Kære brevkasse
Jeg læser jævnligt jeres brevkasse med kloge svar. Også om det med ikke at have børnebørn. Man skal jo aldrig sammenligne æbler og pærer, det ved jeg godt. Men det er dog det værste, at sorgen aldrig forsvinder, hvis livet af mange grunde har artet sig, så man end ikke har fået børn trods et stort ønske herom.
Og denne gruppe tilhører jeg. Jeg har en sorg, som aldrig forsvinder, og som man bliver mindet om gennem hele livet – først gennem alle ens jævnaldrende, der næsten altid taler om deres børn, og senere bliver det som regel om børnebørnene, der fylder det hele. Når jeg bliver lidt ældre, bliver det vel oldebørnene.
Man lærer sig jo en grimasse, der kan passe, og nogle vendinger, man kan sige, når andre taler om deres børn og børnebørn. Men sorgen og smerten forsvinder aldrig. Trods det, at jeg efterhånden er lidt oppe i årene, kan jeg stadig få det fysisk skidt, få hedeture med videre, hvis jeg kommer til at tænke for meget på det. Så jeg prøver at skubbe det væk i dagligdagen. Jeg prøver også – for at bruge jeres udtryk – ikke at størkne i bitterhed. Men det kan nogle gange være svært, hvis man slet ikke møder nogen forståelse.
Jeg får også altid at vide, at man da kan have et godt liv uden børn, at man skal gøre alle de ting, som brevene i sidste uge foreslår. Det kan imidlertid også give anledning til en konstant dårlig samvittighed over for alle andre og sig selv. For hvorfor gør man ikke bare det, som de foreslår? Hvorfor skaber man sig ikke det gode liv uden børn? Hvorfor binder man sig ikke eller skaber relationer til andres børn og så videre?
Derfor var det rart at læse jeres forståelse – også om den slægtsmæssige kæde – og specielt det lille ord timingen betød meget for mig. For det satte mig lidt fri i forhold til alle de ting, jeg bør og burde gøre. Ja, måske er min timing ikke lige nu til det. Måske kommer den aldrig – men ja, timingen skal være der. Hvis det er en undskyldning, så er det i hvert fald en undskyldning, jeg kan bruge. Så tak, fordi I lige fik den vinkel med.
Venlig hilsen
Cecilie
Kære Cecilie
Tak for dit brev og dit hjertesuk. Du fortæller om, at der kan være sorger, man må bære med sig igennem hele livet.
Det at få børn og børnebørn er meget indgribende og eksistentielt. Så det er ikke mærkeligt, at det går virkelig dybt i ens sind, når man ikke får hverken børn eller børnebørn, når man brændende har ønsket sig det.
Det handler dels om, at man ikke får oplevelsen af at føre livet videre i nogle nye mennesker, dels handler det også om nogle potentielle fællesskaber, som kan være af stor værdi, som man ikke får i sit liv. Det kan være hårdt at være ung og se sine jævnaldrende få børn og så ikke selv få det. I de unge år kan det vrimle med små børn, barnevogne og snakke om det at have børn. Vi kan også godt forstå, at man i din alder kan smage på smerten. Mange i den modne alder har jo netop bedre tid til at have fællesskab med børn og børnebørn, og når man slutter på arbejdsmarkedet, så bliver familien ofte endnu mere tydelig og vigtig for mange.
For en del år siden talte man meget om, at sorgen havde et bestemt forløb. Det var den svenske psykolog Johan Cullberg, som lancerede sin kriseteori, som bestod af fire faser, der afløste hinanden i tid.
Den første fase hedder chokfasen, hvor tabet rammer med fuld kraft. Måske er man tilsyneladende ganske fattet, men på indersiden er det et stort kaos, hvor man ikke rigtig forstår betydningen af det, der sker.
Næste fase hedder reaktionsfasen, hvor det bliver mere tydeligt, hvad man har mistet. Det kan for eksempel forløse gråd og fortvivlelse og forskellige grader af depressive symptomer.
Den tredje fase hedder bearbejdningsfasen, hvor tabet er kommet lidt mere på afstand, og man kan begynde at acceptere det nye liv. Bearbejdningen er på en måde en psykologisk måde at fordøje livets hændelser på, og det kan resultere i, at opmærksomheden mere og mere kan rettes mod nutid og fremtid.
Den sidste fase kaldes for nyorienteringsfasen og kommer måske op til et års tid efter tabet. Man lærer at leve på en ny måde, og selvfølelsen er ved at være genoprettet.
Cullbergs kriseteori har meget for sig, og mange af os kan genkende en del elementer i den fra de tab, som vi har været ude for i livet. I de senere år er man dog blevet mere og mere klar over, at sorg og krise ikke har et lineært forløb, hvor det til sidst går over. Sorgen er mere en cirkulær proces, hvor sorgen naturligvis ikke fylder det samme hele tiden. Men den kan dukke op igen og igen og specielt ved særlige anledninger eller hændelser, hvor man måske specielt bliver mindet om det, der er sket. Der kan man igen mærke smerten og på en måde komme i berøring med nogle af Cullbergs beskrivelser som beskrevet ovenfor.
Det bedste, man kan gøre i denne proces, er nok at give sorgen rum i sindet, når den igen dukker op, så den kan få lov til at finde sin plads, og at man erkender, at den er der, og at det er tilladt at bære denne sorg med sig i sit liv. At have mindst et menneske, som forstår, og som man kan dele dette med, kan være af ovenud stor betydning.
Mange mennesker skal leve med store sorger i mange år af deres liv. Det kan handle om mennesker, der mister et barn, en ægtefælle eller en anden meget vigtig relation. Det kan handle om kronisk sygdom, om en ung søn eller datter, der er blevet afhængig af stoffer eller alkohol og dermed har et svært eller endda et ødelagt liv. Det kan handle om et handicappet barn, en tidligt dement ægtefælle. Eller at man aldrig fandt sig en livsledsager eller fik børn. Nogle gange er det lettere både for en selv og andre at få øje på tabene, hvor man mister noget, man har haft. Der kan ofte sættes dato eller tidsperiode på. Det kan være sværere at få øje på de tab, som handler om det, man ikke fik, og som ikke kan fæstnes til et konkret tidspunkt. Så det er rigtig vigtigt også at have forståelse for disse livslange sorger og savn.
Det er godt, at du ihærdigt kæmper for, at din sorg ikke får lov til at sætte sig som en bitter rod i dit sind. For bitterhed kan blive en smerte ekstra. Og så har man to store svære følelser at bære rundt på. Bitterhed gør så ondt og forhindrer ofte livets gode sider i at trænge ind i sindet.
Sorgen forsvinder ikke. Den skal have lov til at dukke op, måske gennem hele livet. Der er, som Prædikeren siger det (kapitel 3, vers 4): En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse.
At den dukker op, betyder også, at den ikke er der hele tiden. Man må på en måde tage sin skæbne på sig og forsøge at finde så meget mening, glæde og indhold i sit liv som muligt, sådan som det nu engang udarter sig – til gavn for sig selv og andre.
Mange hilsener