Det var ikke, fordi Laura Kristensen var i tvivl dengang for fem år siden, da to røde streger tonede frem på graviditetstesten. Det er skam heller ikke, fordi hun i dag har fortrudt den beslutning, hun tog som 20-årig. Alligevel fylder aborten stadig for hende.
Derfor har hun siden oktober 2020 indsamlet vidnesbyrd om provokeret abort. Idéen er, at beretningerne – der kan være udformet som prosa, digte, essays, tegninger, collager, ja, faktisk bare alt, der kan trykkes i en bog – skal udgives som en antologi under navnet ”Abortfortællinger”. Med bogen håber Laura Kristensen at skabe det, hun selv savnede efter sin abort. Som hun siger:
”Jeg håber, at projektet kan være med til at skabe en mere nuanceret og åben samtale om provokeret abort. Med plads til alle de vidt forskellige følelser, der kan være i den oplevelse.”
Spoler vi tiden tilbage til den sommer i 2016, hvor Laura Kristensen lå på lægebriksen, fik hun først at vide, at det var for sent at få en abort, fordi hun allerede var gravid i 12. uge.
Dér lå hun altså, i hvad der føltes som 20 minutter, og vænnede sig til tanken om, at så skulle hun vel have et barn. Indtil lægen sagde, at hun alligevel godt kunne få en abort. Det skulle bare være i morgen. Når Laura Kristensen i dag ser tilbage, kalder hun – blandt meget andet – sin abort for ”en vild kropslig oplevelse”.
”Jeg har altid romantiseret at skulle være mor, og jeg vil også gerne have børn, tror jeg. Men da jeg stod med graviditetstesten, følte jeg mig så fremmed over for det. På den ene side følte jeg, at det var et problem, der skulle løses. På den anden side følte jeg alligevel, jeg nåede at få en form for relation til fosteret. Jeg var ret fascineret af at vide, at min krop arbejdede for to. Og samtidig var jeg chokeret over, at jeg havde været gravid så længe, uden at vide det. Indtil da havde jeg ikke oplevet noget, der mindede om graviditetstegn. Det føltes surrealistisk.”
I den første tid havde Laura Kristensen egentlig ikke noget synderligt behov for at tale om sin abort. Hun nævnte den da for ham, hun var blevet gravid med, og sine venner og familiemedlemmer. Men når det kom til hendes følelser omkring aborten, vidste hun ikke helt, hvilke ord hun skulle ty til. Lige i begyndelsen tænkte hun faktisk heller ikke så meget på oplevelsen.
Alligevel beholdt hun den lille pjece, hvori der stod, at man havde ret til en støttesamtale hos sin læge. Da hun en dag besluttede sig for at opsøge det tilbud, viste vejen til samtalen sig bare at være mere snørklet end som så. Hun ringede til telefonnummeret på pjecen, men fik at vide, at hun ikke kunne benytte sig af tilbuddet, da hun kun havde været 11 uger henne. I stedet fik hun besked på at kontakte egen læge.
”Men da jeg ikke havde haft særligt gode oplevelser med egen læge, havde jeg ikke lyst til at tale med dem om det. Den følelse af at have brug for vejledning, men ikke kunne få det, var vildt frustrerende. Og det fik oplevelsen til at fylde mere,” siger hun.
I første omgang søgte Laura Kristensen videre efter rådgivning på internettet. Der manglede ikke debatindlæg, som fremførte argumenter for og imod abort. Men det eneste reelle gratis tilbud, hun dengang fandt, var Abortlinien, som er ”en anonym telefon- og internetrådgivning for mennesker tæt på abort”. Der var bare noget ved søgeresultaterne, som forekom Laura Kristensen partiske i stil med ”Føler du dig skyldig over at have taget et liv?”, forklarer hun. Der gik noget tid, inden hun opdagede, at Abortlinien er drevet af Retten til Liv, en organisation, der kæmper imod retten til fri abort.
”De følelser og værdier, jeg havde, var ikke repræsenteret i noget af det, jeg fandt. Og det gjorde, at jeg følte mig alene,” siger hun.
Der gik et par år, før aborten for alvor begyndte at cirkulere i Laura Kristensens tanker igen. Hun prøvede at tale mere med sine venner. Også med ham, hun var blevet gravid med. Men jo mere hun talte om aborten, desto klarere blev det for hende, at hun mest af alt havde brug for at høre fra andre, der havde stået i samme situation.
Nu søgte hun mere målrettet, også efter bøger, tekster – hvad som helst der kunne tilbyde en form for spejling. Det fandtes bare ikke. Og det var her, hun tænkte: ”Så må jeg jo skabe det selv.”
Den 1. april 2021 er der deadline for indsendelsen af bidrag til ”Abortfortællinger”. De praktiske detaljer omkring udgivelsen mangler stadig at falde på plads, men visionen er klar:
”Jeg synes, at samtalen om abort lyder enten ’abort er hårdt og kun hårdt’ eller ’abort er nemt og nærmest ikke engang en beslutning’. Men der er kilometervis af beslutninger derimellem, truffet af personer, der har det på alle mulige måder. Det er de nuancer, jeg mangler. De historier, der siger: ’Jeg havde det både sådan her og sådan her.’ At man kan fortælle sin historie, og at den godt kan være selvmodsigende, og at det også er o.k.,” siger hun.
Det tog lidt tid, inden Laura Kristensen fandt ud af, præcis hvordan hendes projekt skulle skæres. Hun ville gerne indsamle alle mulige beretninger og ikke kun fra garvede skribenter. For at gøre projektet mere tilgængeligt fandt hun derfor på at arrangere tre skriveworkshops. Her har forfatterne Laura Ringo og Ida Marie Hede givet sparring og inspiration til, hvordan de i alt 22 deltagere har kunnet udforme deres bidrag. Men der er kommet mere end bare nedfældede bogstaver ud af workshoppene, forklarer Laura Kristensen.
”Flere af deltagerne har været lettede og overvældede, fordi det har været første gang, de har fortalt om deres abort til nogen, der bare lyttede uden at dømme. Så workshoppene har også fungeret som et rum, hvor man har kunnet fortælle om sine holdninger og følelser – også selvom de har været modstridende,” siger hun og fortsætter:
”Projektet hylder den frie abort, men forsøger at rykke samtalen væk fra kun at handle om, hvorvidt du er for eller imod abort. Jeg er interesseret i at have en samtale med de mennesker, der vælger at få en abort. Og det kan der jo være mange grunde til. En nuance, jeg selv har fået øjnene op for undervejs, er, at du også kan vælge at få en abort, selvom graviditeten er ønsket. Hvis for eksempel sygehuset anbefaler det, fordi fosteret har nogle handicap. De indsendte bidrag belyser mange sider af sagen. Det, de har tilfælles, handler om at tage et valg. At være en direkte aktør, der bestemmer over sin egen krop og vælger noget til eller fra,” siger hun.
Laura Kristensens personlige bidrag til antologien er stadig under udarbejdelse. Hun forklarer, at det i løbet af de fem forgangne år har ændret sig, hvordan hun tænker om sin abort. Skulle hun have skrevet om den for to år siden, havde der sikkert stået noget helt andet på papiret end i dag.
”Jeg tror, jeg har følt alt omkring det,” siger hun og opremser så en vifte af følelser fra lettelse og taknemmelighed til forvirring, vrede og tristhed, inden hun tilføjer:
”Alt på nær fortrydelse.”
Så selvom aborten nok altid vil være en del af Laura Kristensen, er der i dag en vigtig forskel fra dengang for fem år siden. Hun føler sig ikke længere alene med sine følelser. Og vigtigst af alt – inden længe eksisterer der en bog, hvor andre måske kan spejle sig i eller få en forståelse for, hvordan en provokeret abort kan opleves.