Nu tages ufo’er alvorligt: Det handler om vores eksistens

Stor efterretningsrapport skruer op for ufo-feberen og bekræfter, at USA’s regering tager dem gravalvorligt. Troen på intelligent udenjordisk liv er en moderne manifestation af menneskets religiøse impuls, siger filosof

Sidste år frigav Det amerikanske forsvarsministerium hemmeligstemplede fotografier som dette af uidentificerede flyvende objekter taget af piloter i den amerikanske flåde.
Sidste år frigav Det amerikanske forsvarsministerium hemmeligstemplede fotografier som dette af uidentificerede flyvende objekter taget af piloter i den amerikanske flåde. Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix.

Der er ingen beviser for, at uidentificerede flyvende objekter, ufo’er, bevidnet af amerikanske flådepiloter i de højere luftlag er udenjordiske rumfartøjer. Men det kan heller ikke udelukkes, at de er netop det. Det er ifølge amerikanske nyhedsmedier i store træk konklusionen på en med spænding ventet rapport fra USA’s forsvar og efterretningstjenester om ”uforklarlige luftfænomener”. Rapporten er bestilt af Kongressen og overleveres først senere i denne måned, men flere medier har på baggrund af anonyme kilder allerede nu refereret dens hovedpunkter.

Rapporten kommer i forlængelse af, at USA’s forsvar i fjor offentliggjorde tre videoer af hurtigt flyvende genstande optaget af flådepiloter i 2004 og 2015. Ifølge avisen New York Times konstaterer rapporten, at genstandenes usædvanlige fart og bevægelsesmønstre fortsat ikke kan forklares. Rapporten åbner dog for den mulighed, at nogle af dem kan være avancerede hypersoniske fartøjer fra rivaliserende magter såsom Kina eller Rusland.

Det er netop bekymringer for trusler fra USA’s fjender, der fik Kongressen til at bestille en redegørelse for fænomener, som den amerikanske regering har været uvillig til at tale om i årtier.

”Er dette rumvæsener, eller har vores fjender eller andre aktører evner, der rækker langt ud over det, som vi er i stand til at forstå, spore eller imødegå? Uanset svaret er det foruroligende,” siger republikaneren Michael Waltz, der er medlem af forsvarsudvalget i Repræsentanternes Hus, til tv-stationen CNN.

Den endnu ikke offentliggjorte rapport bekræfter, at USA’s regering tager ufo’er gravalvorligt, og den har fået interessen for muligheden for eksistensen af intelligent liv på andre planeter til at blusse op blandt amerikanerne.

Ifølge den amerikanske filosof Diana Pasulka, der er professor i religiøse studier ved University of North Carolina og forfatter til bogen ”American Cosmic” (Amerikansk kosmos) om fællestrækkene ved ufo-kultur og religion, så er troen på rumvæsener en moderne manifestation af menneskets urgamle religiøse impuls:

”Vi kan definere religion som troen på overnaturlige, intelligente og ofte himmelske væsener. Men mens traditionelle religioner beror på en tro på ting, vi ikke kan se eller bevise, så er der et ægte potentiale for, at ufo’er eksisterer og kan bekræftes af moderne teknologi, uden at vi er nødt til at dø først. Du kan ikke lægge en engel under et mikroskop, men du kan lægge biologisk materiale fra udenjordiske væsener under et mikroskop. Det giver ufo-trossystemet en meget kraftfuld realisme.”

Fascinationen af ufo’er og rumvæsener afspejler ifølge filosoffen en verden, hvor der er udbredt ængstelighed over for planetens fremtid.

”Vi befinder os i en form for eksistentiel krise, og vi ser en stigning i dommedagsagtige forestillinger om vores evne til at overleve på Jorden på lang sigt. Nogle mennesker finder håb i idéen om, at der er liv på andre planeter, eller at avancerede væsener vil være i stand til at frelse os,” siger Diana Pasulka.

Eksistensen af sådanne avancerede væsener kan gå hånd i hånd med religiøse principper, tilføjer hun.

”De religioner, vi kender i dag, er fyldt med intelligente livsformer såsom engle og dæmoner. Opdagelsen af udenjordiske væsener ville blot bekræfte de idéer, der former de fleste religiøse traditioner: at der er noget andet og mere end mennesket, og at vi eksisterer i en mystisk verdensrum. At der er mere mellem himmel og jord, end vi aner,” siger hun.

Men det ville ikke desto mindre rejse etiske og eksistentielle spørgsmål om definitionen af liv og af vores næste, siger Diana Pasulka:

”Der er ingen tvivl om, at opdagelsen af intelligent ikke-menneskeligt liv ville være skelsættende og forandre vores forståelse af os selv og vores plads i universet på uforudsigelige måder.”