Han ville ikke føre samtaler med andre troende på overfladen

Peder Nørgaard-Højen var en af de teologer, der fik størst betydning for folkekirkens forhold til de andre kirker

Peder Nørgaard-Højen, der voksede op i Vendsyssel, skrev værker, der stadig læses af de teologistuderende.
Peder Nørgaard-Højen, der voksede op i Vendsyssel, skrev værker, der stadig læses af de teologistuderende. Foto: Peter Kristensen.

Peder Nørgaard-Højen var en af de teologer, som de fleste yngre præster har stiftet bekendtskab med. Han har nemlig skrevet omfattende kommentarer til folkekirkens bekendelsesskrifter, som man er nødt til at læse på teologistudiet for at blive præst.

Derudover var han for det andet økumenisk teolog – altså optaget af dialogen på tværs af forskellige kirkesamfund. Det var han på en særegen måde, hvor han var meget bevidst om sin egen lutherske teologi.

Peder Nørgaard-Højen var elev af K.E. Skydsgaard, som i sin tid var en af dansk teologis internationale navne. Det var Skydsgaard, som sørgede for, at husmandssønnen Peder Højen fik et stipendium i Mainz i 1961 og senere fulgte i Skydsgaards fodspor hos Det Lutherske Verdensforbund i Génève. Efter hjemkomsten blev Peder Nørgaard-Højen lektor i København.

Han kendte fra barnsben til tværkirkelige samtaler, for han voksede op i Vendsyssel, hvor der var forskellige vækkelser og frikirker, og selvom man var uenige, skulle man stadig tale sammen. Det gjorde man også i de store verdenskirker, da Nørgaard-Højen var ung teolog. Katolikkerne havde holdt deres store reformkoncil, og Kirkernes Verdensråd havde i 1968 holdt en skelsættende generalforsamling i Uppsala.

Peder Nørgaard-Højen var inspireret af K.E. Skydsgaard, der afstod fra den klassiske lutherske polemik mod katolikkerne. I stedet ønskede Skydsgaard et teologisk opgør om selve ”det teologiske grundspørgsmål”. Det drejede sig om at komme ind til kernen, før man kunne opnå økumenisk enighed. Dette tog Nørgaard-Højen med sig.

Han huskes som en væsentlig kraft i samtalen på tværs af danske kirkesamfund. Baptistpræsten Bent Hylleberg fortæller, at Peder Nørgaard-Højens arbejde med dåben i regi af Den økumeniske Studiekomité i 1970’erne ”vakte stor opsigt, fordi Peders grundighed førte ham til at stille spørgsmålstegn ved barnedåben”.

”Han var et friskt pust til traditionel luthersk position i den sag,” siger Hylleberg. Men polemik lå ikke til Nørgaard-Højen, der som Hylleberg beskriver ham, var ”ophøjet saglig og rolig”.

Nørgaard-Højens lærebøger læses også i dag af de vordende præster. Gangsnakken på teologi vil vide, at hans sidste lærebog om økumenisk teologi fra 2013 er tiltrængt lekture for de unge teologer, fordi de færreste studerende i dag ejer en stærk bevidsthed om at tilhøre en konfession. Hans sidste bog lærer dem at kende egen såvel som de andres tænkemåde – og derved få et mere helstøbt billede af kristendommen og teologien.

På den måde var han en atypisk teolog i det mellemkirkelige, vurderer teologilektor Jakob Egeris Thorsen fra Aarhus Universitet, der selv er katolik.

”Peder Nørgaard-Højen kunne tale med alle de store katolske teologer på deres præmisser, men han slugte ikke en eneste kamel, når det kom til den økumeniske samtale.”

Jakob Egeris Thorsen hentyder dermed til, at samtaler på tværs af kirker og økumenisk teologi risikerer at forblive på overfladen, sådan at parterne bliver enige om fælles formuleringer, men tolker ord og begreber forskelligt.

Noget sådant førte Nørgaard-Højen til at så tvivl om det betimelige i folkekirkens tiltræden til Porvoo-erklæringen, der er en gensidig anerkendelse imellem en række lutherske kirker samt den anglikanske og den skotske. Ifølge Nørgaard-Højen var problemet, at kirkerne ikke reelt mente det samme, når de for eksempel talte om biskopperne som tilsynsmænd.

Erklæringen gjorde bispeembedet til noget afgørende. Men det har det aldrig været i den lutherske kirke. Så på papiret var man enige om noget, som man slet ikke var enige om, hvis man gik et spadestik dybere. På den måde var han teologisk nidkær, forklarer Thorsen, ”men i en positiv forstand, fordi han var så grundig, og denne faglige nysgerrighed gjorde ham nærværende og levende både som underviser og teologisk samtalepartner”.