Malene Lei Raben: I haven opnår jeg min sjælelige helse

Forfatteren Malene Lei Raben var i en årrække karriereadvokat. Nu er hun mest i sin have, og selvtilliden vokser af det

Den store have på Valby Bakke er anlagt i de år, hvor Malene Lei Raben havde mest travlt med karrierejob og små børn. Hun havde opdaget, at der boede en gartner i hende, og siger, at hun fandt mening, når hun arbejdede i haven. – Foto: Leif Tuxen.
Den store have på Valby Bakke er anlagt i de år, hvor Malene Lei Raben havde mest travlt med karrierejob og små børn. Hun havde opdaget, at der boede en gartner i hende, og siger, at hun fandt mening, når hun arbejdede i haven. – Foto: Leif Tuxen.

Da forfatteren Malene Lei Raben arbejdede som advokatfuldmægtig, købte hun en dag en pose rosenjord, en rose og en rododendron. De to planter var ikke særligt kønne, men siden hun havde plantet dem, passede hun dem med omhu. Rosen og rododendronen kom til at vise vej til en side af sig selv, hun ikke kendte: gartneren.

Slår man op i en dansk ordbog, er en gartner en person, hvis arbejde det er at dyrke grøntsager, blomster, buske og træer, men den gartner, som Malene Lei Raben lærte at kende, kan bedre sammenlignes med en hyrde, som værner om de små planter fra kim til blomstrende skønheder i bedene.

”Og når en plante ikke præsterer, kan jeg ikke bare smide den ud. Hvis du går ud på toilettet, kan du se en plante i en meget sørgelig forfatning, men nu står den der, for jeg synes, den fortjener en chance.”

Døren til terrassen i villaen på Valby Bakke står åben, og pudlen Conrad løber i forvejen. Malene Lei Raben stiller en skål med dybrøde jordbær af egen avl på havebordet. Her på terrassen indtager hun sin morgenmad med udsigt til den have, hun de seneste to årtier har anlagt og formet sammen med ægtefællen.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Jeg er ikke særlig god til at bare at sidde. Jeg er meget ude, og typisk er jeg i gang med noget.”

Som man sidder her på terrassen, synes det ikke svært at nyde udsigten til bedene, hvor rølliker og asters snart vil springe ud. Men Malene Lei Raben må bestandigt tøjle sin trang til at lægge planer eller slet og ret bekymre sig om, hvad der kan gå galt i haven. Det hører med til at være hyrde med slidte havehandsker.

Malene Lei Rabens have har flere liggestole og en skøn terrasse, men her er hun en sjælden gæst, selvom hun øver sig i at være i haven uden at arbejde i den.
Malene Lei Rabens have har flere liggestole og en skøn terrasse, men her er hun en sjælden gæst, selvom hun øver sig i at være i haven uden at arbejde i den.

Sidste efterår debuterede hun med den selvbiografiske roman ”Fruen – En datters historie om kærlighed og frihed”. Et nyt romanprojekt er i sin vorden sammen med en bog, der skal handle om havekultur. Hun oplever en sammenhæng mellem at arbejde med haven og at skrive.

”Min sjælelige helse opnår jeg her, hvor jeg er totalt tilstede og kan skabe noget smukt omkring mig. Det er en lise for sjæl og øje, og det styrker min selvtillid, når jeg skaber, hvad enten det er i haven eller ved at skrive.”

Hun opsagde i 2017 et lederjob på TV 2 for at fokusere på at skrive og har i dag blot enkelte juridiske kunder. I flere interviews er hun beskrevet som en succesfuld karriereadvokat, så hvad kan en skøn staudehave gøre for hendes oplevelse af selvtillid?

”Mine lederjobs var bare ikke noget, som betød noget for mig, og derfor var det også nemt at gå fra det. Jeg har haft jobs, hvor jeg fjernede mig fra mig selv, men nu er jeg ankommet til mig selv i en skabende rolle, som er tættere på mig selv.”

Haven i Valby læner sig op ad det britiske ideal med den skødesløse elegance, og det er ikke noget tilfælde. Hun har været på flere haverejser til England og er optaget af britisk hortikultur.

”Da jeg var yngre, var der en del, som grinede af min haveinteresse og fandt det sådan lidt hattedameagtigt. Men har man besøgt de kulturhistoriske haver i England, vil man se, at havearbejdet kan løftes og skriver sig ind i en gammel tradition for at forskønne landskabet. Det hortikulturelle har et slægtskab til litteratur og malerkunst. At arbejde i haven er en æstetisk og kunstnerisk beskæftigelse, men i vores teknokratiske samfund har vi tænkt, at det kun er fint at beskæftige sig med det, man gør på et kontor.”

Som barn tilbragte Malene Lei Raben somrene i Dynt ved Sønderborg hos sin mormor og morfar. Her var der en stor nyttehave, og hun plukkede bær med sin mormor og forbandt det med stor lykke. I dag har hun anlagt nyttehave i højbede. – Foto: Leif Tuxen.
Som barn tilbragte Malene Lei Raben somrene i Dynt ved Sønderborg hos sin mormor og morfar. Her var der en stor nyttehave, og hun plukkede bær med sin mormor og forbandt det med stor lykke. I dag har hun anlagt nyttehave i højbede. – Foto: Leif Tuxen.

Det var, mens hun havde mest travlt, at haven blev anlagt. Det er 20 år siden, at familien overtog en noget forfalden direktørbolig med stor have på Valby Bakke. I 1970’erne var her kollektiv, og så blev det til et bofællesskab, inden Malene Lei Raben og ægtefællen købte stedet. Malene Lei Rabens frigørelse fra kontorlivet begyndte at tage form, da de overtog huset. Hun fortæller om en dag, før de flyttede ind, hvor hun var forbi huset for at lukke nogle håndværkere ind.

”Jeg stod og så ud i haven, hvor vinden susede i træerne, og jeg tænkte, hvorfor jeg egentlig skulle være andre steder end her.”

Med to fuldtidsjobs, en teenager og to blebørn tog parret fat på at istandsætte huset og anlægge haven.

”Jeg kunne ikke lade være. Jeg var i 30’erne og havde den energi, som man ikke ved, man har, før den er væk.”

I de år havde parret en ung pige, som bragte og hentede børnene, og hun fortæller om at komme sent hjem fra arbejde og styre direkte mod haven.

”Så stod jeg der i mit pæne tøj og puslede med en rose, mens mit tøj blev hevet i stykker. Jeg tror, man skal finde sig en hobby, som kræver så megen koncentration, at man ikke kan tænke på sit arbejde imens, men som samtidig ikke er så svær, at det stresser. Rammer du den balance, er du et godt sted i tilstedeværelse.”

Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen

På kirsebærtræet nærmest funkler bærrene, og der er stadig masser af jordbær under nettet i højbedet. Hvad enten hun beskærer eller høster, mærker hun en forbindelse til barndommens somre, hvor hun opholdt sig hos sin mormor og morfar i Dynt ved Sønderborg.

”Jeg plukkede stikkelsbær med min mormor, og mens min morfar sov, sad vi i skyggen i haven og ribbede ribs. Min mormor dyrkede sin have for nyttens skyld, og jeg tror, det eneste, hun købte, var rugbrød. Jeg forbinder besøgene hos hende med stor lykke og en oplevelse af kvalitet, hvor der var en lige vej fra jorden til bordet. Havearbejdet ligger i min slægt, og jeg tror, det er i os alle, hvis vi får muligheden for det.”

Forleden gravede hun de første kartofler op for at konstatere, at der går en tid endnu, inden de skal op. Hun er klar over, at hun lettere kunne købe kartoflerne i den lokale Irma, men når hun trofast lægger kartofler, hænger det sammen med en oplevelse af mening.

”For mig er haven en måde at forbinde mig med skaberværket på. Gud er den ultimative gartner, og man kan sige, at mennesket gik Gud i bedene, da man begyndte at dyrke haver. Siden er vi blevet fjernet fra det, og mange lever ret abstrakte liv, men jeg tror, vi alle har en længsel efter naturen.”

For nogle år siden plantede hun tre artiskokplanter i den lerholdige jord. De to døde, men den tredje er i dag et imponerende skue. Malene Lei Raben har allerede høstet 10 artiskokker, og der er mange flere på vej. – Foto: Leif Tuxen.
For nogle år siden plantede hun tre artiskokplanter i den lerholdige jord. De to døde, men den tredje er i dag et imponerende skue. Malene Lei Raben har allerede høstet 10 artiskokker, og der er mange flere på vej. – Foto: Leif Tuxen.

For Malene Lei Raben begyndte det med en pose rosenjord, en rose og en rododendron, og nu er her godt 1000 kvadratmeter med udfoldede havedrømme i god, lerholdig jord. Når hun, helst på bare tæer, går ud i haven, øver hun sig i at begrænse sin virketrang. Sammen med ægtefællen har hun besluttet, at de skal holde inde med weekendens havearbejde, når de har været i sving i tre timer. Der er sløjfet et enkelt staudebed, så der kun er ni tilbage foruden nyttehavens ni højbede.

”Jo mere jeg dyrker min have, jo mere får jeg lyst til at gøre det vildt og respektere naturen, som den er. Jeg skal styre mit indre ordensmenneske og min trang til at undertvinge jorden og i stedet blive endnu bedre til at arbejde med jorden, så jeg får en have i pagt med den natur, som er omkring den,” siger Malene Lei Raben.