Broder Theodor så døden i øjnene

En dansk-tysk-italiensk munk var i fem uger indlagt med corona. Siden har han været fuld af en taknemmelighed. Den ser han som den mest udtalte senfølge af sygdommen

"Jeg var bundet til en seng, og i begyndelsen var jeg jo nok lidt arrig, fordi jeg skulle have skiftet ble. Men når jeg bad for de mennesker, som omgav mig og de andre patienter med plejebehov, så blev det taknemmeligheden, som vandt over irritationen,” siger broder Theodor. – Foto: Leif Tuxen.
"Jeg var bundet til en seng, og i begyndelsen var jeg jo nok lidt arrig, fordi jeg skulle have skiftet ble. Men når jeg bad for de mennesker, som omgav mig og de andre patienter med plejebehov, så blev det taknemmeligheden, som vandt over irritationen,” siger broder Theodor. – Foto: Leif Tuxen.

Broder Theodor havde været dårlig et par dage. Han havde hostet og været utrolig træt, så derfor holdt han sengen i klosteret i den italienske by Assisi i Umbrien. En medbroder sørgede for, at han fik taget temperatur og målt sin puls. Første gang, hans medbroder nævnte, at det kunne være en god idé at komme på hospitalet, afslog broder Theodor prompte. Næste gang hans medbroder målte broder Theodors puls, slog han alarm. Da en ambulance kort efter kørte væk med ham, tænkte flere af brødrene, at broder Theodor ville komme tilbage i en kiste.

Det var en af de første dage i november sidste år, at broder Theodor blev indlagt på hospitalet i Perugia. På det tidspunkt var journalist-parret Maria From og Bo Pedersen næsten færdige med bogen ”Broder Theodor. Vejen til et liv som munk i Assisi”, som de har arbejdet på gennem flere år. I sidste uge udkom bogen på forlaget Momenta, og bogens hovedperson er taget til Danmark for at fortælle om den og det liv, han har levet.

Det har været travle dage med besøg i TV 2 Nyhederne, ”Go’ Aften Live” på TV 2 og flere interviews med dagblade. Den 73-årige munk er blandt andet blevet spurgt om, hvordan det er at praktisere lydighed og seksuel afholdenhed og har fortalt om sit venskab med musikeren Michael Falch, og nu sidder han så klar til rejsens sidste interview.

Under besøget har han været gæst hos de tre franciskanerbrødre, som holder til på Vesterbro i København. Brødrene har givet ham en nøgle, så han har adgang en gårdhave med rislende vand og en farvefest af blomster. Vi skal tale om den alt overskyggende taknemmelighed, der er den mest udtalte senfølge i hans liv.

Under besøget i Danmark har broder Theodor været gæst hos tre franciskanerbrødre, som holder til på Vesterbro i København, og så har han sørget for at spise både rygeost, god fisk og danske kartofler. Det er madvarer han savner, når han er i Assisi i Italien, som har været hans hjem i mere end tre årtier. Foto: Leif Tuxen.
Under besøget i Danmark har broder Theodor været gæst hos tre franciskanerbrødre, som holder til på Vesterbro i København, og så har han sørget for at spise både rygeost, god fisk og danske kartofler. Det er madvarer han savner, når han er i Assisi i Italien, som har været hans hjem i mere end tre årtier. Foto: Leif Tuxen.

”Det var sidste udkald, da jeg kom på hospitalet. Jeg var i en kamp, hvor jeg fik lov at beholde livet, og nu har jeg taget hul på anden runde af livet.”

Han er født i Flensborg i 1947 i en tysk familie og fik navnet Erwin Theodor Jürgensen. Hans mor var en handlekraftig kvinde, mens hans far var mærket af krigen. Faderen var med, da tyskerne invaderede Frankrig i 1940. Han blev såret og hjemsendt med en erklæring om, at han var uegnet til yderligere krigstjeneste. Hans far talte aldrig om, hvad han havde oplevet, men resten af livet var han mærket af det.

Familien boede i en årrække i en utæt og trang barak. Syv personer på 30 kvadratmeter. På den tid var der diakonisser i Sydslesvig, og de opsøgte fattige, børnerige familier som broder Theodors. Under et af besøgene blev det besluttet, at broder Theodor skulle til København for at få behandlet en slem eksem. Tre år gammel var han på sin første rejse til Danmark ledsaget af diakonisserne.

Da han senere skulle i skole, fik han tilbudt en gratis plads i en dansk skole i Vanderup ved Flensborg. Forældrene takkede ja, selvom de ikke talte dansk. I bogen beskriver broder Theodor et skoleliv, hvor eleverne modtog kasser med mad og tøj fra Danmark. Der var kun en enkelt lærer på skolen: Karl Andresen (1926-2004). Han blev et menneske, som fik afgørende betydning for broder Theodors barndom og senere livsbane.

Det var læreren, som sørgede for, at broder Theodor og andre børn syd for grænsen kom til Danmark som feriebørn. Broder Theodor ynder at sige, at han var otte år, da han kom i paradis første gang. Paradiset var hos familien Olling i Nordskov på Hindsholm på Fyn, hvor feriebørnene fik eget værelse og sov med sengetøj, som var rullet. Han var en dagdrømmende enspænder, som ville på Duborg-Skolen i Flensborg og læse teologi i Danmark, men han klarede ikke optagelsesprøven. Ønsket om at komme til Danmark holdt han fast i, og gennem Karl Andresen fik han en læreplads hos en bager i Horsens.

”Jeg har altid været drevet af nysgerrighed,” siger han, da han skal forklare, om de mange forskellige kapitler hans arbejdsliv har været inddelt i: bager, kok, bartender, køkkenleder, fabriksarbejder og højskolelærer. Og for at give et mere fuldstændigt billede af det nysgerrige liv bør det tilføjes, at han har spillet amatørteater, dyrket dans på konkurrenceniveau og gennemlevet en god del forelskelser. Og angående kærligheden konkluderede han, at ægteskabet ikke var hans vej.

Han nærmede sig sin 40-årsfødselsdag, da hans liv tog en uventet drejning. Han gik på HF i Aarhus, og klassens religionslærer, præsten og forfatteren Lene Højholt, planlagde en studietur til Assisi. Med en vis skepsis besluttede han sig for at deltage. Under et besøg i basilikaen i Assisi døsede han hen og befandt i sig en vågen drømmetilstand, hvor han oplevede et syn.

”Jeg fornemmede det som et kald fra Vor Herre, men hvad det egentlig betød, forstod jeg ikke. Jeg gik nærmest tudende fra kirken, og jeg er vel at mærke fra en generation, hvor mænd ikke græder, når nogen ser det. Men de følgende dage kunne jeg ikke styre mine tårer. Det hjalp lidt, da jeg fik talt med Lene Højholt.”

En tid med mange besøg i Assisi fulgte, og broder Maximillian Mizzi (1930-2008) blev hans åndelige vejleder og mentor. En dag sendte den erfarne vejleder broder Theodor til kirken Santo Stefano for at bede om afklaring.

”Jeg tror på, at Gud kan gå ind i en samtale med os mennesker, og i Santo Stefano var jeg nærmest rasende, for kunne Gud ikke bare sige, hvad jeg skulle med mit liv. Jeg endte med at råbe til Gud, at hvis han ville have mig, så skulle han få mig.”

Han fortæller, hvordan han efterfølgende skyndte sig op på Monte Subassio. Oppe på bjerget blev han klar over, at han havde givet Gud et løfte og truffet en beslutning om at gå i kloster.

”Da jeg gik ned fra Monte Subassio den dag, mærkede jeg en indre frihed, og jeg følte nærmest, at jeg svævede. Med min beslutning om at gå i kloster var en tung byrde fjernet fra mig, og jeg var blevet fri på en måde, som jeg ikke tidligere havde kendt. Jeg havde fundet noget, jeg ikke vidste, jeg søgte.”

Tilbage til sygdomsforløbet og taknemmeligheden. Der gik fem uger, fra broder Theodor blev indlagt med corona, til han blev udskrevet. Han fortæller om den klaustrofobiske følelse af at vågne i en hospitalsseng med ansigtet dækket af en iltmaske og om dage, som flød sammen.

”En nat vågnede jeg med en følelse af, at nu skal jeg dø. Og så blev jeg gal. Jeg vil sige, at jeg har et ret afklaret forhold til døden og en tro på, at Kristus er med mig, hvad enten jeg lever eller dør. At dø er fint, men jeg ville ikke, at den her virus skulle have lov til at få endnu et offer. Selvom jeg var svag, var der en protest i mig.”

Under indlæggelsen begyndte han at bede for dem, som arbejdede på hospitalet.

”Jeg var bundet til en seng, og i begyndelsen var jeg jo nok lidt arrig, fordi jeg skulle have skiftet ble. Men når jeg bad for de mennesker, som omgav mig og de andre patienter med plejebehov, så blev det taknemmeligheden, som vandt over irritationen. Forbøn virker, og på hospitalet så jeg det meget tydeligt. På hospitalsstuens væg var der et kors, og det blev vigtigt for mig. Jeg kan sagtens se korset for mit indre, men det var en trøst, at jeg konkret kunne hvile mit blik på korset.”

Med indlæggelsen forsvandt også den rytme, der er som et åndeligt pulsslag i hans liv, men heldigvis havde han taget sin iPhone 6 med, og på den måde kunne han få adgang til en tidebønnebog og følge rytmen i klostret.

”I klostret beder vi hver dag for dem, som er syge, og deres familier, og det var virkelig en varmende trøst med de mange hilsener, jeg fik fra mennesker i Danmark, Tyskland, Østrig, Italien og USA, som skrev, at de bad for mig. Det er noget af det, jeg i dag er taknemmelig for.”

Efter coronaen har jeg det, som om jeg har fået et liv nummer to, og jeg lever med en større intensitet. Min krop fortæller mig, at jeg er begyndt at blive gammel, men jeg regner da med at vise rundt mange år endnu,” sige broder Theodor. – Foto: Leif Tuxen.
Efter coronaen har jeg det, som om jeg har fået et liv nummer to, og jeg lever med en større intensitet. Min krop fortæller mig, at jeg er begyndt at blive gammel, men jeg regner da med at vise rundt mange år endnu,” sige broder Theodor. – Foto: Leif Tuxen.

Endelig kom dagen, hvor han kunne forlade hospitalet. Han beskriver, hvordan hans ben lignede noget, som tilhørte en mumie. Han vejede 93 kilo, da han blev indlagt og havde tabt 16 kilo under hospitalsopholdet. Det første, han gjorde, da han var tilbage på sit værelse i klostret, var at tage et brusebad. En medbroder havde sørget for, at der var en skammel, han kunne sidde på, mens han lod vandet fra bruseren fosse over sig.

”Jeg havde sådan savnet at kunne tage et bad. Endelig var jeg hjemme, og tanken om, at jeg nu skulle spise med mine brødre, gav sådan en juhu-følelse. I fraværet af fællesskabet havde jeg mærket, hvor meget vores fælles måltider betyder, og heldigvis er min smags- og lugtesans ikke påvirket.”

Siden han blev udskrevet, har han været i gang med en langsom genoptræning med hjælp fra fysioterapeut og vejledning fra en dansk ven og læge, som har sørget for, at der er kommet en kondicykel i broder Theodors værelse. Den første tid var målet at cykle tre minutter. Siden ungdommen i Horsens har broder Theodor danset, og som munk har han brugt dansen til at holde sig i form. Også dansen har han genoptaget i det små hjemme på værelset, og nu kan man atter møde ham i gadebilledet i Asissi i sin lange, grå ordensdragt. Tempoet er dog noget nedsat og distancerne væsentligt kortere.

Der har været usædvanligt stille i Assisi siden pandemiens udbrud. Nu er italienske besøgende begyndt at komme til byen, der dog stadig er langt mere stille end vanligt. I klostret er brødrene blevet enige om, at broder Theodor ikke skal lave rundvisninger før september, så han kan få tid til at komme sig.

”Efter coronaen har jeg det, som om jeg har fået et liv nummer to, og jeg lever med en større intensitet. Min krop fortæller mig, at jeg er begyndt at blive gammel, men jeg regner da med at vise rundt mange år endnu.”

På hospitalet glædede han sig til et brusebad og måltidsfællesskabet i klostret. Hvad glæder broder Theodor sig nu til?

”At jeg igen kan tage besøgende med ind i kirken. Middelalderbillederne i Basilica di San Francesco virker levende, og når jeg fortæller om dem, kan de på en aktuel måde åbne for en samtale om livet og den godhed, Gud giver.”