Min syriske veninde er en fighter. Men politikernes retorik gør mig harmdirrende

Trods usikre fremtidsudsigter og en stor børneflok har Taghrid som næsten 50-årig snart en hf-eksamen i hus. Målet er at blive pædagog, og det skal nok lykkes hende

Taghrids og hendes mands bedsteforældre blev truet til at forlade deres landområder og huse i 1948, da staten Israel blev skabt. I dag er hun og familien ved at skabe sig en ny og lysere fremtid i Danmark. Kvinden på billedet er ikke Taghrid.
Taghrids og hendes mands bedsteforældre blev truet til at forlade deres landområder og huse i 1948, da staten Israel blev skabt. I dag er hun og familien ved at skabe sig en ny og lysere fremtid i Danmark. Kvinden på billedet er ikke Taghrid. . Foto: Artur Aldyrkhanov/Unsplash.

Humoren og latteren ligger altid og bobler lige under alle de bekymringer, der er forbundet med at være flygtning. Den konstante usikkerhed om fremtiden for hende selv og hendes familie, manden og de fem børn, må være lammende. Nogle gange rækker min fantasi ikke til at forstå, hvad de har gået igennem. Men angsten og usikkerheden har aldrig slået hende helt ud.

Taghrid, som hun hedder, har jeg kendt, siden hun og de fem børn blev familiesammenført med deres mand og far, som var kommet hertil i april 2014. De kom i oktober samme år. Siden har hun kæmpet og bokset med og mod vores danske bureaukrati og selvforståelse. Hun kom hertil med en to-årig læreruddannelse i engelsk fra Damaskus Universitet. Hun tjente også lidt penge selv. Men kvinderne var underlagt mændene, som bestemte det meste.

Hun er klog, lærenem og ambitiøs på sine egne og familiens vegne. Taghrid er muslim. Hun forstår godt, at der er frihed her hos os til i høj grad at gøre, som man vil og respekterer andre ret til at vælge deres egen livsstil. Men hun synes alligevel, det er mærkeligt og underligt at se de unge pigers blottede bryster og lår om sommeren. Den muslimske kvinde skal finde en balance mellem dansk kultur og hendes egen, synes hun. Der er en gensidig respekt, som gør, at vi kan tale om det hele, og vi har haft nogle fine samtaler om kvinders stilling og undertrykkelse i hendes del af verden og ligestillingen her hos os, som stadig halter gevaldigt på nogle områder.

I dag tjener hun selv sine egne penge. Hver dag tager hun bussen de otte kilometer fra, hvor de bor, til VUC og videre for at passe et handicappet barn. Sidst på dagen hjem igen til hendes egen familie, til madlavning og hvad der ellers skal til i en stor familie med god hjælp fra hendes mand.

Den ældste søn er snart færdiguddannet som tømrer. Hans far havde eget tømrerværksted i Yarmouk nord for Damaskus. Værkstedet blev ligesom familiens hus sønderbombet i 2013/14. Faderen blev afhørt og tilbageholdt af politiet, og den da 15-årige søn blev eftersøgt, fordi han havde deltaget i demonstrationer imod regimet. De flygtede hurtigt til Libanon og brugte alle sparepengene på, at faderen kom herop til Nordeuropa. Han blev sat af flyet i Kastrup, og så blev det Danmark. Selvfølgelig er forældrene stolte af deres store søn, og det er min mand og jeg også, når sandheden skal frem. Han er nu flyttet hjemmefra og klarer sig selv. Hele familien scorer topkarakterer i matematik. Dansk, især skriftligt dansk, er det sværeste for dem alle, og Taghrid har nogle gange været lidt irriteret over, at børnene klarer sig bedre i dansk mundtligt, end hun gør. Ambitionerne er der ikke noget i vejen med. Hendes mål er at blive pædagog, og det skal nok lykkes for hende.

Taghrid skrev for nylig en danskopgave om kampen for kvinders ligestilling i 1800-tallet og i dag med udgangspunkt i forfatteren Adda Ravnkildes bog ”En Pyrrhussejr” og tekster fra Birgitte Possings bog ”Argumenter imod kvinder”. Jeg ville ønske, at mange flere end mig kunne læse denne tekst skrevet af en snart 50-årig muslimsk kvinde, som kommer fra en helt anden kulturel baggrund. Her uddrag fra hendes slutning: ”Der er stadig mange kvinder, der fyres på grund af graviditet, selvom det er ulovligt. Mænd som gruppe har mere magt end kvinder i erhvervslivet. Vi skal fokusere på, at enhver har en effektiv rolle i samfundet, og alle mennesker skal have lige muligheder for at opnå det, de gerne vil her i livet uanset køn”.

Politikernes retorik kan til tider gøre mig harmdirrende. Den kristne grundlærdom om næstekærlighed og medmenneskelighed er gemt langt væk. Regler for permanent opholdstilladelse er ligesom så meget andet blev skærpet i de seks år, familien har været her. Statsborgerskab er uopnåeligt for forældrene. Men de håber naturligvis på vegne af deres børn. Generelt føler de sig usikre og ved ikke, hvordan deres fremtid ser ud, alt imens de knokler løs og gøre sig umage, spinker og sparer og kender hver eneste genbrugsbutik i området ud og ind. I deres pas står der, at de er statsløse palæstinensere nu i fjerde generation.

Taghrids og hendes mands bedsteforældre blev truet til at forlade deres landområder og huse i 1948, da staten Israel blev skabt. Det var en voldsom oplevelse, da jeg engang have brug for at få deres pasnumre. Syv pas på stribe udstedt i Syrien med stemplet ”Statsløs”. Hvor mange generationer længere skal det tage, før de får lov at høre hjemme et sted?