra altid det, der er det rigtige at føle. Vi kan tænke os i et andet humør, "det rigtige humør". Og her er vi ved noget, som er meget vigtigt for psykisk sundhed og et velfungerende forhold til sig selv og sine omgivelser, nemlig at kunne overskue og styre sit følelsesliv. Det er ikke noget, man fødes med.Det kommer langsomt til, efterhånden som man holder op med at være barn. Men det er ikke altid nemt.

Når jeg er oppe at skændes med konen, er der ikke noget, der ligger mere ligefor end at bade mit sind i en overvældende følelse af harme over alle de uretfærdigheder, jeg føler mig udsat for. Det er den nemme, men også forkerte plan at følge. Hvis jeg i stedet tager mig gevaldigt sammen og tager mine følelser ved hornene og tvinger mig selv til at tænke på den sidste gang, min hustru var generøs og kærlig (og det er hun næsten altid), så er det faktisk ikke den store sag at få vreden, selvretfærdigheden og snæversynet til at fordampe. Man kan blive gode venner igen, og dagen bliver så langt bedre for alle parter.

Ovenstående er et meget simpelt eksempel, men hvis man kommer i træning med at lade fornuften overvåge og styre den måde, man forholder sig til verden på, er der mange problemer både for én selv og ikke mindst for andre, der kan undgås. Det er dog ikke et spørgsmål om at undertrykke eller fjerne følelser fra sit sind. Det er udelukkende et spørgsmål om ikke at lade de primitive, spontane og ureflekterede følelsesområder i ens hjerne egenrådigt vælge, hvilke følelser der passer til den givne situation.

Et kunstnersind

Den måde, din hjerne håndterer den emotionelle virkelighedsoplevelse på, har en afgørende indflydelse på din gang gennem livet. At vores følelser udspiller sig både i krop og bevidsthed, kan skabe angst og panik, når en ængstelig krop og en ængstelig bevidsthed får mulighed for at gejle hinanden op. Den måde, din hjerne håndterer angst på, kan få en afgørende betydning for din livsbane. Den følelsesmæssige grundstemning har også stor betydning. Nogle fødes med et overvejende lyst sind, andre går gennem livet præget af tungsind. Den emotionelle virkelighedsfortolkning, som falder din hjerne naturlig, vil angive grundtonen i dit livs melodi. Den kan ændre sig, og du kan lære at leve med det, der er, men den vil altid ligge der som et grundvilkår. Og sidst, men ikke mindst, så er der stemningsstabiliteten. Er den ikke til stede i tilstrækkeligt omfang, så stiger risikoen for at udvikle depression og mani i betragtelig grad.

Det er ikke sådan, at et følsomt og sårbart sind er en forudsætning for visdom og for at være et kunstnerisk geni. At man håndterer livet hjerteligt og ligeud ad landevejen, medfører heller ikke, at man mister sansen for livets finere nuancer. Overhovedet ikke. De positive aspekter ved at være udstyret med et robust sind skal ikke undervurderes. Alligevel vil jeg påstå, at et følsomt og sårbart sind er en udfordring, som også – indimellem – kan være en gave. Generelt bliver man klogere af modgang. Målet for menneskelig stræben er ikke at opnå "det perfekte". Målet for menneskelig stræben er at gøre sig umage.