Der var en scene, der undertiden gentog sig i ægteparret Lilian og Bent Melchiors hjem. Når de om aftenen sad og så tv-nyheder fra verdens brændpunkter, kunne Lilian udbryde:
”Bent, hvorfor gør du ikke noget ved det?”
Spørgsmålet afspejlede først og fremmest hustruens store tiltro til sin mand. Men det blev på sin egen måde også til en parole for den tidligere overrabbiner Bent Melchiors lange og bemærkelsesværdige liv. Et liv, der i høj grad var præget af stærkt samfundsengagement og en kamp for mange af samfundets marginaliserede. Da Kristeligt Dagblad i 2017 bad ham formulere kort, hvad han gerne ville huskes for, svarede han:
”Som en person, der har gjort sig umage for at gøre denne verden bedre.”
Onsdag morgen døde Bent Melchior, 92 år. Familien fortæller, at han var åndsfrisk til det sidste – omend fysisk svækket. Så sent som før sommerferien holdt han en times oplæg om tolerance på Jødisk Kulturfestival.
Og tilbage står netop et livsforløb, der både som mangeårig religiøst overhoved for landets jøder og en aktiv samfundsdebattør var præget af et ønske om at gøre verden til et bedre sted at bo.
”Det er inden for ethvert menneskes rækkevidde at gøre verden lidt bedre. Livets mening er på den måde at være med til at reparere verden – især for de kommende generationer,” som han engang svarede, da han blev spurgt om, hvad meningen med livet er.
Bent Melchior var først og fremmest kendt for sin mangeårige rolle som overrabbiner for det, der i dag hedder Det Jødiske Samfund i Danmark og dengang Det Mosaiske Troessamfund. Men i den brede offentlighed blev han også kendt som en, der igen og igen talte minoriteternes og flygtningenes sag, kæmpede for religionsdialogen og igennem et utal af foredrag åbnede jødedommen for danskerne. Bent Melchior var en så tydelig stemme i samfundsdebatten, at Berlingske humoristisk omtalte ham som landets mest kendte biskop, da han stoppede som overrabbiner. Hans engagement i flygtningesagen gjorde, at han som den første person blev udnævnt til æresmedlem af Dansk Flygtningehjælp, hvor han igennem årene også har siddet i forretningsudvalget.
Vi ved ikke, hvad døden rummer, jeg burde måske i min position have et gæt, men det har jeg ikke. Jeg tror, at ånd, tanker, glæder og sorger lever videre, og at det er dét, vi kalder Gud. Det kan jeg ikke bevise. Men jeg tror det.
Hans store fokus på flygtninge var en direkte konsekvens af hans egne oplevelser som barn, hvor han under Anden Verdenskrig i 1943 måtte flygte med sin familie til Sverige. Flugten blev en definerende begivenhed for hans liv. Den begyndte, da de tyske planer om at arrestere danske jøder spredte sig i de jødiske miljøer. Hans forældre med dengang fire børn pakkede nogle få sager sammen for ikke at vække for meget opsigt og søgte først tilflugt i præstegården i Ørslev ved Slagelse. Senere tog de til bispegården i Nykøbing Falster, inden det lykkedes dem at låne sig til det store pengebeløb, det kostede dem at komme med en fiskekutter til Sverige. Det blev en 17 timer lang og farefuld sejltur på bunden af kutteren. Årene på flugt satte sig så dybt i ham, at han resten af sit liv havde det, han betegnede som ”flygtningens sjæl”, hvor han både identificerede sig og sympatiserede med flygtninge.
Bent Melchior boede de først år af sit liv i det dengang tyske Beuthen, der i dag er polsk, hvor hans far, Marcus Melchior, var rabbiner. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 begyndte jødeforfølgelserne at tage til, og familien Melchior flyttede samme år tilbage til Danmark. Da familien senere flygtede til Sverige, blev hans far rabbiner for de danske jøder på flugt. Og da de igen vendte tilbage til Danmark efter krigen, blev han overrabbiner i København.
Alligevel lå det Bent Melchior fjernt at skulle gå i sin fars og for den sags skyld også sine forfædres rabbiner-fodspor, efter at have set hvor hård og fortravlet en tilværelse det var. Han tog sin studentereksamen fra Frederiksberg Gymnasium. Dengang inkluderede det også lørdagsundervisning, hvilket gav sine udfordringer for en religiøs jøde, hvor sabbatten var reserveret til familie og afslapning. Han endte dog med at blive fritaget fra at møde i skole om lørdagen.
Efter studentereksamenen skiltes hans veje væsentligt fra hans studenterkammeraters. Mens de fortsatte videre på andre studier, rejste Bent Melchior til Israel som frivillig soldat under landets uafhængighedskrig i 1948. Han havde absolut ingen militærerfaring at trække på, men troede fuldt og fast på, at oprettelsen af en israelsk stat var en vigtig milepæl på vejen mod en bedre verden. En milepæl, han ikke blot ville læse om i aviserne.
Senere kom han til at betragte Israel som rygraden for verdens jøder. Men som årene gik, ærgrede det ham, at landet bevægede sig stadig længere væk fra den tostatsløsning med palæstinenserne, han håbede på blev realiseret.
Da han efter krigen vendte tilbage til Danmark, begyndte han at undervise. Han holdt af lærerjobbet, men alligevel begyndte rabbinertilværelsen at rykke tættere på. Og i 1963 kunne Bent Melchior kalde sig rabbiner efter endt uddannelse i England. De første fem år skulle han dele prædikestol med sin far, overrabbineren. Men efter faderens pludselige død blev Bent Melchior i 1970 udnævnt til dansk overrabbiner, hvilket han var frem til 1996. Senere er rabbiner-hvervet fortsat i Melchior-slægten. Først blev hans søn Michael Melchior overrabbiner i Norge, og senere blev hans barnebarn Jair Melchior udnævnt til overrabbiner i Danmark.
Bent Melchior blev kendt som en overrabbiner med skarpe holdninger, mod og temperament og i mange år også med en cerut i munden. Internt i trossamfundet betragtede dele af menigheden ham som en kontroversiel leder. Til tider skete det, at hans holdninger blev for meget for nogle, der ifølge ham selv gerne så, at han holdt sig til kun at tale om ”åbenbaringen på Sinaibjerget”. Det vakte blandt andet postyr, da han i 1988, hvor Israel befandt sig i en palæstinensisk opstand, intifada, sagde ja til at mødes med PLO’s danske repræsentant. De to trykkede endda hånd, hvilket førte til en reprimande fra den israelske ambassadør.
I starten af firserne gik bølgerne så højt i det jødiske trossamfund, at Bent Melchior ligefrem blev fyret. Konflikten handlede om, hvorvidt han havde vist for meget af synagogen og andre jødiske institutioner frem i en tv-udsendelse, men bundede angiveligt også i en personstrid. Han havde 12 måneders opsigelse, og inden de var gået, var han blevet genansat.
Hans mærkesag har gennem alle årene været at fremme tolerance, medmenneskelighed og religionsfrihed. Det er især sket ved at forsvare samfundets minoriteter, uanset om det har været muslimer, jøder eller andre, der har været i klemme af majoriteten. Han har hjulpet palæstinensiske asylsøgere, der var i kirkeasyl. Han har arrangeret store protester mod Sovjetunionens behandling af jøder. Og han har været en aktiv stemme i omskæringsdebatten i Danmark for blot at nævne nogle få af de sager, han har været engageret i.
Hans holdninger og fremtrædende person har ført til mange trusler, også egentlige dødstrusler. Men Bent Melchior har holdt på, at trusler, terror og antisemitisme ikke måtte diktere livet. Han sagde nej til fast politibeskyttelse, og selv efter et terrorangreb mod synagogen i København i 1985, hvor en bombe raserede bygningen, insisterede han på, at hverdagen skulle vende tilbage hurtigst muligt. Han ringede som noget af det første til en glarmester for at få skiftet de smadrede ruder, så der kunne holdes gudstjeneste allerede samme uge. Selv bar han sin kalot på hovedet offentligt lige til det sidste. Da Kristeligt Dagblad ved hans 90-årsfødselsdag spurgte, om han ligefrem turde gå med den på Nørrebro, lød det ligefremme svar:
”Det kan jeg love dig, og hvis mine ben var gode nok til det, ville jeg gøre det.”
Bent Melchior var overrabbiner for en ortodoks menighed, men blev til tider beskyldt for selv at være for liberal i sin teologi. Det førte blandt andet til problemer med det ortodokse overrabbinat i Jerusalem, der en overgang ikke ville anerkende hans konversioner til jødedommen. Da han på sine ældre dage blev bedt om at se tilbage på sin rabbinertid, svarede han, at han alligevel fortrød, han ikke havde været mere liberal. Han fortrød især, at han ikke havde set mildere på blandede ægteskaber, hvor en jøde gifter sig med en ikke-jøde.
Troen spillede en naturlig og central rolle i hans liv med den ugentlige sabbat som et fast holdepunkt. Troen blev dog udfordret, da han mistede sit ældste barnebarn til kræft, mens ”en gammel nisse som jeg får lov at leve videre”. Dødsfaldet førte til en heftig og flerårig diskussion mellem ham og Vorherre, hvor Bent Melchior ønskede en forklaring på det, der virkede så meningsløst. Selvom svaret udeblev, ændrede sorgen dog ikke ved hans tro. I stedet kom han frem til, at vi nok har tendens til at tillægge almagten en for detaljeret interesse i, hvad vi foretager os:
”Jeg tror heller ikke, der findes en karakterbog, vi en dag skal stå til regnskab for. Hvis jeg ved en fejltagelse kommer til at spise noget, jeg ikke burde spise efter de forskrifter, jeg følger, tror jeg ikke, at der bliver tordenvejr af den grund. Det er at tillægge sig selv og egne gerninger for meget vægt. Vorherre er for stor til de detaljer. Det er nok noget, jeg først har erkendt med årene,” som han forklarede til Kristeligt Dagblad i 2019.
Mens arbejdet tog det meste af hans tid, lagde han aldrig skjul på, det var hans kone, Lilian, der var hans store lidenskab. De mødte hinanden ved en revy i Jødisk Ungdomsforening og blev gift i 1951. Med årene blev hun motoren i det travle hjem, og det var typisk hende, der tog telefonen, hvis man ringede til overrabbineren. Bent Melchior har forklaret, at hun var en præstekone på den gammeldags facon og klarede en stor del af hans arbejde, på trods af at hun ikke var ansat nogen steder.
Hver fredag i alle årene købte han blomster til sin kone. De sidste år måtte han dog hen til plejehjemmet for at aflevere dem, hvor Lilian Melchior boede efter flere blodpropper. Hun døde i 2019, 87 år gammel.
Konens dødsfald var et hårdt slag for Bent Melchior, men han var besluttet på, at den tid, han havde tilbage, skulle bruges. Han var aktiv selv i en meget høj alder, hvor han jævnligt blandede sig i den offentlige debat. Blandt andet gik han i rette med to danske biskopper, der ifølge ham var gået for langt i deres Israel-kritik, ligesom han kritiserede den nudanske bibeloversættelse ”Bibelen 2020” for at være et knæfald for klimapolitiske overvejelser. Derudover fortsatte han sit forsoningsarbejde sammen med den tidligere politiker Özlem Cekic i Foreningen Brobyggerne, hvor han var bestyrelsesformand. De to havde gennem mange år et nært venskab, og i 2020 udgav de samtalebogen med titlen ”Brobyggere”.
Selvom han fortsatte med at være aktiv, viste hans ældede og sammensunkne skikkelse, at han efterhånden havde nået en alder, hvor han ifølge ham selv var langt over sidste salgsdato. Og tankerne om døden begyndte også at melde sig.
”Det er livets vilkår. Vi har lånt bogen på biblioteket – og den skal afleveres tilbage,” som han udtrykte det i Weekendavisen og tilføjede:
”Vi ved ikke, hvad døden rummer, jeg burde måske i min position have et gæt, men det har jeg ikke. Jeg tror, at ånd, tanker, glæder og sorger lever videre, og at det er dét, vi kalder Gud. Det kan jeg ikke bevise. Men jeg tror det.”
Bent Melchior efterlader sig fire sønner, hvoraf to bor i Jerusalem, 11 børnebørn og over 20 oldebørn.
Den tidligere overrabbiner vil blive begravet torsdag klokken 16.00 på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København.