Kære brevkasse
Jeg har med interesse fulgt med i de seneste ugers brevkasse om det at blive ældre og om de bekymringer, der kan følge med. Min mor er også ved at være oppe i årene og kan godt smage på nogle af de tanker, som er fremført de seneste uger. Også selvom hun ikke står uden familierelationer. Hun har både min bror og jeg. Min far døde for mange år siden. Min bror bor i udlandet med sin familie, og jeg bor i en anden ende af landet. Så hun har ikke sin nærmeste familie lige rundt om hjørnet.
Da min mor for få år siden skulle flytte til noget mindre, talte vi en del om, hvorvidt hun skulle flytte i nærheden af mig og min familie. Men hun har haft det meste af sit liv, hvor hun bor nu, og hun kender området, og hun er glad for at komme i kirke i sit sogn. Hun har også nogle fællesskaber, hvor hun indgår i blandt andet en studiegruppe, som har holdt sammen i mange år. Men de er naturligvis også begyndt at blive ældre alle sammen.
I det daglige kan vi ikke bare lige rykke ud, hvis hun trænger til hjælp, og der er mange weekender, hvor hun er alene. Jeg har opmuntret min mor meget til at være frimodig, når det gælder om at bede om hjælp til mindre ting. Jeg er ikke sikker på, at alle i den tidligere generation er så gode til det. De vil helst klare sig selv og vil ikke lægge andre til byrde. Jeg har forsøgt at forklare, at hvis hun for eksempel spørger en fra sin studiekreds om at hænge et billede op eller en af hendes naboer om at hjælpe med at bære noget tungt, så bebyrder hun dem ikke. Rigtig mange mennesker kan godt lide at gøre gavn og være behjælpelige, hvis de har kræfterne til det. Så mange ældre, tror jeg, kunne med fordel spørge om tjenester i ny og næ fra andre.
Det, som jeg også havde lyst til at fremhæve, er, at min mor har haft uendelig megen glæde af at få en besøgsven. For et par år siden snakkede vi om den idé, og min mor slog det hen. Hun syntes også på dette felt, at hun skulle kunne klare sig selv. Men jeg pressede på, også fordi det ville være godt for mig, at hun fik besøg af en fast person med jævne mellemrum. Man kan godt som voksent barn til ældre forældre, som bor langt væk, fyldes med skyld over, at man ikke kan være der for dem i det daglige. Vi har vores arbejde at passe og vores børn, som snart er store, kræver også noget af os, og der er også tilkommet nogle børnebørn, som vi også ønsker at kunne følge og passe.
Langt om længe fik min mor en besøgsven. En dejlig kvinde, der selv lige var gået på pension, men som stadig havde overskud at give af. Det er blevet sådan nu, at min mor altid glæder sig til, at hun kommer. De kan snakke om løst og fast, men de er også i stand til at tale om større og alvorligere temaer med hinanden. Jeg synes, at det er hyggeligt for min mor med disse besøg, og det er godt at vide, at hun også på den måde kan holde sin gode hjerne i form ved at drøfte diverse aktuelle emner. Jeg ved godt, at der er forskel på folk – også blandt dem, der bliver besøgsvenner. Men vi har været virkeligt heldige. Jeg tror, min mor betragter sin besøgsven som ikke bare en ordning, men som en rigtig ven. Ved nogle anledninger har de også taget på et par ture sammen.
Som voksen datter er jeg taknemlig for den ordning, og jeg vil anbefale andre at tænke i disse baner, også selvom man som ældre har familie og et vennenetværk. Så hermed er opmuntringen givet videre.
Venlig hilsen
Lise-Lotte
Kære Lise-Lotte
Tak for dit brev og dine gode pointer. Vi tror, at du har ret i, at mange med fordel kunne forsøge at bede om mere hjælp i hverdagen, end de måske tror, de kan. Grunden til, at mange måske synes, at det er svært, kan være, at man ikke vil opfattes som svag. Men det skal nok vendes på hovedet – måske er man stærk, når man tør spørge andre om hjælp til det ene eller det andet. Og så er det jo tilladt at sige til dem, som man beder om en tjeneste, at de skal være helt ærlige, om hvorvidt det passer dem, eller om det er noget, de synes, de kan magte.
I Det Nye Testamente står der, at det er saligere at give end at modtage. Vi kender det fra små børn, som mange gange er ekstra begejstrede, når de skal give deres hjemmelavede gaver til deres forældre. Sådan kan det også være for voksne. Mange synes, at det er mere tilfredsstillende og glædeligere at være dem, der kan være behjælpelige end det at modtage hjælp. Så derfor skal vi måske slet ikke være så bange for at spørge andre om hjælp.
Om folk i de ældre generationer har sværere ved at bede om hjælp, ved vi ikke. For selvhjulpenhed, vellykkethed og styrke er i hvert fald sider i vores kultur, som sættes meget højt – og det kan gøre det endnu sværere at være hjælptrængende og hjælpeløs.
Og så fortæller du, at en besøgsven kan være en rigtig god idé. Som du skriver, har det naturligvis en del at gøre med, hvem det er, der kommer ind i ens hjem. Men i bedste fald kan man jo opleve at få et spændende, berigende og venligt menneske ind ad døren og opleve det som en gave.
Vi har en god ven, som grundet fysisk sygdom har været nødt til at gå på pension, førend han egentlig havde tænkt det. Han er nu blevet besøgsven hos en ældre mand. Det er virkelig rørende og efterfølgelsesværdigt, sådan som han fortæller om den opgave. Inden han tager på besøg, forbereder han sig. For eksempel har han fået den idé, at han hver gang vil spille et stykke musik eller en sang, som passer til årstiden for ham, som han besøger. Og så finder han ud af, hvornår sangen eller musikstykket er skrevet, ved hvilken anledning og under hvilke omstændigheder. Han læser måske også op på forfatterens eller komponistens historie.
En anden ting, han spørger om, er, om de sammen kan se på fotoalbum. På den måde er der baggrund for mange gode og interessante samtaler om ting, som den ældre mand har oplevet, hvilke lande han har været i, hvilke interesser og relationer, der har fyldt i livet og så videre. Det er ofte en stor glæde at få lov til at opleve andres interesse for ens livsfortælling og ved at fortælle sekvenser fra ens liv, bliver man jo også selv mindet om det, man har haft. Det kan blandt andet fremkalde taknemlighed over ting, som man har fået lov til at opleve og fået givet på sin livsvej. Samtidig kan det også fremkalde vemodige minder omkring livets smertelige ting. Men det kan være godt at dele både taknemlighed og vemod med en anden, som er interesseret i at lytte.
Den omtalte ven ser også nogle gange fodbold eller andre sportsbegivenheder på tv med sin nye ven. Og så sidder de der og hygger sig med en fælles oplevelse af det, som de begge går op i og sætter pris på.
Så vi slår gerne et slag for at melde sig som besøgsven – og at ansøge om at få én. Der er ganske givet mange, der kunne have glæde af begge dele.
Mange hilsener