Da Karen Strandbygaard var 39 år, sagde lægerne til hende og hendes mand, at de skulle gå hjem og tænke sig om. Hvor meget mere hjælp ville de have, hvor langt var de villige til at gå? De tog en weekend til Paris for at gøre, som lægerne sagde. Her besøgte de Sacré Coeur-kirken på Montmartres 130 meter høje bjerg. Karen Strandbygaard sendte sin mand ud af kirken. Hun gik hen til en statue af Jomfru Maria, tændte et lys og bad så. Ordene lød noget i retningen af:
”Jeg skal have en søskende til min datter. Jeg skal have et barn mere. Jeg er simpelthen nødt til at få noget hjælp.”
Den 15. juni udkommer hendes anden roman, ”Noget du ikke ved om længsel”, på forlaget People’s. Romanen handler om en anden Maria. Nemlig en, der så brændende ønsker sig et barn, at hun efter lang tids fertilitetsbehandling til sidst overskrider grænsen til vanvid. Karen Strandbygaard har selv erfaret noget, mens hun kæmpede for at få børn, og som det her interview skal handle om: At man kan være mor uden at have et barn, at man i fertilitetsbehandling kan opleve at overskride flere og flere af sine egne grænser. Og at længsel kan være voldsomt uklædelig, måske endda uhyggelig.
”Det er faktisk en lettelse for mig, at bogen er færdig, og hovedpersonen nu er deri,” siger hun og peger på romanen.
”Jeg kunne næsten ikke holde ud at være i rum med hende længere. For hun kan ikke komme nogen vegne og er helt låst inde i sig selv.”
Det er 14 år siden, Karen Strandbygaard selv var i fertilitetsbehandling. Dengang oplevede hun, at det fysisk og mentalt fyldte alt, og hun undrede sig over, at hun ikke kunne finde noget om det i skønlitteraturen, hvor hun ellers var vant til at søge tilflugt, spejling og perspektiv.
”Jeg er meget taknemmelig over, at fertilitetsbehandling findes. Det er et stort privilegium, men samtidig er det jo i dag hvert 10 barn, der kommer til verden gennem fertilitetsbehandling, og vi er nødt til at tale om, hvad det gør ved kvinders krop og psyke at gå igennem det der, for det er ikke omkostningsfrit,” siger Karen Strandbygaard, der i dag er 47 år.
Den fiktive karakter Maria er kommet til veje gennem Karen Strandbygaards egne, men også mange bekendtes erfaringer med fertilitetsbehandling, og det er en historie om selv at have bedt om hjælpen og samtidig føle sig fremmedgjort over for sin egen krop. Som en forurenet høfte 42, som det beskrives i bogen, og som en beholder fuld af skramlede reservedele, der tages ud og puttes ind igen på stadig mere og mere indgribende måder.
Karen Strandbygaard var ”ret besat”, siger hun. Hun ville have børn, og hun ville gå ret langt. Da hun og hendes mand i sin tid besluttede sig for at forsøge at stifte familie, fandt de på et tidspunkt ud af, at de ikke kunne gøre det uden hjælp. Så de kom i fertilitetsbehandling på Rigshospitalet, og hun måtte tage hormoner og levede i en cyklisk længsel fra menstruation til menstruation, fra mislykket forsøg til mislykket forsøg.
”Det er en ret lang proces. Først skal man til intromøde, så er der venteliste, så skal man ringe ind, når man får menstruation, men så har de måske ikke tid til at tage imod en på den dag, og så må man vente en måned mere. Vi har været igennem seks forsøg i alt, og ingen af dem var tæt på at lykkes.”
Karen Strandbygaards telefon ringer.
”Jeg er nødt til at tage den her. Det er fra min søns skole. Det er Karen. Hej. Okay.”
Og så:
”Ja, det finder jeg lige ud af. Det er godt. Hej.”
Hendes søn er syg og skal hentes hjem fra skole, så Karen Strandbygaard smutter kortvarigt og lader journalisten blive tilbage i huset på Amager. Der er bøger alle vegne. De står i stuens oprindelige indbyggede teaktræsreoler og gøres selskab af blandt andet en filtet engel, en kanin i pap og en hel del vandfarvede børnetegninger af blæksprutter. En kuglebane, formentlig lavet af en barnehånd, tager det meste af gulvpladsen i stuen. Og ude i haven knejser et legeskur, som giver mindelser til Lille Virgils hønsehus. Det er tømret optimistisk sammen af Karen Strandbygaard selv og hendes mand. På toppen pynter en and, hvis trævinger kan fise rundt og rundt i blæsevejr. Med andre ord: Her bor en børnefamilie.
Inden hun smuttede, fortalte Karen Strandbygaard, at hun faktisk ikke selv bryder sig om at være alene hjemme – i hvert fald ikke sent om aftenen. Hun voksede op i Ølgod i Vestjylland. Faderen var læge og moderen sygeplejerske i deres egen lægepraksis, som lå i samme hus som privaten. Fordi de havde morfinpræparater i praksissen, oplevede familien flere gange indbrud. Trods en ellers tryg og god barndom husker Karen Strandbygaard tydeligt de episoder. Hun husker for eksempel, hvordan hun og søsteren engang blev bedt af moderen om at lægge sig ned på gulvet, fordi en misbruger, der stod og slikkede på havedøren, forsøgte at komme ind. Men altså: helst ikke alene hjemme, og det samme kan man sige om hendes hovedperson Maria, der ikke bryder sig om at være alene hjemme i sin krop og sit liv. Kan hun ikke bare lade være med at få børn, bliver hun spurgt? Jo. Men det ville godt nok blive et langt liv.
Til trods for, at Karen Strandbygaard har været i fertilitetsbehandling forud for begge sine børns tilblivelser, både i offentligt og privat regi, så er begge graviditeter faktisk i sidste ende kommet helt uden hjælp. Første gang holdt hun en pause fra behandlingerne, fordi hun og hendes mand havde købt huset her, og det skulle renoveres. En dag kom menstruationen bare ikke. Lægen kaldte det et mirakel, for det burde ikke kunne lade sig gøre. Anden gang skete det omtrent halvanden måned efter bønnen i Sacré Coeur. Datteren er i dag 11 år og sønnen 7 år. Moderen synes, børnene er en slags forbindelse til evigheden. Og nu kommer hun hjem igen sammen med sin søn, der bliver installeret med en computer i soveværelset. Det var bare noget med ryggen.
Hvorfor bad du til Jomfru Maria om at få endnu et barn? Du havde jo et i forvejen.
”Min egen søster har været helt afgørende for mig, og jeg følte mig ikke færdig med at få børn. Men du har da ret i, at når det nu var så svært at få det første barn, skulle man så ikke stoppe? Det spurgte min mand mig også om, og vi talte om, hvorvidt det var det værd. Men der er altså også noget med den længsel, som er noget andet end de kulturskabte forventninger,” siger hun og tænker sig om.
”Det er noget med, at når du først giver los for den længsel efter at få et barn, så er den meget svær at stoppe. For at kunne holde ud at være i et behandlingsforløb, bliver man nødt til at forestille sig det barn, man drømmer om. Med en fodboldretorik ville man sige, at man holder øjnene på bolden. Så når man stikker sig med hormoner og oplever, at man svulmer op og får det dårligt, forestiller man sig det lille dunede babyhoved. En lille fod, en lille hånd. Så for hver gang det ikke lykkes, bliver faldet jo også værre og værre. For barnet er der på en måde næsten allerede. Det øjeblik, man tænker det frem, er det der på en måde. Det er også derfor, man har svært ved at sige nej til at fortsætte med indgreb og hormoner og nye tiltag. For hvis man stopper nu, siger man farvel til noget, der allerede er der.”
Hvis man har en fornemmelse af, at barnet på en måde allerede findes, er det så derfor, man vil gå til ekstremer med sin krop? Fordi man vil gøre alt for det barn –for eksempel undfange det?
”Haha, ja, det er faktisk sådan, det er. Og jeg ved, at det ikke kun var sådan for mig, men er det for mange. Dels er der de kulturskabte forestillinger om at få ristet brød med te på fødestuen eller købe ny skoletaske til første skoledag. Og dels tror jeg også, man mærker sig selv som dyr. For det er en længsel, der ligger under alt, hvad vi er som tænkende væsener. Det er en vilje til at formere sig,” siger hun og nævner som et eksempel en episode i romanen, hvor Maria føler, at hun er blevet til ét stort æg, der vil befrugtes.
Den biologiske længsel efter afkom ramler altså sammen med den biologiske uformåenhed, hvis man ikke kan få børn, og for Karen Strandbygaard føltes længslen som en flod.
”Du ved ikke, hvor den flod har sit udspring, men den kommer, og den river dig med, og samtidig river den alt muligt andet op på vejen. Det er ikke en længsel, der harmonerer med for eksempel billedkunstens og populærkulturens skildringer af den yndige kvindes klædelige længsel. Det kan være grimt og voldsomt.”
Så på den ene side er der en dyrisk og egoistisk længsel efter at blive gravid, men på den anden side lyder det, som om fremmedgørelsen kan føre til, at man føler sig som en beholder for andres eksperimenter?
”Ja. Jeg har en veninde, der har været igennem et fertilitetsindgreb. Hun sagde, at hun fik fornemmelsen af at være med i et nazistisk raceprogram, hvor nogle skulle sørge for, at hun blev gjort gravid. Hun havde jo selv bedt om det, men den der oplevelse af, at noget er taget ud, der skabes noget, og noget nyt sættes op. Fornemmelsen af at være en beholder, den kan jeg godt genkende.”
Karen Strandbygaard kender til mange kvinder, der har oplevet at måtte tage et skridt væk fra deres egen krop for at få deres drøm om familie opfyldt. Derfor kan det også tage tid at vende tilbage til sin krop efterfølgende.
Hvordan har du det med din krop i dag?
”Jamen... Jeg tror, jeg har det bedre. Men jeg føler også nogle gange, at der skete et eller andet, som der måske aldrig helt kan rettes op på. Jeg har nok mistet en eller anden uskyld i forhold til min krop.”
Det er ikke en sorg, siger hun, men måske nærmere en kropslig erfaring, der har traume-karakter, og som kan titte frem, når hun for eksempel læser eller ser tv om andre i fertilitetsbehandling. Og så kommer det til udtryk i vrede, fortæller Karen Strandbygaard. Romanen er skrevet på vrede. For hun oplever, at mange mennesker skammer sig over ikke at kunne få børn og over at være i fertilitetsbehandling. De skammer sig over, at de ikke begyndte før, eller at de ikke har passet godt nok på deres krop.
”Men vi burde være vrede. Ikke på andre, men på de omstændigheder, der gør, at så mange i dag har fertilitetsproblemer. Hvorfor forbyder man ikke alle de stoffer, som man har mistanke om kan være hormonforstyrrende? Det er hele generationer, der sendes ind i den her fertilitetsbehandlingsmaskine.”
Ofte bliver det nu også påpeget, at problemer er, at vi går for sent i gang med at få børn.
”Ja, og det er der måske også noget om, men ligesom så mange andre ting i dag bliver barnløshed gjort til et individuelt problem, men det er et samfundsproblem. Og jeg vil så gerne have, at det blik bliver mere udbredt, end at barnløse selv skal gå rundt og skamme sig.”
Karen Strandbygaard har tænkt en del over den bøn i Sacré Coeur, fordi den måske i virkeligheden kom lidt bag på hende selv. I den forbindelse er hun kommet i tanker om, at hun som måske syvårig indrettede sig i kosteskabet i huset i Ølgod. Hun lavede et alter, snittede små træfigurer til pynt og skrev salmevers ned.
”Jeg sad utroligt meget derinde. Og bad. Men det var ret konkret, for jeg ville så gerne have en panda. Og jeg kunne jo godt regne ud, at det ville jeg ikke få, hvis jeg spurgte mine forældre. Jeg havde bare den der følelse af, at der ikke var andre, jeg kunne bede om hjælp.”
Hun har gennem sit liv spekuleret over, om hun er troende og i så fald på hvilken måde. Efter turen til Paris kan hun se, at det egentlig ikke har så stor betydning, om og hvordan hun tror. Bønnen lignede på en måde barndommens kosteskabsbønner, fordi den kom af sig selv, i afmagt og tillid. Som en knytnæve ud igennem det klaustrofobiske, mulighedsløse rum, hun befandt sig i.
Hun tror ikke, hun blev gravid, fordi hun bad. Hun mener, det ville være en hån mod alle dem, der er ufrivilligt barnløse, at tolke begivenhedernes gang sådan. Hun ser nærmere bønnen som udtryk for, hvem hun selv er på bunden. En, der rækker ud over det mulige. En, der tror, når håbet ellers ser ud til at forsvinde.