Hun siger det selv. Statsminister Mette Frederiksen (S). Det er en ny værdikamp, hun nu vil sætte sig i spidsen for. I takt med at covid-19-pandemien er ved at komme under kontrol, har statsministeren i Weekendavisen løftet sløret for sit store politiske projekt.
10-årsplanen kalder Mette Frederiksen med socialdemokratisk selvtillid det store reformprogram, som skal gøre op med den apatiske tilgang til globalisering og centralisering, som har præget det politiske felt i de seneste årtier. Hun er træt af politikere og embedsmænd, som fortæller, at voksende ulighed som følge af globaliseringen er uomgængelig, at vandring fra land til by er en naturlov, og at den store migration til Europa bare er sådan, det er.
Det er en markant ambition, som der er flere grunde til at hæfte sig ved. Først og fremmest er det den mest konsekvente samfundsanalyse fra en statsminister, siden Anders Fogh Rasmussen (V) i begyndelsen af 2000’erne indledte sin værdikamp mod smagsdommere og for en stram udlændingepolitik. Mens sidstnævnte i stort omfang er blevet politisk konsensus her 20 år senere, så er opgøret med den kulturelle, urbane elites samfundssyn aldrig blevet gennemført. Det er et samfund, hvor akademisk uddannelse har været svar på næsten alt, og hvor Danmark skulle være virkeliggørelsen af det kreative, multikulturelle vidensproducerende idealsamfund, som De Radikales hofideolog Richard Florida formulerede ved indgangen til det 21. århundrede.
Den socialdemokratiske 10-årsplan er det endelige opgør med den tankegang. I stedet vil de et samfund, hvor provinsen, Produktionsdanmark og ufaglært arbejdskraft bliver rygraden for økonomisk vækst og grøn omstilling. Det er ikke noget, man gennemfører hen over weekenden, men regeringens aktuelle reformplaner er koblet til et politisk program, som er gennemtænkt i Socialdemokratiet over lang tid. Det er undfanget af Henrik Sass Larsen, strategisk udviklet af Martin Rossen og politisk eksekveret af Mette Frederiksen – og ikke mindst muliggjort af hendes departementschef i Statsministeriet, Barbara Bertelsen. De to sidstnævnte har gennem de seneste 14 måneder under coronakrisen vist, hvad en dygtigt ledet regering og centraladministration kan gennemføre. Der er absolut ingen grund til på forhånd at regne 10-årsplanen for mislykket.
Helt grundlæggende er det også en rigtig ambition. Hele Danmark skal med i udviklingen – det bliver vi alle sammen stærkere af. Ingen politiske og demografiske udviklinger, som involverer mennesker, bør på forhånd erklæres som uundgåelige. Hvis man kan se, at globalisering og utæmmet kapitalisme tilgodeser de få og svigter de mange, hvis man kan se, at centralisering efterlader store dele af landet alene tilbage på perronen, hvis man kan se, at migration afgørende ændrer det samfund, vi holder af og har knoklet for at opbygge. Og det kan man, hvis man kigger efter. Ja, så er der masser at gøre.
To kritiske forbehold skal nævnes. Historisk og aktuelt har Socialdemokratiet vist sig som det stærkeste parti til at drive store samfundsforandringer. Men partiet har en tilbøjelighed til i sin iver efter central styring at glemme, at det Danmark, Mette Frederiksen og mange med hende retteligt hylder, er vokset nedefra. Det engagement, den virkelyst og ja, det samfundssind skal sættes fri og ikke kvæles i detailstyring.
Og så mangler Frederiksens og Rossens analyse forståelse for ånd i bredeste forstand. Og det handler ikke om kulturstøtte eller årskort til Louisiana. Det handler om, at Danmark er mere end Produktionsdanmark. Det er et historisk forankret, kulturelt bevidst og kristent land, hvis indbyggere rigtig nok sjældent går i kirke. Men de går i Danmark hver dag. Hvis regeringen forstår, hvad det betyder, er der grund til at imødese 10-årsplanen med fortrøstning og frimodighed.