Kære brevkasse
Jeg har fulgt med i brevkassen om ældre og ensomhed. For 14 dage siden skrev I om muligheden for at få en besøgsven. Det er bestemt også en god idé. Men mange steder i landet er det vanskeligt at få en besøgsven, fordi der simpelthen ikke er nok, der melder sig. I stedet for kan man få en telefonven.
I forbindelse med corona-nedlukningen, hvor det ikke var muligt for besøgsvenner at gå på besøg, fandt flere organisationer på en ny indsats, nemlig muligheden for at få en telefonven.
For et år siden, da samfundet blev lukket ned, blev Ældretelefonen oprettet af Ældresagen for at imødekomme den ensomhed, som ramte mange, da de skulle holde sig isoleret.
Tilbuddet formidler venskaber på kryds og tværs af landet og imellem generationerne. Hvad enten man gerne vil være den, der ringer op, eller den, der bliver ringet til, kan man tilmelde sig via en tilmeldingsformular på Ældresagens hjemmeside, eller man kan ringe på 8282 0300 til en af de frivillige telefonpassere.
Herefter sammensætter de frivillige dem, der har henvendt sig, ud fra de oplysninger, der er givet, og ud fra en telefonisk kontakt. Når telefonvenskabet er dannet, er Ældresagen så at sige ude af billedet, og de pågældende aftaler selv indbyrdes, hvor ofte de skal tale sammen og nogenlunde på hvilket tidspunkt. Det typiske er, at man taler sammen en eller to gange om ugen i kortere eller længere tid, efter hvad man nu synes.
Der er omkring 850 telefonvennepar i hele landet, og nogle af dem har fungeret nu i et år.
Muligheden ophører ikke, når vi er kommet på den anden side af krisen, fordi mange rundtomkring stadig har behov for en telefonven, som ringer indimellem. Jeg har selv haft en telefonven i et år nu, som jeg ringer til hver anden dag. Det er til stor glæde for begge parter.
Venlig hilsen
Eva
Kære Eva
Tak for din anbefaling af at finde en telefonven, hvis en besøgsven ikke er muligt eller ønskeligt. Det er dejligt at høre, at du selv har haft glæde af sådan en god ordning og livslinje.
At mødes fysisk sammen med andre mennesker er værdifuldt. Det har denne coronatid også vist med al tydelighed. Det gælder såvel for børn, unge og voksne. Vi er sociale skabninger, som har brug for hinanden, og vi har brug for at dele oplevelser og tanker med nogen. Og derfor er gæstfrihed også en vigtig dyd. Der opfordres endda til det i Bibelen.
Ved at være gæstfri byder man andre ind i den ramme, man har skabt for sit liv, og i den kan glæder og sorger deles sammen med almindelige hverdagshændelser. Det er meget værdifuldt for mennesker, der har tungt at bære, at kende mennesker, som har et åbent hjem, og som byder indenfor og har gode lyttende og rolige ører, så sorger, uretfærdigheder og savn kan deles.
Telefonen har sine store muligheder. Vi kan måske bo langt fra nære venner eller vores familie, og da er telefonen en fantastisk opfindelse. Det, at der sidder nogen i den anden ende, måske i en helt anden landsdel eller i et helt andet land og tænker på en er stort.
Et ring for at høre, hvordan det går, et ring for at fortælle en nyhed, et ring, fordi man ved, at der er noget, der er svært for tiden, et ring bare for at vise nærvær og omsorg. Mange slags opringninger har sin berettigelse.
Og det gælder selvfølgelig også Facetime og Skype og mange af de nyere hjælpemidler.
Der kan være mange grunde til, at man ikke har så gode muligheder for at mødes, men hvor det at give lyd fra sig er meget betydningsfuldt.
Vi kender for eksempel en psykisk handicappet kvinde, der bor på en institution. Hun kan kommunikere omend med et dårligt sprog. Næsten hver aften snakker en bror og en moster med hende i telefonen bare nogle få minutter. Det er blevet et dagligt ritual, som giver fællesskab og mening.
Det sker på det samme tidspunkt hver dag og giver dagen et livsglimt. Og få minutter er til at overkomme.
Vi vil også nævne et andet eksempel, hvor en datter har sin mor på plejehjem i den anden ende af landet. Hun besøger sin mor ofte. Men der er også mange dage og uger, hvor afstanden må overvindes på anden vis.
Hver aften ringer datteren til sin mor for at sige godnat, og så synger hun – eller de hjælpes ad – med at synge en salme. Og så sluttes der med Fadervor. Som datteren siger: ”Min mor sang i hele min barndom for mig på sengekanten, så jeg kunne sove trygt og godt – så det er kun naturligt for mig at synge for hende nu, hvor det er hende, der på en måde er den lille.”
Vi synes, disse eksempler er både rørende og prisværdige, og de vidner om trofasthed. Mange andre gode fortællinger kunne sikkert deles. Lad denne uges brevkasse minde os om, at der er nogle, for hvem dagen ville blive lidt gladere og lidt mere opmuntrende, hvis man tog en lille telefonsnak med dem.
Det kan være, at man kender en person, som mistede en kær for nogle måneder siden. Måske trængte vedkommende til en opringning, hvor man spurgte om, hvordan det mon går nu, hvor hverdagen indfinder sig, og hvor den opmærksomhed, man måske fik i begyndelsen, er mindsket. Eller måske skal man ringe til en for at fortælle, at man holder af dem, eller for at fortælle lidt om, hvad man laver eller noget helt syvende.
Når vi kører i S-tog, ser vi med al tydelighed, hvor meget mennesker bruger deres mobiltelefoner – sikkert til alt muligt. Hvis vi nu tjekkede nyheder eller andre ting bare fem eller syv minutter mindre hver dag, så havde vi tid til at ringe til en, som havde brug for det, eller til en, som kan berige ens eget liv. Ofte falder disse ting sammen.
Har man ikke så mange i sit netværk, eller opleves dagene nogle gange lange og stille, så kan en telefonven være en rigtig god idé. Så tak, Eva, for den konkrete anvisning på, hvordan man kan gå videre med det.
Måske kan det give et skub til at komme i gang med det. Andre, der læser denne brevkasse, kan måske få lyst til selv at blive telefonven.
Det kan, som du også skriver, blive til glæde for begge parter.
Mange hilsener