Hvordan kommer den humanistiske livsanskuelse egentlig til udtryk?

Hvad ville en humanistisk ceremoni bestå af, hvis den skulle være absolut renset for ethvert spor af tro på eller tanker om en skabende Gud? spørger Sørine Gotfredsen

Humanistisk Samfund fejrede i går Folketingets Åbning med en ikke-religiøs ceremoni i Hofteatret.
Humanistisk Samfund fejrede i går Folketingets Åbning med en ikke-religiøs ceremoni i Hofteatret. . Foto: Julie Meldhede Kristensen.

MENS DEN STORE gudstjeneste i tirsdags blev afholdt i Christiansborg Slotskirke i anledning af Folketingets åbning, fejredes dagen et andet sted på anden vis.

Som beskrevet i Kristeligt Dagblad holdt Humanistisk Samfund atter en alternativ ceremoni, der på sin egen måde indleder folketingsåret. Den foregik i Hofteatret ved Christiansborgs ridebane, og denne gang havde 20 folketingsmedlemmer tilmeldt sig.

Senere på dagen fortalte forperson, som det hedder, Lone Ree Milkær på P1, at hun opfatter initiativet som liberalt, fordi alle livsanskuelser i dette samfund bør være ligestillede. Ceremonien kan, forklarede hun, minde om en gudstjeneste, men adskiller sig ved, at Gud ikke inddrages. Det kan nok diskuteres. Lone Ree Milkær meddelte, at man ved ceremonien havde sunget ”Det lysner over agres felt” af Ludvig Holstein og ”Jeg elsker den brogede verden” af H.V. Kaalund.

Sandt er det, at Kaalund dyrkede en rent naturalistisk inspireret tænkning, men Holstein repræsenterede et panteistisk livssyn, hvor Gud ses som værende til stede i alt og som identisk med verden. Desuden blev der læst tekster højt af Leonardo da Vinci, der som bekendt var et renæssance-multigeni, hvis religiøsitet er blevet diskuteret gennem tiden. Nogle mener, at han, skønt døbt i den katolske kirke, var ateist, mens andre opfatter ham som deist – altså en person, der tror på en skabende Gud bag alt, men ikke forholder sig dogmatisk eller kirkeligt til denne tro.

Min pointe er, at det er svært i en højtidelig ceremoni at inddrage stor kunst og dyb visdom uden på en eller anden måde at krydse veje med den religiøse og – i den vestlige civilisation – kristne inspiration.

Kim Larsen citeres i en ny bog af journalist Erik Jensen for at sige: ”Det er min erfaring, at den bedste musik er lavet til ære for guderne.” Han vidste, hvad han talte om, og det er svært at komme uden om den kunst, der er blevet bragt til veje under påvirkning af ærefrygt for en større vilje bag livet.

Således er spørgsmålet, om de organiserede humanister mon helt er sig sammenhængen mellem religiøsitet og den mest slidstærke og tidløse kunst bevidst. I betragtning af, hvor få der deltager i åbningsceremonien hos Humanistisk Samfund, tildeles begivenheden hvert år ret stor pressebevågenhed, og frem for blot igen at lade talspersoner akkompagneret af Uffe Elbæk fra Alternativet gentage, at man ønsker stat og kirke adskilt, kunne man gå anderledes til værks.

Det er et velkendt refræn, der lyder, når Lone Ree Milkær siger, at alle livsanskuelser bør være ligestillede, og her lader vi for en stund de historiske argumenter for den evangelisk-lutherske kristendoms særstatus ligge. En lige så oplagt vinkel for en opvakt journalist er imidlertid at undersøge, hvordan den humanistiske livsanskuelse egentlig kommer til udtryk. Hvad bliver der sunget, hvad bliver der sagt, og hvad ville en humanistisk ceremoni bestå af, hvis den skulle være absolut renset for ethvert spor af tro på eller tanker om en skabende Gud?

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.