I flere år bad Svend Brinkmann aftenbøn. Når han lå i sin seng, formulerede han en bøn til Gud. Han husker ikke, hvordan ordene faldt, men han sluttede med et amen. Bønnen i sengen var ikke noget, han talte med andre om. Ja; faktisk er det først nu, en solfyldt forårsdag på besøg i København, at han fortæller om det. Det, han husker bedst, er frygten, da han vist nok som niårig besluttede, at han ikke ville bede mere.
”Det var en overvindelse at stoppe, for jeg var bange for at blive straffet, og samtidig var jeg måske lidt flov over at bede til den her faderfigur, når jeg nu ikke havde nogen ydre form for trosliv i øvrigt.”
Hvordan frygten for en straffende Gud havde fået næring i hans barnesind, kan han ikke forklare. Han voksede op i en tryg kernefamilie i et stort 70’er-parcelhus i Tjørring ved Herning på en egn med vækkelseskristendom. Selvom han hverken blev præsenteret for Fadervor eller bibelhistorier i hjemmet, tumlede han med ét spørgsmål: Findes Gud? Han tænkte, at hvis der var en gud, ville det ændre alt.
Spørgsmålet om Guds eksistens har aldrig sluppet ham – måske med undtagelse af den tid, hvor han var en langlemmet teenager, der gik til konfirmationsforberedelse i den lokale Baunekirken.
”Jeg tror, jeg var en meget irriterende konfirmand, og i et forsøg på at være sjov stillede jeg dumme spørgsmål. Det er noget, jeg fortryder i dag.”
Han kan endnu huske et af de spørgsmål, han stillede til undervisningen. Brinkmann var et bogglad barn. Familiens kælder var nærmest som et bibliotek, og han læste alt fra verdenshistorie til Basserne. Et sted i Basserne bliver feltpræsten spurgt, om der er pizzaer i himlen.
”Det syntes jeg var et ret sjovt spørgsmål, så det spurgte jeg også præsten om. Det er noget af det eneste, jeg husker fra konfirmationsforberedelsen.”
Den 45-årige professor i almenpsykologi har fået status af en slags intellektuel superstjerne og er kendt for radioprogrammet ”Brinkmanns briks” på DR P1 og sit livtag med den positive psykologi og tidens egofiksering. I denne uge er han gæst hos Iben Maria Zeuthen i programmet ”Tal til mig” på DR P1, hvor temaerne er troen, tvivlen og skæbnen. Og nu sidder han i forårssolen i god tid før udgivelsen af bogen ”Mit år med Gud. Tro for tvivlere”, der udkommer i næste måned på Gyldendal. Vi skal tale om det år, hvor han satte sig for oprigtigt og nysgerrigt at give Gud en chance.
Mens Brinkmann var i gang med at skrive bogen, udkom Martin Kongstads ”Casper”. Han har læst bogen, husker den intense mediedækning af komikeren Casper Christensens omvendelseshistorie og konstaterer, at der ikke mangler hverken interviews eller bøger om tro i disse år. Og det er der egentlig ikke noget sært i, fastslår han.
”Det, som er mærkeligt, er ikke, at vi taler om tro nu. Det mærkelige er, at der har været en periode, hvor vi har talt mindre om tro. Det er gåden. Tro er et universelt menneskeligt anliggende og et spørgsmål, som aldrig vil forsvinde. Samfundet udvikler sig ikke i irreligiøs retning. Spørgsmålet er, hvordan man kan forholde sig til religion uden at aflive et videnskabeligt verdensbillede.”
Man kan spørge, hvorfor han vælger at gøre noterne i dagbogsform til en bog. Er Brinkmanns bekendelser ikke et projekt egnet til lønkammeret i stedet for en bogudgivelse?
Han forklarer, at han ønsker at bidrage til den fælles samtale om, hvad tro og religion er. Han mener, der er vigtige indsigter at hente i teologiske og religionsfilosofiske samtaler. Med sin nye bog vil han også gerne komme nogle af sine kritikere i møde. I Kristeligt Dagblad har præster som Nanna Hauge og Sørine Gotfredsen flere gange revset Brinkmann for at mangle et blik for det religiøse. Og kritikken er ikke helt forfejlet, medgiver han i bogen.
”Jeg har beskæftiget mig meget med arven fra Athen, mens det, man kan kalde arven fra Jerusalem og den kristne arv, har været et hul i mit forfatterskab og min tænkning. Jeg vil gerne supplere Athen med Jerusalem. Med min interesse for eksistens og etik er det da en kæmpe mangel, hvis jeg ikke har adgang til 2000 års kristendom.”
Svend Brinkmann har tilhørt den femtedel af den danske befolkning, som ikke ved, hvad de skal svare, når de får spørgsmålet: Tror du på Gud? Han har ikke med bestemthed kunnet sige, at han ikke tror på Gud, og ateismen har virket som en for skråsikker position. I dag har han fundet et sprog til at udtrykke sit forhold til Gud. Sproget fandt han, da han begyndte at læse den amerikanske filosof og postsekulære, teologiske tænker John Caputo.
John Caputo er kendt for sin tænkning om den svage Gud. Ifølge Caputo er Gud det bedste begreb for det ubetingede, og teologien er den bedste måde at tænke om det ubetingede på. I bogen skriver Brinkmann:
”Gud er en kraft uden styrke, en insisteren uden eksistens, en magt uden magt til at belønne eller straffe. Ifølge Caputo er netop dét kristendommens radikale indsigt, der er givet ved Jesu død. Guds dårskab er, at han ikke eksisterer, men insisterer.”
Men hvis Gud ikke eksisterer, men insisterer, hvad betyder det så for kristendommen og troen på en skabende og opretholdende Gud?
”Jeg mener, at der er mindre mellem himmel og jord, og har villet undersøge muligheden af en tro, som kan harmonere med det, vi ved fra naturvidenskaben. Caputo giver et sprog for det ubetingede. Nok er han en minoritetsstemme i teologien, men jeg kan tilslutte mig hans udlægning af troen på det ubetingede. Og mister vi troen på det ubetingede, har vi kun instrumentaliseringens, opportunismens og købmandskabets logikker.”
En af de tænkere, Brinkmann flere gange vender tilbage til i bogen, er den tyske filosof Martin Heidegger (1889-1976). Magasinet Der Spiegel lavede et interview med Heidegger, som blev bragt kort efter hans død i 1976 med rubrikken: ”Kun en gud kan redde os nu”. Brinkmann tvister Heideggers ord og siger:
”For mig at se er det selve fraværet af den Gud, som skulle redde os, der er redningen.”
Brinkmann har lavet to samtale- og debatbøger med Nationalmuseets direktør Rane Willerslev. Brinkmann siger, at Willerslev har drillet ham med, at han tror på Jesus. Drilleriet skyldes, at Brinkmann i deres samtaler har forsvaret Jesu ord om det ubetingede.
”Jeg er jo ikke ekspert på den historiske Jesus, men jeg tror, at han var en historisk person, og at han gennem ord og handling opdagede og viste nogle fundamentale forhold i livet, som grækerne ikke før havde peget på. Det geniale i kristendommen er, at guden dør,” siger han med henvisning til korsfæstelsen.
I Brinkmanns verdensbillede er der plads til Jesus, men ikke til Helligånden eller opstandelsestro.
”Opstandelse og alt sådan noget henregner jeg til overtro. Det kan jeg ikke tro, og jeg har ingen længsel efter at tro på det.”
At han afviser opstandelsestroen betyder ikke, at han ikke tænker på døden. Det gør han faktisk hver dag. Længe troede han, at alle mennesker havde det på den måde.
”Sidst, jeg tænkte på døden, var i morges, da jeg sad i bilen på vej til lufthavnen. Jeg tænkte, at det her kunne være sidste gang, jeg tog hjemmefra. Jeg bilder mig ind, at det betyder, at jeg er mere omhyggelig med at kysse min kone farvel. Jeg er bange for døden. Jeg tror, livet slutter med døden, men det er ikke noget, jeg ved, og jeg ved heller ikke, om jeg vil vide det.”
Men hvad er der tilbage af kristendommen, hvis man sætter parentes om opstandelsen, som ses som absolut definerende for kristendommen?
I et opslag på Facebook påskedag udtrykte Brinkmann det således:
”Hvis man sætter parentes om kristendommens overnaturlige elementer, står den vidunderligt undernaturlige fortælling tilbage, når Jesus siger, man skal elske sine fjender, vende den anden kind til og drage omsorg for de foragtede og udstødte. Man skal ikke gøre det rette for at få en præmie, men fordi det er det rette. Det er essensen i Jesu radikale lære om det ubetingede, som ingen af os kan leve op til, men som vi næppe heller kan leve uden.”
Ifølge Brinkmann skal man værne om det undernaturlige. Mister man sansen for det, er der kun kynismen og opportunismen tilbage. Skal han tale om opstandelse, må det være som den ubetingede, trodsige opstandelse i menneskers liv med hinanden.
”En fraværende Gud kan ikke udvirke noget i verden, men man kan være taknemmelig for, at det ubetingede findes og lyser verden op, så man kan blive rørt af menneskers godhed. Når jeg hører en ambulance, får jeg gåsehud. Ikke kun fordi jeg tænker på, at der venter et ulykkeligt menneske, som skal hentes og have hjælp, men fordi vi har et samfund, hvor vi passer på de svage.”
På forsiden af Brinkmanns nye bog ser man ham åbne den store trædør til Essenbæk Kirke i Assentoft ved Randers. På sin vis er billedet misvisende, for psykologiprofessoren har ikke slidt på kirkebænkene i forbindelse med bogens tilblivelse. Han har primært siddet i arbejdsværelset i hjemmet i Randers, hvor han har taget sig tid til at læse meget bredt om tro og religion fra Bibelen til filosofferne Caputo og Charles Taylor samt teologen Niels Henrik Gregersen og mange flere. Nok har pandemien betydet, at adgangen til kirkerne har været begrænset en del af året, men det er nu ikke årsagen til, at Brinkmann ikke har gået i kirke.
”Mit år med Gud har på ingen måder handlet om at opsøge spirituelle oplevelser, og havde jeg dem, ville jeg ikke tolke dem religiøst. At gå i kirke er praksis, og det er ikke praksis, jeg har villet undersøge, men spørgsmålet om troens relevans for et videnskabeligt uddannet menneske. Og jo; jeg synes, det er skønt, at vi har kirkerummene, salmerne, ritualerne og alt det ceremonielle, men når jeg er til gudstjeneste, har jeg det som en socialantropolog, og kan strække mig til at lave deltagende observation og knæle ved nadverbordet.”
Siden han var barn, har Brinkmann været optaget af spørgsmålet om Guds eksistens, og dagen før han fyldte 45 år den 23. december sidste år, skrev han konkluderende:
”Og netop fordi der ikke kan føres bevis for Guds eksistens – for det ubetingede – er det op til os at fortælle historier om den, der har legemliggjort det ubetingede. I kristendommen er det især Jesus.”
Brinkmann siger, at året med teologiske og religionshistorisk læsning har givet ham et sprog, som han ikke havde før. Og selv om han er mere glad for kristendommen end for kristenheden og har det ambivalent med forholdet mellem stat og kirke, er noget af det næste, som skal ske, at Brinkmann atter vil melde sig ind i folkekirken.
Svend Brinkmanns ”Mit år med Gud” udkommer på Gyldendal den 4. juni, hvor Kristeligt Dagblad anmelder bogen. Desuden afholder avisen et digitalt læsermøde på udgivelsesdagen, hvor han er i samtale med sognepræst Sørine Gotfredsen.