Peter Lund Madsen var med egne ord et nervøst og ængsteligt barn. Han husker stadig, hvordan han som ni år gammel ulveunge var på sin første spejderlejr med Seeonee-flokken, der var en lokal afdeling af de grønne spejdere i Sorgenfri nord for København. Langt væk hjemmefra i spejderhytten Kløverhuset nær Borup på Midtsjælland blev han ramt af hjemve. Han savnede sin mor, far og lillebror og ville hjem. Han blev også dårlig og kastede op og satsede på, at når der dagen efter var besøgsdag, ville hans forældre komme og tage ham med hjem. Men det gjorde de ikke. For dengang var det opfattelsen, at hjemve var noget, der skulle overkommes. Man skulle lære at klare sig selv.
Når den 60-årige psykiater og hjerneforsker Peter Lund Madsen tager udgangspunkt i sig selv i sin nye bog ”Når børn og unge får angst”, der netop er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof, er det for at vise kompleksiteten i det at føle angst. For han stod spejderlejren igennem. De sidste par dage var det ren fornøjelse – og hans hjemve den sommer blev en af mange erfaringer i at håndtere livets utallige besværligheder. Men havde det været et af hans egne børn, der havde været så plaget af hjemlængsel, ville han have taget barnet med hjem. For tiden er en anden i dag end dengang. Spørgsmålet er så, hvad der er bedst for barnet. Det vender han tilbage til i bogen, der fokuserer på det faktum, at der inden for de seneste 15 år er sket mere end en fordobling i antallet af angstdiagnoser hos børn og unge i alderen 0 til 17 år. Flere piger end drenge diagnosticeres med angst. Og der ses også en stigning i andre psykiatriske diagnoser som adhd, depression, spiseforstyrrelser og diagnoser inden for det autistiske spektrum.
Hvorfor det er sådan, forklarer Peter Lund Madsen i bogen, der også er til beroligelse, som han skriver i forordet. For ”angst, bekymring og uro fylder alt for meget i vores dagligdag, og det er helt forventeligt, at det er sådan, for vores hjerner er skabt til at være bange”. Faktisk er hjernen håbløst gammeldags, for mens verden har ændret og udviklet sig, er menneskets hjerne stadig den samme som dengang i urtiden, hvor der lurede reelle farer overalt. Angst er således en overlevelsesmekanisme, en naturlig følelse, som kan være meget svær at kontrollere. Angst er pinefuld, men ikke farlig i sig selv og kan i langt de fleste tilfælde styres eller overvindes.
”Der er behandlingsmetoder og gode og dygtige mennesker, som kan hjælpe. Men det er ikke det eneste. Tiden går, hjerner modnes, og vi bliver med alderen bedre til at forstå verden og os selv. Er man et barn eller ungt menneske, der plages af angst, eller er man tæt på et barn eller ungt menneske, der plages af angst, så garanterer jeg, at der er håb forude,” lover Peter Lund Madsen.
Hjemveen på spejderlejren var for hans vedkommende ikke en enlig svale, for han oplevede også angst og uro i ungdoms- og voksenårene. Det var først, da han var i midten af 20’erne, at det begyndte at blive bedre. Det ængstelige fyldte mindre, livet blev lettere, men den nervøse energi er der stadig. ”Jeg er altid bekymret. Hvis det ikke er det ene, så er der noget andet,” fortæller han og kalder de konstante bekymringer for en livsomstændighed.
Han kan også blive grebet af irrationel angst med hjertebanken, svimmelhed og snurrende fornemmelser i armene. Ofte kommer det, inden han skal holde foredrag, men nogle gange ud af det blå. Det er følelsen af kropslig uro og en vag fornemmelse af, at ”nu sker der noget dårligt”. Men som Peter Lund Madsen konstaterer, er ”det fuldstændig i orden. Angsten er ikke dominerende. Jeg lever godt med denne minimale udfordring, og alle har deres”.
Peter Lund Madsen er kendt for at kunne formidle det svære på en letforståelig måde som foredragsholder, forfatter og i naturvidenskabelige tv- og radioprogrammer, deriblandt ”Hjernekassen” på P1. Det er også tilfældet i ”Når børn og unge får angst”, hvor han i bogens første kapitler forklarer, hvad angst er, hvorfor vi bliver angste, og hvad der sker i hjernen og kroppen, når angsten kommer buldrende.
Han har også et bud på, hvorfor nogle har mere tendens til uro, ængstelse og bekymring end andre. Han understreger, at opvækst, miljø og psykologiske faktorer har en afgørende betydning for, hvordan vi møder verden og opfører os som mennesker. Det ved og anerkender han, men ”det ændrer ikke på det faktum, at tendensen til for eksempel angst og bekymring i langt de fleste tilfælde er medfødt. Den udspringer fra hjernen og ikke fra fortrængte konflikter.”
Derfor er det ikke forældrenes skyld, hvis deres datter eller søn har en ængstelig tilgang til tilværelsen. Den er medfødt og har ikke noget med opdragelsen at gøre. Til gengæld har forældre et ansvar for, hvordan det skal håndteres. Ligesom man selv har et ansvar for, hvordan man håndterer angsten. Nogen mirakelkur, der kan få den til at forsvinde, findes der ifølge Peter Lund Madsen ikke, men man kan lære at leve med det. For sit eget vedkommende taler han med venner og familie om det. Og i øvrigt kan man ikke leve et menneskeliv uden at støde ind i mange problemer undervejs. Livet er ikke lutter lagkage.
Men hos nogle, i dette tilfælde børn og unge, kan angsten blive så dominerende, at den kan blive livsindskrænkende og farlig. Det kan man forvisse sig om i beretningerne i bogen fra en række voksne og familier med børn i forskellige aldre, der har været præget af angst i et omfang, så de ikke kunne gå i skole, deltage i sociale begivenheder og fritidsliv. Ubehandlet kan det også føre til misbrug og stofafhængighed. Men der er hjælp at hente, hvilket også fremgår af historierne i bogen. I kapitlet ”Kort og praktisk” er en liste over de muligheder, der findes, hvis man har brug for hjælp til sit angstramte barn.
Peter Lund Madsen nævner også flere former for terapi, deriblandt kognitiv adfærdsterapi, der ikke er nogen lynkur, men virker. Således har 60 til 80 procent af de børn, der er blevet behandlet med kognitiv adfærdsterapi, god og blivende effekt af behandlingen.
Det store spørgsmål, som Peter Lund Madsen forsøger at besvare i bogen, er, hvorfor så mange børn og unge i dag får en angstdiagnose. Det mest nærliggende svar er, at angsten måske har været der altid, men at vi er blevet mere opmærksomme på den. Men han mener også, at noget andet er på spil – den besværlige frihed: Friheden og de mange muligheder for sejre og nederlag. I dag afhænger det hele af dig selv. Samt en mere fragmenteret og flimrende verden. Derfor kan det nu om dage være svært at finde sin værdi som menneske.
Selvom Peter Lund Madsen ikke ønsker sig tilbage til sine bedsteforældres tid, hvor verden kunne være hård og nådesløs for børn og unge, og hjælpen ikke var så nær som i dag, så er hans pointe alligevel som følger: ”Vores identitet og værdi som menneske defineres ikke længere alene af vores plads i et veldefineret fællesskab, men også af, hvad vi kan bilde hinanden ind på de sociale medier. Så der var noget, der var bedre i gamle dage.”
Med historien om hjemveen in mente runder Peter Lund Madsen af med at stille spørgsmålet: Hvad kan forældre gøre? Hans svar er, at de kan stole på deres børns styrke og handlekraft. Og at det er en vigtig del af opdragelsen at forberede sit barn på, at livet også indeholder modgang og uretfærdigheder. Mange af livets udfordringer afhjælpes af kærlig familie og af venner, lærere og pædagoger. Men der er udfordringer i livet, man kun kan håndtere helt på egen hånd, for, skriver Peter Lund Madsen:
”Det er meget vigtigt at huske på, at man som forælder ikke kan eller skal løse alle problemer for sit barn. Prøver man for ihærdigt, gør man sit barn en bjørnetjeneste.”