Rane Willerslev: Det lykkeligste, man kan opleve, er at blive mødt med uforbeholden kærlighed

Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, fylder 50 år i morgen. Kristeligt Dagblad har i den anledning bedt ham svare på en række store spørgsmål om livet

”Jeg ville gerne have taget min familie mere seriøst. Det lærte jeg på den hårde måde,” siger Rane Willerslev.
”Jeg ville gerne have taget min familie mere seriøst. Det lærte jeg på den hårde måde,” siger Rane Willerslev. Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Beskriv en scene fra din barndom?

Min tvillingebror Eske og jeg elskede at lege indianere og cowboydere i haven, især sammen med vores fælles ven fra vejen, Jeppe, som vi i øvrigt ser stadig ser. Men vi legede i det hele taget meget med børnene fra vejen, og jeg synes, at det er synd, at det i dag er gået lidt i glemmebogen at lege cowboydere og indianer. For det var fedt.

Hvad er den fase af dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Det var at få mine egne børn. Man fortryder aldrig de børn, man har fået. Man kan fortryde alt muligt andet i sit liv, men uanset, hvor besværlige de er, og hvor meget i tvivl, man har været, inden man får dem, så forsvinder det som dug for solen i det øjeblik, barnet er født, hvor der kun er kærlighed og glæde tilbage.

Jeg har tre børn, og det har været det samme hver gang. Da jeg blev skilt fra mine to ældste børns mor, var jeg i tvivl, om jeg ville have flere børn. Jeg gik og overvejede det, da jeg mødte min nye kæreste, fordi jeg godt vidste, at det var en del af pakken, hvis jeg ville have hende. Men nu er jeg lykkelig for vores snart toårige søn.

Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er?

Jeg har været heldig at møde flere mennesker, der har givet mig uforbeholden kærlighed. Jeg kan nævne tre ældre kvinder, som har betydet meget for mig. Min mormor passede mig rigtig meget, da vi var små, og Eske var lidt svagelig, fordi han skulle i kuvøse. Og hele min barndom havde jeg et meget tæt forhold til min mormor.

I Sibirien mødte jeg senere en indfødt bedstemorskikkelse, der hed Arkulina, som min ældste datter faktisk har som mellemnavn. For Arkulina tog sig altid af mig og kaldte mig sin søn. Og den sidste er en nulevende kvinde, antropologen Ida Nicolaisen, som jeg har et meget nært venskab med, og hun støtter mig uforbeholdent med kærlighed. Og det mest lykkelige, man kan opleve, er at blive mødt med uforbeholden kærlighed. Min far har også betydet meget for at forme mig, men han havde også en rimelig gammeldags opdragelse med kolde afvaskninger. Men til gengæld hjalp han os i den sårbare periode, da vi gik i gymnasiet. Og det var ham, der tændte vores boglige interesse og så værdien af det.

Hvilket råd vil du gerne give til andre, der gerne vil ind på samme område som dig?

Følg dit hjerte og din interesse gennem livet. Man kan ikke planlægge sig til succes, men hvis man vælger efter sin interesse, vælger man aldrig forkert.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det liv, du gerne ville have?

At følge mit hjerte og vælge ud fra min interesse. Men at blive forsker kræver også flid og udholdenhed. Hårdt arbejde er også en del af livet, det lærte jeg også af min far. Han lærte mig meget, så derfor tilgav jeg ham også, at han havde været lidt hård, da jeg var lille. Og sådan gik han også fra at være en far, jeg frygtede, til at være en far, jeg elskede.

Hvilket tab vil du nævne her?

Min far var gammel, da han fik os, for han var næsten 30 år ældre end min mor, så han døde i 1996, da han var næsten 80 år. Men ham savner jeg tit, ligesom jeg savner alle andre, jeg har mistet. Men når man husker folk, har de jo på en måde også et evigt liv.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på de ”70.000 favne”?

Det gjorde jeg nærmest bogstaveligt talt, da Eske og jeg som unge blev smidt af en helikopter i Sibirien med en kano og noget proviant. Siden rejste jeg også meget alene. Og det var stort for mig at blive konfronteret med den shamanistiske tradition i Sibirien. For det tvang mig til at åbne mig for en anden kultur og en anden livsopfattelse, hvor naturvidenskaben ikke har svarene på alting.

Hvad tror du på?

Jeg tror på det guddommelige i livet, og jeg tror også på Jesus.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Min far fik installeret en fornemmelse af, at man skal yde og yde, for du bliver aldrig rost. Sådan skaber man en præstationsmaskine, der arbejder hårdt. Men min mor var omvendt god til at sige, at vi altid var elskede, uanset hvad. Og jeg tror, at jeg har begge ting med mig.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Jeg ville gerne have taget min familie mere seriøst. Det lærte jeg på den hårde måde, da jeg blev skilt, fordi min første kone ikke gad mere. Den skilsmisse blev et stort traume, men det gjorde også, at jeg i mit nuværende forhold på en helt anden måde værdsætter min familie og investerer i mine familierelationer.

Hvad har bragt dig størst glæde i livet ud over din familie?

At tage på opdagelse – også ude i verden.