Som overvægtig lever man i en verden fyldt med skyld, skam og forargede blikke

I mange år opfattede Carina Jørgensen sin krop som klam og ulækker. Som tyk oplevede hun at blive gjort til et ucharmerende menneske uden værdi, og det forstærkede lysten til at spise. I dag har hun tabt sig markant takket være en operation

Carina Jørgensen på stranden ved Nekseløbugten på Vestsjælland. Her var hun for to år siden nær ved at drukne. Oplevelsen blev et vendepunkt, og hun besluttede sig for en såkaldt gastric bypass-operation og har siden tabt 46 kilo. I dag har hun sluttet fred med sin krop. ”Hvis man ikke får bearbejdet de psykiske faktorer, der ligger til grund for overvægten, så er det svært at holde et vægttab,” siger hun. – Foto: John Olsen.
Carina Jørgensen på stranden ved Nekseløbugten på Vestsjælland. Her var hun for to år siden nær ved at drukne. Oplevelsen blev et vendepunkt, og hun besluttede sig for en såkaldt gastric bypass-operation og har siden tabt 46 kilo. I dag har hun sluttet fred med sin krop. ”Hvis man ikke får bearbejdet de psykiske faktorer, der ligger til grund for overvægten, så er det svært at holde et vægttab,” siger hun. – Foto: John Olsen.

En sommerdag for to år siden badede Carina Jørgensen i Nekseløbugten nær sit hjem i Fårevejle i Nordvestsjælland. Hun lagde sig bagover på ryggen i den lavvandede bugt, men kunne pludselig ikke tage fra og rejse sig op på grund af slidgigt i knæene. Hun var nær ved at drukne, inden det lykkedes hende at vende sig om på maven og kravle op på stranden.

Carina Jørgensen vejede på det tidspunkt 130 kilo. Hendes bmi var på 46,5, hvilket betyder, at hun var svært overvægtig. Oplevelsen blev et vendepunkt. Selvom hun i årevis har ment, at det er forkert at kurere svær overvægt ved operation, besluttede hun at søge en såkaldt gastric bypass-operation. Det er et kirurgisk indgreb, der begrænser mavesækkens størrelse. Hun havde ellers efter mange års kamp mod overvægt sluttet fred med sin tykke krop. Men efter at hun havde været druknedøden nær, kom hun på andre tanker.

”Jeg var 45 år og tænkte: ’Det er ikke meningen, at jeg allerede skal være så besværet, at jeg ikke kan cykle og bevæge mig’,” siger Carina Jørgensen.

Hun blev opereret på Hvidovre Hospital den 19. juni sidste år og har siden tabt 46 kilo. Vægttabet har forandret hendes liv, selvom hun med et bmi på 30,5 stadig er på grænsen til at være svært overvægtig. Operationen betyder, at hun ikke må spise for meget ad gangen. Der er også madvarer og slik, hun ikke kan tåle, for eksempel chokolade. Til gengæld er det blevet meget nemmere for hende at færdes i det offentlige rum.

”Jeg får ikke de samme forargede blikke som tidligere. En af de store forandringer er, at jeg kan købe smart tøj. Det lyder måske mærkeligt, men det føles meget begrænsende, at man som svært overvægtig kun kan købe meget store T-shirts,” fortæller Carina Jørgensen.

I dag er hun 47 år og mor til tre døtre på 13, 19 og 26 år. Efter at have arbejdet som lægesekretær i 20 år, er hun ved at uddanne sig til såkaldt madmentor. Hun vil bruge sine egne erfaringer til at hjælpe overvægtige med at få et bedre spisemønster. Samtidig er hun formand for patientrådet i Landsforeningen for Overvægtige.

Carina Jørgensen voksede op i et helt almindeligt middelklassehjem i Rødovre ved København. Som barn var hun buttet. Hun husker, at omgivelserne begyndte at tale om hendes vægt som et problem, da hun var omkring seks-syv år.

”Mine forældre har givet mig meget anerkendelse. Men når vi var sammen med familie og venner, faldt der bemærkninger om, at jeg vejede for meget. Efterhånden følte jeg, at min krop var forkert, selvom jeg ikke var egentlig overvægtig.”

Hun blev også drillet i skolegården. Da hun var omkring 10 år, mødte hun op til en gymnastiktime i en moderne lyserød tætsiddende gymnastikdragt. Hun var stolt. Men glæden forsvandt, da nogle lidt ældre elever konstaterede, at hun så tyk ud i det stramtsiddende tøj. Da hun var 12-13 år, havde hun et skænderi med sin bedste veninde, som endte med, at veninden kaldte hende store fede so.

”Det ramte mig hårdt på selvfølelsen og forstærkede fornemmelsen af, at min krop var forkert. I teenageårene blev jeg ikke mobbet helt så meget. Jeg vandt respekt, måske fordi jeg havde ordene i min magt og var rede til at tage kampen op, hvis nogen sagde noget. Men når først min overvægt var blevet kommenteret, så blev følelsen af utilstrækkelighed hængende. Min vægt havde store konsekvenser for min ungdom. Den begrænsede mig i hvilke sportsaktiviteter og fester, jeg kunne deltage i. Jeg var også sent ude med at finde kærester. Jeg følte mig så forkert og turde ikke. Jeg tænkte: ’Der er ikke nogen, som vil have mig’.”

Som en kompensation for den indre følelse af utilstrækkelighed begyndte Carina Jørgensen at overspise. Hun kan ikke præcist forklare hvorfor, men hun fik en ro og et frirum, når hun spiste. Hvor andre dulmer deres problemer ved at dyrke ekstremsport, ryge eller drikke for meget, dulmede Carina Jørgensen sine problemer med mad og slik.

”Da jeg var ung, blev kvindeidealer om slankhed mest fremstillet i ugeblade og tv. Idealerne forstærkede min følelse af skam over mig selv, selvom påvirkningen slet ikke var så massiv som i dag, hvor de sociale medier nonstop bombarderer unge med, at de skal være smukke og slanke. Som ung følte jeg hele tiden, at jeg skulle dukke mig på grund af min vægt,” fortæller Carina Jørgensen.

 ”Jeg har haft med mig hele mit liv, at jeg er lille, tyk og ikke særlig perfekt. Men jeg er efterhånden begyndt at betragte mig selv som et godt menneske," siger Carina Jørgensen. Foto: John Olsen.
”Jeg har haft med mig hele mit liv, at jeg er lille, tyk og ikke særlig perfekt. Men jeg er efterhånden begyndt at betragte mig selv som et godt menneske," siger Carina Jørgensen. Foto: John Olsen.

Da hun var 17 år, lykkedes det hende at tabe sig ved hjælp af en slankepille, og hun mødte sin mand. Men hun tog på igen, da hun blev gravid tre år efter.

”Min mand er modsat mig meget tynd, og han har aldrig kunnet forstå, hvorfor jeg ikke bare kunne lade være med at spise. Han havde svært ved at begribe, at jeg lige efter et måltid kunne sætte tænderne i store mængder chokolade og kager. Jeg kan godt forstå, at det var svært for ham at acceptere. Men hans manglende forståelse var samtidig med til at forstærke min følelse af skamfuldhed over min egen krop. Jeg følte mig som en hvalros, og det gjorde så, at jeg begyndte at spise endnu mere intensivt i smug.”

I bilen på vej til arbejde kunne hun indtage tre kanelsnegle og en stor plade chokolade, og det samme skete ofte på vejen hjem. Hurtigt og ubehersket spiste hun store mængder slik og kager. Det gav hende ro for en stund. Når hun spiste sammen med andre, kunne hun godt beherske sig.

”Jeg har i mange år opfattet min krop som ulækker og omtalt min krop som klam, fed og ulækker over for mine børn, og jeg kan være nervøs for, at jeg har plantet den negative holdning til kroppen hos dem, selvom de er normalvægtige. Jeg har i virkeligheden været den værste til at stigmatisere mig selv,” siger Carina Jørgensen.

I 2008 fik hun et mindre psykisk nedbrud over sin overspisning, og hun kom i et behandlingstilbud for mennesker, der er ramt af spiseforstyrrelsen BED (overspisning) på behandlingsstedet Stolpegården i Gentofte.

”Vi bliver desværre opdraget til, at bekæmpelse af overvægt handler om at lukke munden og bevæge sig. Det var befriende at tale med andre i samme situation, og vores historier mindede meget om hinanden. Det var også første gang, jeg fortalte min familie om mine problemer. Behandlingen hjalp mig til en større accept af min vægt, og de senere år inden operationen var jeg stort set holdt op med at overspise i smug, ” siger Carina Jørgensen, der var i ambulant behandling et halvt år.

Behandlingen blev ifølge Carina Jørgensen begyndelsen på en rejse, hvor hun gradvist er holdt op med at føle sig som et dårligt menneske på grund af sin vægt.

Samtidig oplever hun, at samfundets fremstilling af overvægtige er med til at forstærke den skyld og skam, der er forbundet med at veje for meget.

”I Landsforeningen for Overvægtige taler vi med mange, der lever et skjult og ensomt liv, fordi de skammer sig over deres vægt. Når man er tyk, bliver man gjort til et ucharmerende menneske. Man bruger i flæng ordet fed, selvom det er en virkelig nedværdigende betegnelse. Når vi ser billeder af tykke mennesker, er de ofte fotograferet, uden at man kan se deres ansigt. Jeg har oplevet, at jeg på mit arbejde lagde et tyndt stykke pålægschokolade på et stykke brød, og så fik jeg bemærkningen: ’Kan du ikke lide ost’. Underforstået hvorfor spiser du chokolade, når du er tyk. Jeg har også fået mange tilbud fra kolleger, der ville hjælpe mig med vægttab, selvom jeg ikke har bedt om det. På den måde bliver man bekræftet i, at man er forkert. Det hjælper ikke i forhold til at tabe sig.”

Problemet er ifølge Carina Jørgensen ikke at tabe sig. Det kan de fleste. Problemet er at holde vægttabet.

”Hvis ikke man får bearbejdet de psykiske faktorer, der ligger til grund for overvægten, så er det svært at holde et vægttab. Hvis man, hver gang man ser sig i spejlet, føler sig som et dårligt menneske, så begynder mange at kompensere for utilstrækkelighedsfølelsen ved at spise. Til sidst troede jeg ikke på, at jeg var en god mor, en god kollega eller en god hustru.”

I dag arbejder hun fortsat på at slutte fred med sin krop.

”Jeg har haft med mig hele mit liv, at jeg er lille, tyk og ikke særlig perfekt. Men jeg er efterhånden begyndt at betragte mig selv som et godt menneske. Jeg tager mig af mine børn og min familie. At folk vil måle mig ud fra min størrelse frem for, hvordan jeg er som menneske, siger mere om dem end om mig. Et vægttab kan være nødvendigt, fordi man som overvægtig kan udvikle mange fysiske lidelser. Men hvis man taber sig, skal det foregå på en selvkærlig måde.”