10 år efter Anders Behring Breiviks terrorangreb i Oslo og på Utøya lider hver tredje overlevende stadig af posttraumatisk stress, skrev avisen Verdens Gang for nylig. Og det er ikke kun overlevende og pårørende, som fortsat kæmper med at håndtere national-traumet. Det samme gør det norske samfund.
”Både beredskabsmæssigt og psykologisk var vi slet ikke forberedte på det, som ramte os den 22. juli. Vi havde vænnet os til, at verdens dårligdom foregik andre steder. Katastrofer var noget, vi hjalp andre med at klare,” siger forfatter og journalist Åsne Seierstad, som har skrevet bogen ”En af os – en fortælling om Norge, Utøya og Anders Breivik”.
”Angrebene var både et uskyldstab og en meget brat opvågnen til en følelse af ikke at kunne forsvare sig selv. Og fordi det ramte vores børn og unge og politiske engagement, åbenbarede det en ny og dyb sårbarhed i det norske samfund. Den kæmper vi stadig med at håndtere i dag.”
Selvom den efterfølgende retssag mod terroristen Breivik var en oprejsning til det system, som ifølge kritikerne havde svigtet den 22. juli, har bearbejdningen af det sorte hul i den norske sjæl haltet gevaldigt. Også helt konkret.
”Såret, som aldrig heler,” skrev Aftenposten på sin forside den 11. juni i år.
”10 år efter terroraktionen er Norges magtcentrum fortsat en ruin. Er det et nederlag for demokratiet?”.
Teksten var ledsaget af et foto af regeringskvarteret, som stadig – 10 år efter, at Breivik udløste en bombe i Oslos hjerte – står skamferet tilbage, nødtørftigt dækket af hegn og en blafrende presenning, som skal illudere den gamle facade med påmalede vinduer. Et monument over ugerningen, mener nogen.
”Krateret bag hegnet minder os om had, vold og død,” skrev Lillian Vambheim på lederplads i samme avis.
Genopbygningen er blandt andet strandet på spørgsmålet om finansiering, hvilket igen og igen har vakt stærke følelser i norsk politik.
”Vi kan lade være med at bygge et nyt regeringskvarter og sige, at Anders Behring Breivik vandt – de fire bygninger, han ødelagde, kan blive stående sådan som et dødt landskab og et monument over terrorhandlingen,” sagde statsminister Erna Solberg under en debat i 2019.
Men hidtil er intet sket. Og det er ikke kun omkring regeringskvarteret, at processen efter den 22. juli 2011 har været langsommelig og smertefuld.
På både fastlandet og Utøya har der været en følelsesladet debat og langstrakte retssager om, hvordan 22. juli bedst mindes. Og foreløbig er Utøya, hvor 69 mennesker blev dræbt, det eneste sted, hvor mindesmærke-processen er endt lykkeligt.
”Det store spørgsmål har fra starten været: Er det muligt at tage hensyn til de berørte, så balancen mellem fortid og fremtid, mellem alvor og engagement findes på en måde, alle kan acceptere? Vores svar blev at tage de svære samtaler med så mange berørte som muligt for at finde ud af, hvordan vi kunne skabe noget meningsfuldt sammen,” siger Jørgen W. Frydnes, der siden 2011 har haft ansvaret for genrejsningen af Utøya.
”Og der må man nok sige, at myndighederne og regeringen ikke har klaret opgaven særlig godt de andre steder – man har insisteret på at lave mindesmærker uden at forholde sig til, hvad det vil betyde for lokalsamfundene både i Oslo og på fastlandet ud for Utøya. Processen har simpelthen ikke inkluderet de stemmer, som har helt legitime meninger i den her sag.”
Vi har mistet 77 helt unikke mennesker, er det noget, vi skal lægge bag os? Det synes jeg ikke, og jeg bliver aldrig færdig med sorgen.
Slagsmålene om de officielle mindesmærker har splittet nordmændene. Både mellem overlevere og ikke-overlevere og mellem dem, der insisterede på at mindes, og dem, som gerne ville lægge angrebenene bag sig hurtigst muligt. At Utøya – hvor Arbejderpartiets Ungdomsforbund siden 1950’erne har afholdt politisk sommerlejr – skulle tages tilbage, kunne de fleste enes om. Men præcis hvordan og hvor hurtigt?
I årevis besøgte Jørgen W. Frydnes efterladte, talte om smerte og savn, lyttede, lærte og fandt frem til en model, hvor Utøya både kunne bruges til sommerlejre og demokratisk engagement og samtidig respektere de mindesteder, de pårørende havde behov for blev bevaret.
”I sagerne om de nationale mindesmærker er det endt i enten-eller-diskussioner, men på Utøya er vi lykkedes med at bringe folk sammen og i fællesskab skabe en levende ø, som aldrig glemmer. Det er vigtigt, at helheden også giver rum for at mindes og have de vanskelige samtaler. Vi må være i stand til både at forholde os til det mørkeste, vi har i vores samfund og samtidig sørge for, at livet går videre,” siger Frydnes, der ud over sit virke på Utøya også er medlem af den norske Nobel-komité.
I 2015 deltog 500 medlemmer af Arbejderpartiets Ungdomsforbund for første gang siden 2011 igen i en sommerlejr på Utøya.
Symbolikken var ikke til at tage fejl af, og spørger man Åsne Seierstad, er idéen om, at det store sår i den norske sjæl absolut skal heles, ikke nødvendigvis frugtbar.
”Jeg mener, vi bør spørge os selv: Skal vi overhovedet over den her sorg? Vi har mistet 77 helt unikke mennesker – er det noget, vi skal lægge bag os? Det synes jeg ikke, og jeg bliver aldrig færdig med sorgen efter at have lært de her mennesker at kende efter deres død gennem arbejdet med min bog. Jeg har god kontakt med forældrene, og jeg ved, at deres sorg aldrig går over. Den kommer i bølger, og den kan til med forstærkes. Og det er noget af det, der gør det så svært, for det er både en meget privat sorg og samtidig noget, mange mener bør være en del af offentligheden,” siger hun.
”Norge er stadigvæk såret, og selvom helingsprocessen går fremad, vil arret aldrig forsvinde. Og det skal det heller ikke.”
Da Anders Behring Breiviks bombe eksploderede i Oslos regeringskvarter den 22. juli 2011, var Trefoldighedskirken nærmeste nabo. Men i kirken, der stammer fra 1858, var det bare to glasmalerier, som gik i stykker under angrebet. For Pål Kristian Balstad, der er ledende præst i kirken, var symbolikken dog ikke til at tage fejl af.
”Begge de billeder, som blev ødelagt, forestillede børn, der legede rundt om Jesus. For os har det været et meget kraftfuldt symbol på, hvad der skete den dag. Og for menigheden blev det et udgangspunkt for at etablere en freds- og forsoningskirke, som arbejder for dialog og samfundsengagement,” fortæller han og understreger, at 22. juli – trods mørket og sorgen – har været katalysator for gode ting efterfølgende.
”For Norge er det en traumatisk hændelse, ikke mindst fordi så mange unge mennesker mistede livet den dag. Vi er et lille land, og på Utøya var der unge fra hele Norge, så angrebet ramte hele landet. Men vi bærer såret fra 22. juli med os på forskellig vis, og vi må ikke glemme at det også har skabt et engagement hos mange og betydet, at lysten til at arbejde for demokrati, frihed og et inkluderende samfund er blomstret,” siger han.
Ifølge Pål Kristian Balstad er noget af det værste de mange overlevende, som stadigvæk er mærket fysisk og psykisk – og som for nogens vedkommende vil være det resten af deres liv.
”Der har kirken forsøgt at være en vigtig støtte og samlingspunkt – ikke mindst med de årlige mindegudstjenester i Oslo Domkirke. I Trefoldighedskirken arrangerede vi desuden en gudstjeneste, hvor de overlevende selv fik mulighed for at sætte ord på deres historie. For kirken er det vigtigt at være en kundskabsformidler og gå i bøn for fred, retfærdighed og forsoning.”
Forsoningen synes dog langtfra fuldbragt 10 år efter det dødeligste angreb på Norge siden Anden Verdenskrig. Og særligt overlevende og pårørende har med jævne mellemrum kritiseret den berøringsangst, som de mener har præget den fælles samtale efter 22. juli.
”I starten oplevede jeg et land, der stod sammen og var enige om, at det her var et angreb på os alle. Vi slog ring om demokratiet og gik gennem gaderne med roser i vores hænder. Men roseoptogene blev afløst af stilhed. Og nu taler vi ikke rigtig om det længere,” siger Tonje Brenna, som overlevede ved at gemme sig under en klippe i vandkanten på Utøya, til netmediet forskning.no.
I en ny undersøgelse af nordmændenes syn på den 22. juli konkluderer Center for Ekstremismeforskning, C-rex, at nordmændene er særdeles splittede i deres opfattelser af angrebene.
Nogle mener, det var et angreb på demokratiet.
Andre, at det alene var rettet mod Arbejderpartiet.
Og andre igen, at terrorangrebene slet ikke havde noget med politik at gøre.
”Jeg håber, vi kan være enige om, at vi aldrig skal glemme. Men også, at vi vil forsøge at blive mere enige om, hvad vi skal huske,” fortsætter Tonje Brenna, som i dag sidder i byrådet i Vilken.
Sådan er virkeligheden dog ikke. Ifølge Anders Ravik Jupskås, viceleder ved C-rex, er den 22. juli forsvundet ud af Norges kollektive bevidsthed.
”Andelen af nordmænd, som aldrig eller sjældent tænker på 22. juli, er steget til 80 procent i dag fra 50 procent i 2013,” fortæller han.
Og netop på grund af den udvikling er det ifølge Jørgen W. Frydnes afgørende, at man holder liv i minderne og debatten om angrebene på Utøya og i Oslo.
”22. juli er et symbol på, hvor galt det kan gå, hvis man ikke tager hadet og højreekstremismen alvorligt. 22. juli er ikke bare fortid, det er også en del af vores fremtid. Og derfor er det vigtigt, at de kommende generationer både kender til selve hændelsen, men også at de bruger den viden i samfundslivet fremover,” siger han.
”Det er en påmindelse om, at hvis vi – i verdens rigeste og tryggeste land – har mennesker, der ønsker at rive alt det, vi sammen har bygget op, ned, så må vi aldrig blive naive. Det skete den 22. juli 2011, og det kan ske igen. Derfor må vi alle sammen tage ansvar for de demokratiske værdier, samfundet bygger på.”
Hos Center for Ekstremismeforskning viser kortlægningen, at majoriteten af nordmænd mener, man generelt har tacklet efterspillet fra 22. juli godt.
Et flertal hævder sågar, at de norske værdier står stærkere efter angrebene end før. En pointe, Åsne Seierstad kan nikke genkendende til.
”Når man som jeg har rejst meget, ser man i høj grad Norge udefra som en ø af gode intentioner. Og jeg synes i det store og hele, at samfundet har håndteret tiden efter 22. juli godt. Men der har også har været perioder, hvor det har været enormt svært at tale om,” siger forfatteren.
”Nu er jeg først og fremmest optaget af, at historien fortsat bliver fortalt. Mine egne børn var helt små i 2011, og de kan jo kun forstå betydningen af 22. juli ved at læse, lytte og se film om, hvad der skete dengang. Og samtidig er mange af dem, som var for små til at forstå, hvad der skete dengang, i dag store nok til at kunne stemme. Derfor er det vores ansvar som voksne at videreføre den kundskab som er tilgængelig, så de unge mennesker har det her med sig, når de også skal træffe politiske valg. 22. juli kræver først og fremmest fælles erindring på tværs af generationer,” siger hun.