I morgen skal min lillesøster giftes. Hun er kun halvandet år yngre end mig, har fire voksne børn og er både farmor og mormor op til flere gange. Brudeparret har boet sammen i 10 år, så det må siges at være et velafprøvet koncept. Alt omkring dine og mine børn og børnebørn fungerer fint og ukompliceret.
Som storesøster skal jeg selvfølgelig holde en tale. Havde vi været noget yngre, skulle jeg måske give hende nogle gode, kloge livsord med på vejen. Hvad voksen- og familielivet indeholder. Hvad der er vigtigt for at få et ægteskab og et familieliv til at fungere bedst muligt. Eller jeg havde fortalt sjove historier fra teenageårene og om, hvor fjollet og irriterende hun var som barn.
Men helt ærlig. Vi er begge i midten af 50’erne og har med stor sandsynlighed levet mere end halvdelen af vores liv allerede. Så snittet skal nok lægges et andet sted, tænker jeg?
Men dette bryllup og den tale giver anledning til at se på det søskendeliv, vi har haft indtil videre.
Og det, jeg kan mærke betyder mest for mig i vores søskenderelation, er, at vi altid har været i hinandens liv. Som barn har hun ubetinget været den, jeg var mest irriteret på. At have en halvandet år yngre lillesøster som man altid skulle lege med. Og have med på slæb. Som halvstor pige var jeg måske også lidt misundelig på hende, fordi hun både var klogere og kønnere end mig. Og mere udadvendt, så hun set fra min stol i teenageårene altid var omgivet af veninder og ombejlet af drenge. Hvor irriterende var det lige?
Som unge blev vi mere jævnbyrdige, havde den samme venneflok, gik til fester sammen og var hinandens mest fortrolige. På et tidspunkt boede vi også sammen med hver vores kærester. Det var ikke en ubetinget succes, men vi kom helskindet igennem det også. Da vi i vores 20’ere mistede begge vores forældre med få års mellemrum, kom vi meget tæt på hinanden. Fuldt bevidste om, at vi måtte værne om hinanden og den lille enhed, vi var blevet.
På mange måder har vi levet ret forskellige liv og truffet ret forskellige valg. Men vi har stadig holdt os tæt på hinanden og forsøgt at rumme og respektere den forskellighed. Og være en tæt del af hinandens liv.
Vi har fået vores børn samtidig og stået ved hinandens side igennem stort og småt. Bakket op, når børnene blev døbt, konfirmeret, studenter, blev gift, fik børn og afsluttede uddannelser. Lagt øre til hinandens brok over kærester eller svigermødre. Vi har fulgt med i hinandens bekymringer over børns trivsel eller udfordringer på arbejdspladsen. Hun var den, der stod ved min side, da jeg blev skilt, ligesom jeg var med i første række, da hun mistede børnenes far. Vi har fulgt hinanden gennem flytninger og jobskifte. Vi har trøstet, når livet gjorde knuder, man blev fyret eller dumpede en eksamen. Vi kommer, når der bliver kaldt, og har de seneste 15 år boet under 30 kilometer fra hinanden. Så hun er jo det menneske, jeg kender allerbedst. Og omvendt.
Sidste sommer flyttede hun 150 kilometer nordpå. For at komme tættere på flertallet af deres børn og børnebørn. Det kan jeg sagtens forstå. Men det var – og er – en stor sorg for mig ikke at have hende geografisk tæt på mere. At man kunne komme forbi bare til en kop kaffe i ny og næ. Men vi må finde en anden måde nu. Og det skal vi nok klare. For hun er mit allervigtigste livsvidne.
Og jeg tænker, det er det, min bryllupstale skal handle om: den store betydning, det har at have et dejligt menneske tæt i sit liv, som man har delt så megen sorg og glæde med. Så tak for det bedste lillesøster. Og stort tillykke med dagen.