Døden er principielt umulig at begribe, men den spiller en rolle ikke bare for den, som skal dø, men også gennem livet. Den svenske professor i religionspsykologi Owe Wikström er fyldt 76 og har tidligere udtalt i et interview med Kristeligt Dagblad, at han oplever, at det trækker fra døden. I en ny bog uddyber han sine tanker. Bogen har titlen ”Den uundgåelige gåde. Om døden og spørgsmålene ved livets afslutning” og er udkommet på dansk på forlaget Eksistensen.
Owe Wikström har et omfattende forfatterskab bag sig, og flere af hans bøger er oversat til dansk. Den nye bog er blevet til som en samtale mellem Wikström og Peter Strang, der er professor i palliativ medicin ved Karolinska Institutet i Sverige.
Owe Wikström vil gerne vide, hvad Peter Strang som læge tænker om mødet med det menneske, som snart må slippe livet, men som kæmper med uro og smerte, fordi vedkommende er bekymret for, hvad der sker efter døden.
Peter Strang slår fast, at det er svært for mennesker at gribe tanken om døden. Mennesker kender kun til livet og livets byggesten. Døden er det ukendte og det, som skræmmer. Som læge i palliativ medicin har han bemærket, at der er en forskel mellem døende, som ser døden som en overgang til en anden eksistens og den gruppe af mennesker, der ser døden som et ophør og en tilintetgørelse.
”Vi vil være selvstændige og uafhængige, vi vil i bogstavelig forstand ’holde sammen’. Hvis døden indebærer det modsatte, at alt det, vi er, går i opløsning, er det naturligvis en skræmmende tanke og dermed en tanke, som vi helst ikke vil kendes ved. Jeg synes, der ligger noget sundt i det.”
Man kan tegne en linje fra uroen på dødslejet til den generelle dødsuro, som kan komme på besøg midt i livet, mener de to forfattere. En 60-årsfødselsdag kan være en eksistentiel grænsesituation, hvor følgende tanke gnaver: Hvor mange år har jeg tilbage?
Owe Wikström beskriver, hvordan han har oplevet, at der dukker et lavmælt vemod op særligt ved runde fødselsdage. Sideløbende med festen prikker vemodet ham på skulderen, så undskylder han sig og går ud på altanen for at være alene en stund. Vemodet kan også komme, når han fylder opvaskemaskinen efter et middagsselskab. Han ser vemodet som en sund reaktion på, at livet er til låns. Wikström skriver:
”Men kun sjældent tillader vi os selv at stå stille og se denne tilsyneladende tørre konstatering i øjnene, for før eller senere må vi jo forlade de levendes land.”
Som et svar på Wikströms beskrivelse af vemodet, tager Peter Strang fat på den eksistentielle ensomhed. Han skriver:
”Det er den diffuse dødsuro, der minder os om, at i visse situationer er vi altid ensomme, selv når vi er omgivet af venner. Samtidig er det ifølge min egen erfaring netop i den slags situationer, at man kan lære sit indre eksistentielle jeg lidt bedre at kende. Man kan ovenikøbet begynde at acceptere og blive ven med sit indre jeg, og så bliver følelsen af eksistentiel ensomhed mindre, har jeg lagt mærke til.”
Når Owe Wikström tænker på, at tilværelsen er midlertidig, mærker han et ønske om at blive husket. Han vil stadig gerne findes i andres tanker efter sin død. Han har bygget en bådebro ved familiens sommerhus, og når han ser den, tænker han på, hvordan broen vil blive omtalt af hans efterladte, når han er død. Vil børnene sige: ”Den bro, som far byggede”? Er det forfængeligt og egoistisk at tænke sådan, spørger han Peter Stang, som svarer:
”Jeg tror, det handler om en ubevidst måde at uskadeliggøre den tanke på, at døden måske indebærer et ophør: Hvis erindringen lever, er vi ikke ophørt med at eksistere. Vi har ikke levet forgæves. I hvert fald ikke i andres bevidsthed.”
For nogle år siden kom døden tæt på, da Wikström fik et hjertestop i motionscenteret. Siden har han opdaget en intensitet i venskabet, i musikken, i samtaler og i børnebørnenes kram. Og så har han indset, at han ikke altid skal prøve at blive færdig. Han citerer den svenske digter og nobelpristager Tomas Tranströmer (1931-2015): ”Du bliver aldrig færdig, men det er, som det skal være.”
”Det er blevet lettere og vigtigere at være ligeglad med noget, at ignorere, at vælge sine krige, at springe over, at lade være med at gøre ting færdige. Samtidig er min kristne tillid og tro på det evige liv mærkelig nok hverken blevet stærkere eller svagere end før. Jeg var jo ikke død – kun i nærheden af døden.”