STRØMMEN AF nye undersøgelser er konstant, og den seneste blev offentliggjort i går. Den afslører, at følelsen af tilfredshed stiger med alderen, og at mennesker omkring de 70 år føler sig ekstra veltilpas i samfundet.
På dette tidspunkt er man ofte færdig med at præstere, og hvis man er sund og rask, kan man virkelig, som en kvinde beskrev det i P1 i går, nyde friheden.
Nyheden er interessant.
For det første afsløres det forunderlige, som man som ung så dårligt kan forestille sig. Nemlig, at det er muligt at mærke lykke, selvom man befinder sig tættere på døden. Mennesket er heldigvis indrettet til at vokse med opgaven at være dødelig, og man kollapser sjældent af sorg, selvom afslutningen er nærmere end før.
For det andet antyder undersøgelsen, at vi muligvis med dette samfunds enorme dyrkelse af unik individualitet som ledestjerne risikerer at presse en del af den frimodige livsglæde ud af ungdommen.
I DAG SKAL Mette Frederiksen (S) som statsminister holde sin første åbningstale i Folketinget og lur mig, om hun ikke vil betegne Danmark som landet, hvor det skal være bedre end noget andet sted i verden at være barn.
Den idé har hun længe dyrket, og i lyset af de mange beretninger om vemod og mistrivsel i den yngste del af befolkningen, er der noget at se til. Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) taler ofte om vor tids ensomhed og frygt for ikke at slå til – senest gjorde hun det i lørdags i ”Mads & Monopolet” på P4, som hun trods det nye ministeransvar fortsat prioriterer at bruge tid på – og en del af hendes løsning er at nedtone karaktergivning og faglige tests.
Det udgør generelt en tro til venstre for midten, at dette vil gøre børn og unge lykkeligere, men der er grund til at tvivle. Det er ikke usundt at skulle præstere og blive bedømt, men det er usundt at leve i en tilstand, hvor hele ens værdighed står og falder med, hvordan man klarer sig, når man tilmed hver time på døgnet er en brik i den store nådesløse sammenligningsmekanisme.
Den, der med stor intensitet gennem de digitale platforme fikserer mennesket, og frem for at skære ned på fagligheden skulle Pernille Rosenkrantz-Theil skære ned på det digitale tyranni i børn og unges hverdag.
Hvis man – i det mindste i folkeskolen – generobrer det mere fredede rum til de yngste, vil det sandsynligvis om føje år kunne aflæses i lykkemålingerne. De, der i dag er fyldt 70 år, lever på mange måder i en helt anden virkelighed end børnene og de unge.
Én ting er, at de ældre ikke er vokset op i det digitale kaos, mens noget andet er, at de generelt kan træde mere ud af dette materielle samfunds syn på mennesket som en brik i velfærdssystemet. Det er ikke så mærkeligt, hvis mange af de ældre mærker en indre fred. Men det er jo tankevækkende, hvis det virkelig er sandt, at vi i dette samfund føler os mest lykkelige, når vi nærmer os dagen, hvor vi skal forlade det. Man kunne ønske sig, at både politikere og medier havde mere sans for det paradoks.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.