I haven i mit barndomshjem i Dragør havde vi et gyngestativ, som min far havde lavet til et mål. Jeg må have været cirka fire-fem år, men jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg imiterede sportskommentatorerne, når jeg legede målmand og kastede mig efter bolden. Min far havde spillet for Aabenraa i Jyllandsserien, så der var ingen tvivl om, at fodbold var en del af familien, og at spillet har betydet uendeligt meget for vores relation. Den første slutrunde, jeg husker, var EM i 1984 i Frankrig. Det var sommerferie, og jeg var hos mine bedsteforældre i Jylland. Kampen blev sendt i tv, og jeg husker, det var så intenst, at jeg måtte sætte mig helt tæt på fjernsynet for ikke at blive forstyrret. Jeg husker særligt alle flagene. Ha, på det tidspunkt troede jeg, at Dannebrog kun var noget, man brugte ved fødselsdage, så jeg var sikker på, at alle havde fødselsdag.
Siden dengang har jeg set samtlige betydende landholdskampe på nær én. Det var i 1992, og min mor arbejdede i lufthavnen, hvilket havde givet os nogle muligheder for at rejse steder hen, vi ellers ikke ville have kommet, og det år havde jeg simpelthen plaget mine forældre om at rejse til Hawaii i USA. Flybilletten passede med, at der var afgang efter semifinalesejren over Holland. Den eneste landskamp, jeg har misset, er dermed EM-finalen. Det kommer jeg mig aldrig over, og jeg vil altid inderligt bebrejde mig selv, at jeg ikke var der i dét øjeblik, det hele blev forløst. For det er, hvad fodbold handler om: den tålmodige venten på øjeblikke af forløsning. Øjeblikke af uforbeholden begejstring og glæde, og faktisk endte jeg med i mange år at lyve, når samtalen faldt på EM-finalen i 1992, for jeg kunne slet ikke rumme, at jeg ikke havde taget del i den spontane, ukontrollerbare forløsning.
Denne sommer har jeg som altid taget fri, fra slutrunden begynder til den slutter, for jeg skal ikke sidde og skrive prædiker, mens det står på. Indtil jeg var langt op i 20’erne, så jeg kampene med min far. Det var et ritual af næsten hellig karakter, og selvom mine venner spurgte, om jeg ville med på bar, kunne jeg ikke få mig selv til at sige ja, for så følte jeg, at jeg svigtede min far. En dag endte det med, at min far selv ringede til mig, hvor han på sin egen facon sagde: ”Karsten, det er okay, kampens resultat afhænger ikke af, om du kommer herhjem for at se den”. Derfra kunne jeg begynde at lave mine egne traditioner, og i dag har jeg selv store børn, som jeg ser landskampene med. Min ældste søn er 18 år, så i år er jeg faktisk lidt spændt på, om han vil sidde med mig i morgen, eller om han vil være sammen med sine venner. Han må jo selv bestemme, og jeg ved godt, at man skal sætte sine børn fri, men helt ærligt: hold op, hvor vil det betyde meget for mig, for landskampe og slutrunder er oplevelser, man deler.
I dag så jeg to i landsholdstrøjen. Det gjorde mig glad. Følelsen af, at alle den næste måned holder med det samme hold, rører mig. Jeg glæder mig til selv at tage trøjen på og overgive mig til fællesskabet. Og det er underligt for mig at sige, for jeg har det svært med fællesskaber normalt – også kirkens – for de kan hurtigt blive ekskluderende. Med fodbold er det anderledes. Det er så instinktivt et fællesskab, som jeg føler mig som en del af, bare jeg ser en landholdstrøje på gaden. Ingen skeler til baggrund, etnicitet eller politisk overbevisning. På den måde gør fodbold os til én af de andre, og det, tror jeg, er noget, vi mennesker søger allermest. Nu handler det ikke om at finde vores identitet, men om at opløse den i andre. Jeg nyder at tænke på, at min onkel i Aabenraa også sidder og hepper på Danmark.