Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Det er nok, at det er lykkedes mig at skabe det nye Vendsyssel Teater. I 2017 byggede vi et helt nyt teater til 180 millioner kroner. Det var en stor tilfredsstillelse for mig at få lov til at manifestere mine idéer og slå med taktstokken i et byggeri til så mange millioner oven på et langt liv som skuespiller og instruktør. På den private front er det, at mit tredje barnebarn blev født i 2018. Det skal nok blive sjovt at følge ham, for han er en pudsig lille fyr. Både hans forældre og bedsteforældre er skuespillere, så det bliver spændende at se, om han også går den vej.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Det var mine fem år på Det Kongelige Teater fra 1978 til 1983. De år var rigtig spændende af to årsager. For det første, fordi jeg udviklede mig virkelig meget som skuespiller, og for det andet, og ikke mindst, fordi jeg traf min nuværende hustru, Susanne Heinrich, på teatret. Vi medvirkede i samme skuespil, og så sagde det ”bang!”. Det betød og betyder stadig utrolig meget for mig. Hun har et meget skarpt og humoristisk syn på tingene, som jeg har haft meget stor glæde af siden dengang. Men rent professionelt, så fik jeg på Det Kongelige Teater lejlighed til at medvirke i nogle forestillinger, som jeg ikke ville have haft mulighed for at medvirke i andre steder. For eksempel spillede jeg en stor komisk hovedrolle i stykket Mikadoen, som blev iscenesat i samarbejde med Operaen.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme område/i samme profession dig?
Jeg vil give et råd, som jeg selv fik fra administrator Jens Louis Petersen, da jeg gik på Statens Teaterskole i sin tid. Han sagde en ting, som jeg virkelig lagde mig på sinde. Han sagde: ”Vær omgængelig.” Normalt ville man sige ”opfør dig ordentligt”, og det ligger også i ordet omgængelig, men der er en interessant nuance, fordi med udtrykket ”vær omgængelig” menes der ikke nødvendigvis, at man skal være føjelig og bøjelig over for alt. Men der ligger i det, sådan som jeg fortolker det, at man er åben over for andre indtryk, samarbejdsvillig og lyttende, og at man udmærket kan stå på sin egen platform, men ikke behøver at insistere på det. Det synes jeg, er et godt råd. At jeg så har glemt det et par gange undervejs, det er en anden snak.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Sorg er nok for stort et ord, men privat kan det godt nage mig, at jeg ikke altid har kunnet være den far, som min søn i perioder har haft brug for. Men i dag har vi talt om det, Mikkel og jeg, og det er tilgivet og uddebatteret. På den professionelle front var det et stort tab for mig, da jeg i 2009 mistede min nære ven og samarbejdspartner, scenografen Poul Fly, som jeg iscenesatte den Reumert-nominerede forestilling ”Prinsesserne” med. Han var næsten som en soulmate for mig. Vi tænkte fantastisk godt sammen, og jeg ville ønske, han havde levet meget længere.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Da jeg søgte ind på Statens Teaterskole og sagde farvel til den sikre levevej, som for mit vedkommende var, at jeg var begyndt på engelsk og dramaturgi på Aarhus Universitet. Men i slutningen af 1960’erne forlod jeg frivilligt studiet for at prøve kræfter med teaterskolen, og det har nok været den mest skelsættende beslutning, jeg har taget for at få det liv, jeg har i dag.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Min mor var udpræget pessimist og min var far udpræget optimist. Og begge dele kan jeg genkende hos mig selv, for jeg har haft brug for både pessimismen og optimismen. Det har man i et omskifteligt liv. Jeg har rent faktisk spillet min mor på tv, da jeg spillede med i ”Flemming og Berit” med Søs Egelind. Der spillede jeg en emsig husmor og tog model efter min mor. Og min kone og Søs, der også kendte min mor, var ved at dø af grin, fordi de kunne genkende hende så fuldstændigt.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
I situationer, hvor der har været konflikt eller tvivl, kunne jeg godt have ønsket, at jeg havde stolet lidt mere på min kones intuition, som er kanonstærk.
Hvad tror du på?
Jeg tror egentlig ikke på noget. Jeg er nok det, man må kalde agnostiker. Jeg tvivler på, at der eksisterer en Gud i den forstand, vi som mennesker prøver at definere ham. Nærmere kan jeg ikke komme det, men det har jeg det sådan set udmærket med.