Muldvarpen: At infiltrere Nordkorea handlede ikke om spænding. Men om at finde mening i kronisk sygdom

Da Ulrich Larsen blev invalid, frygtede han et liv på sofaen med fjernbetjeningen i hånden. Han måtte have et hobbyprojekt. 10 år senere er han blevet kendt som muldvarpen, der infiltrerede et af verdens mest brutale diktaturer

I oktober 2020 gik Ulrich Larsen fra at være en ukedt førtidspensioneret kok fra Københavns Vestegn til at blive landskendt som "Muldvarpen", manden det var lykkedes at infiltrere verdens mest brutale diktatur. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.
I oktober 2020 gik Ulrich Larsen fra at være en ukedt førtidspensioneret kok fra Københavns Vestegn til at blive landskendt som "Muldvarpen", manden det var lykkedes at infiltrere verdens mest brutale diktatur. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Selvom forårssolen skinner, er muldvarpen iført en varm, sort dunjakke. Hætten er trukket op over hovedet, og stropperne er spændt, så ansigtet henstår i skygge. Roligt går han tværs over en større parkeringsplads, der er anlagt som en voldgrav omkring Københavns Vestegns hjerte. Han kigger sig over skulderen og fjerner så hætten.

”Velkommen til Brøndby Stadion,” siger han.

Muldvarpens adresse er hemmelig. Det er derfor, vi har aftalt at mødes ved dét sted, han føler sig ”næstmest hjemme”. Han fisker sin mobil op ad lommen og foretager et opkald, og snart efter går skydedøren til VIP-indgangen op, og uden videre gelejder en ansat os ud på langsidetribunen, hvor vi indtager to klapsæder på det stort set mennesketomme stadion. De enkelte ansatte i klubben, som vi møder, hilser på muldvarpen. Én i brøndbyjoggingtøj roser ham for hans mod.

Selv siger muldvarpen, at det er underligt at gå fra at være en del af den anonyme mængde af Brøndbyfans til at blive genkendt og tilbudt stadionfadøl, der rækker til et helt liv.

”Ingen havde nogensinde vendt sig om eller lagt mærke til mig før. Jeg har jo altid bare været Ulrich,” siger han.

Det ændrede sig med ét sidste efterår. Her blev familiefaderen og førtidspensionisten med det nærmest anonyme, borgerlige navn Ulrich Larsen landskendt som muldvarpen – hovedrolleindehaveren i den prisbelønnede dokumentarudsendelse af samme navn, der udkom i oktober, og som journalist og dokumentarist Mads Brügger har instrueret.

I den kan man opleve, hvordan Ulrich Larsen gennem 11 år snyder sin familie og det nordkoreanske styre til at tro, at han er en hengiven beundrer af regimet. Med naiviteten som missilskjold stiger han langsomt i graderne i den internationale Nordkoreafanklub, Korean Friendship Association (KFA). En mindre sammenslutning af kommunistiske nostalgikere, der trods bunkevis af rapporter og efterretninger om landets brud på menneskerettighederne og militære aggressioner, den dag i dag ser Nordkorea som paradis på jord og landets diktator, Kim Jong-un, som verdens frelsende leder.

Som regimets nyttige idiot i Skandinavien introducerer Ulrich Larsen KFA’s formand for den flamboyante forretningsmand Mr. James, og sammen narrer de KFA og højtstående nordkoreanske embedsmænd til at tro, at Mr. James vil købe nordkoreansk militærudstyr, og at han desuden vil opføre en hemmelig nordkoreansk våbenfabrik på en ø i Victoriasøen i Uganda.

Selvom bedraget synes for godt til at være sandt, kommer det umage par så langt i forhandlingerne, at det eneste, de mangler at gå igennem, er selve pengetransaktionen. Det er på dette tidspunkt, at muldvarpen træder frem i lyset og viser sit sande ansigt.

Historien om Ulrich Larsen er imidlertid større end hans tid som hobbyspion i Nordkorea. Den handler først og fremmest om en mand, der insisterede på at finde mening i tilværelsen – efter at være erklæret invalid på grund af kronisk sygdom, men før alt dette tager fortællingen om Ulrich Larsen sit afsæt på færgeoverfarten mellem Gedser og Warnemünde i det daværende Østtyskland.

Det var under den kolde krig, hvor Østersøen ikke alene adskilte to nabolande, men to verdener. Ulrich Larsens familie kom fra Nakskov på Lolland, og hans far arbejdede som kaptajn på Tysklandsfærgerne, der blev en slags ekstra dagligstue for sønnen.

Det var på sejladserne til henholdsvis Øst- og Vesttyskland, at Ulrich Larsen ubevidst formede sit syn på verden. I Puttgarten på den vesttyske ø Femern kunne Ulrich Larsen løbe frit omkring på havnen og i ny og næ tiltuske sig en sodavand af de tyske pasbetjente, der efterhånden genkendte ham. På overfarten til Warnemünde nær Rostock i Østtyskland var alt anderledes. Her fik Ulrich Larsen at vide, at han altid skulle holde sig i nærheden, og at han for alt i verden ikke måtte gå alene ud på vogndækket.

”Hvorfor?” spurgte Ulrich Larsen sin far, der svarede, at han ville ”risikere at blive taget”. Færgens billetkonduktører, fornemmede Ulrich Larsen, var ængstelige, og når færgen igen lagde fra kaj i Østtyskland, betragtede han fra dækket, hvordan en lokal menneskemængde altid vinkede til skibets passagerer, ”som bad de os om, at tage dem med”.

”Jeg kom ikke fra et hjem, hvor man diskuterede politik eller samfundsforhold, men på færgen fandt jeg ud af, at menneskene i Puttgarten var de gode, mens menneskene i Warnemünde var de onde,” siger Ulrich Larsen.

Snart efter erkendte han dog, at det ikke var borgerne, der var forskel på, men de to verdener. I vest rådede friheden, mens frygten havde sejret i øst.

Som så mange gange før befandt Ulrich Larsen sig om bord på færgen til Østtyskland, hvor han fik tiden til at gå ved en arkademaskine. Spillet hed 1942 og gik ud på at nedskyde så mange fly som muligt, før man selv blev ramt. Situationen var kritisk, og Ulrich Larsens fly var ved at styrte, da en tysk jævnaldrende dreng overtog skydeknappen, så de sammen kunne besejre fjenden. Spillet blev begyndelsen på et langt venskab, og snart efter befandt Ulrich Larsen og hans familie sig i en forstad til Rostock, for at besøge drengen og hans østtyske familie.

”Det må være her, min retfærdighedssans fødtes. Når man kommer til et sted, hvor folk er undertrykte, er der en underlig stilhed og en alvorlig mine, ligegyldigt hvem man henvender sig til. Det var nøjagtig det samme, jeg oplevede 30 år senere i Nordkorea. Besøgene dengang gjorde indtryk på mig, og det var her, jeg erkendte, at intet menneske skal leve i frygt for staten. I Østtyskland var den alle vegne, og jeg er sikker på, at oplevelserne gjorde, at jeg senere begyndte at interessere mig for Nordkorea.”

Førtidspensionisten Ulrich Larsen brugte 10 år af sit liv på at lyve for sin familie og venner for at infiltrere Nordkorea. Fotograferet på Brøndby stadion, da han og hans familie nu har hemmelig adresse.
Førtidspensionisten Ulrich Larsen brugte 10 år af sit liv på at lyve for sin familie og venner for at infiltrere Nordkorea. Fotograferet på Brøndby stadion, da han og hans familie nu har hemmelig adresse. Foto: Johanne Teglgård Olsen

At Ulrich Larsen årtier senere skulle ende som undercover spion i Nordkorea, havde ingen – end ikke Ulrich Larsen selv – fantasi til at forestille sig. Efter folkeskolen valgte han at gå i lære som kok i Nykøbing Falster, og snart efter flyttede han til København som nyudlært. Det var her, han i midten af 00’erne mødte sin nuværende kone, som han siden fik to døtre med, og det var her, han begyndte at føle en tiltagende smerte i kroppen.

”Du lider af kronisk betændelse i bugspytkirtlen,” konstaterede en læge og forklarede, at sygdommen nedsætter kroppens evne til at optage mad og producere insulin, og at Ulrich Larsen gik en fremtid i møde med kraftige smerter, der af og til ville føre til indlæggelser.

”Sygdommen forværredes, og til sidst kan jeg huske, at min kone sagde: ’Ulrich, det er, som det er. Vi er nødt til at acceptere sygdommen’. De ord støttede mig. Pludselig fik jeg mere ro på, for nu begyndte jeg at indstille mig på, at jeg er kronisk syg i stedet for at bekymre mig om smerterne,” siger Ulrich Larsen, der i 2010 blev tildelt førtidspension.

”Ligesom alle andre mennesker så gør lægerne, hvad de kan. Det her er en kronisk lidelse, som aldrig bliver bedre, men som formentligt bliver værre. Det er et faktum, som var en bitter pille at sluge. Først og fremmest er der den økonomiske usikkerhed over for ens familie, som jeg tror, alle mennesker oplever ved længerevarende sygdom. Men også på et menneskeligt plan i forhold til at få tiden til at gå. Jeg frygtede, jeg ville synke ned i sofaen og se morgen-tv hver dag.”

Det var på nogenlunde dette tidspunkt, at Mads Brügger-dokumentaren ”Det røde kapel” fik premiere. Her følger man to danske komikere af koreansk oprindelse, der rejser til Nordkorea for at fremføre et absurdteater i forsøget på at fremstille regimets undertrykkelse af dets befolkning. Ulrich Larsen blev draget af dokumentaren, og han indså, at den undertrykkelse, han havde oplevet i Østtyskland, fortsat var hverdag for det nordkoreanske folk. Han opstøvede de informationer om landet, han kunne. Læste rapporter om, hvordan sult, brudte menneskerettigheder og – ifølge FN – misbrug og drab af handicappede børn blot hører til en del af befolkningens virkelighed.

Han satte sig ved tastaturet og skrev en mail til Mads Brügger, hvori han i første omgang foreslog at infiltrere den dansk-nordkoreanske venskabsforening, og snart efter blev han optaget som menigt medlem udstyret med et hjemmekamera til ”hobbybrug”.

”Når man sidder i min situation, så ser det sort ud på grund af sygdommen. Og jeg tror også, det var derfor, jeg havde et behov for at finde noget, jeg ville gå op i. At det så skulle ende med, at jeg trak bukserne ned på et diktatur, er helt absurd, men for mig handlede mit engagement først og fremmest om at finde mening. Og jeg tror også, at det var derfor, at min kone ikke stillede sig i vejen. Hun kunne se, at det gjorde mig glad at have noget at tage mig til, når kræfterne tillod det, og da muligheden senere kom for at rejse til Nordkorea, støttede hun mig og sagde, at det var en mulighed, jeg aldrig ville få igen.”

Efter premieren på ”Muldvarpen” blev Ulrich Larsen bombarderet med mails og beskeder. Langt de fleste var positive, men enkelte satte også spørgsmålstegn ved, hvordan man som kronisk syg førtidspensionist har kræfterne til at infiltrere et af verdens mest brutale regimer:

”Jeg havde forventet, at jeg ville få kommentarer for det. Når man ser filmen, er der også fuld fart over feltet. Men man skal huske på, at den er optaget over 10 år, og meget af arbejdet bestod i at koordinere, og det kunne jeg jo også gøre i de perioder, jeg var indlagt.

Nogle gange har vi en tendens til at sige, at hvis man er syg og på førtidspension, så kan man ikke noget. Det er forkert. Man kan en masse, men i sit eget tempo. Da jeg blev tildelt pension, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle få tiden til at gå med, men jeg ville ikke se serier. Infiltreringen af Nordkorea handlede aldrig om penge og prestige, men var en hobby, der blev større, end nogen havde forventet.”

Flere gange i dokumentaren er Ulrich Larsen ved at blive afsløret. Var det sket, mens han var i Nordkorea, er det usandsynligt, at han ville være sluppet ud af landet med livet i behold, og i så fald, tænkte han, ville familien hjemme i Danmark aldrig forstå hans bevæggrunde.

Dét, siger han uden tøven, ville hans kone og to døtre gøre i dag, til trods for at Ulrich Larsens valg også har haft konsekvenser for dem. Familien lever med hemmelig adresse, de har fået installeret en sikkerhedsdør og overvågning, og Ulrich Larsen har angiveligt modtaget løbende sikkerhedsbriefinger fra Politiets Efterretningstjeneste, PET. Til september tager han på foredragsturné rundt om i landet, hvor deltagerne først får adressen for arrangementet oplyst på selve dagen.

wUlrich Larsen siger, at han ikke må udtale sig om, hvorvidt det er PET eller produktionsselskabet bag filmen, der varetager hans og familiens sikkerhed. Han må heller ikke røbe, hvad PET’s trusselsvurdering reelt består i, men på spørgsmålet om, hvorvidt Ulrich Larsen føler sig truet på sin og familiens vegne, svarer han ”nej”.

”Ingen kender min families identitet, og corona har i hvert fald ikke gjort det nemmere at komme efter mig. Nordkorea er ikke kendt for at gå efter udlændinge uden for landets grænser. Men verden er et mærkeligt sted, og af og til kan jeg godt frygte, at nogle af de mennesker i Vesten, der støtter Nordkorea, kunne finde på at komme efter mig, og her tænker jeg ikke på den danske venskabsforening, men på Nordkoreastøtter fra andre lande,” siger han.

D u løj for din familie gennem 10 år, og i dag lever de med en række sikkerhedsforanstaltninger. Var det dét værd?

”Mange andre bor under de samme vilkår, hvis de har en voldelig eksmand eller har været en del af bandemiljøerne. Jeg tror først, det gik op for min familie, hvad jeg havde udrettet, da filmen fik premiere, og mit navn stod i alle aviser. Der var det, som om de accepterede, at jeg havde løjet for dem for at beskytte dem. Dokumentaren har ændret mit liv på flere måder, og det er jeg stolt af.”

”Hør,” siger Ulrich Larsen og kigger ud over grønsværen på Brøndby Stadion: ”min historie er ikke en opfordring til at infiltrere Nordkorea. Men jeg håber, at den kan inspirere andre til at få det bedste ud af livet. Jeg er opvokset på Lolland – det som nogle kalder udkantsdanmark – og der findes flere mennesker på kontanthjælp og med førtidspension end i resten af landet. Jeg har mødt mange, som desværre er sygnet hen og var deprimerede. Jeg tror, mange af dem følte sig sat ibås på grund af deres sygdomme. Og her skal vi som samfund passe på. Vi må aldrig blive nedladende over for mennesker, der har sit at kæmpe med, for så mister de troen på sig selv – og mister de den, mister de glæden ved livet.”