Revyskuespilleren Trine Gadeberg har i nogle år optrådt som satirefiguren Pelle, der skal forestille en femårig dreng. Han gør sig betragtninger over de voksnes tåbeligheder, og den 52-årige skuespiller formidler med stort talent drengens univers. Ved årsskiftet indspillede hun en nytårstale, hvor den femårige gjorde rede for årets gang med corona, og nu har hun lavet en video som Pelle, der tester sig selv for corona. Teksten er grovkornet, og på et tidspunkt i sketchen citerer Pelle sin mor, der er gal på statsminister Mette Frederiksen. ”Og så sagde hun også, at den makrelædende vinduespudser skulle kraftedeme til at få lukket det land op, for ellers vil hun skide i bilen eller brænde huset af.”
Det hele findes på en video på skuespillerens Facebook-side og på Youtube. Eller rettere fandtes. For tidligere i denne uge fjernede Youtube satirevideoen med ordene om, at ”indhold, der glorificerer eller opfordrer til vold mod en person eller en gruppe af personer, er ikke tilladt”. Det affødte medieomtale og en fornyet overvejelse hos det Google-ejede Youtube, som så ændrede holdning og nu igen lader videoen vise.
Man kan vælge at betragte affæren som en bagatel, men den skriver sig ind i en sammenhæng, der viser, hvordan ikke bare dansk satire og dansk indhold, men indhold fra det meste af verden, nu er underlagt lunerne hos de amerikansk-ejede techgiganter. I en bedre verden kunne man være ligeglad, men ingen kunstner eller medier kan i dag komme uden om at udbrede sit indhold via de store techselskaber Google, Youtube, Instagram, Twitter og Facebook. Og her kolliderer den amerikanske bornerte og politisk korrekte omgangstone med indholdet.
I december blev bibliotekernes E-reolen, hvor man kan låne digitale bøger, fjernet fra Google, fordi der her blev vist bogforsider, som kunne virke stødende på amerikanere.
DR har oplevet, at Google fjernede DR’s app til børnekanalen Ramasjang, fordi figuren onkel Reje forærede børn lakridspiber. Google opfattede det som en opfordring til at lade børn ryge. Det accepterer techgiganten ikke.
I Belgien har museer protesteret over, at billeder af den verdensberømte flamske 1600-talsmaler Peter Paul Rubens’ nøgenmalerier af kvinder er blevet fjernet fra Facebook.
Herhjemme blev omtalen af forfatteren Peter Øvig Knudsens bog om BZ-bevægelsen og hippietiden censureret, da der ikke måtte vises et foto af topløse kvinder på en strand.
Og et andet kendt eksempel på techgiganternes begrænsning af debatten er det ikoniske pressefoto fra Vietnamkrigen af en napalmforbrændt pige, der løber grædende afsted. Også det blev fjernet fra den norske avis Aftenpostens Facebook-side, da Facebook ikke accepterer billeder af nøgne mennesker.
Næsten ingen mennesker kan i dag leve uden at bruge techgiganternes tjenester.
De er blevet helt afgørende for udbredelsen af kunst, satire og mediernes indhold. Men de har et monopol på den distributionskanal, som de udgør. Amerikansk puritanisme og normer kommer til at bestemme over, hvad der skal vises og debatteres herhjemme. Det er ikke rimeligt, at det skal regulere den frie offentlige debat og den ofte befriende, men grovkornede, satire.
Som forholdene er nu, truer techgiganternes normer ytringsfriheden. Det er samtidig indlysende, at de er sat i et dilemma, fordi de også kritiseres for ikke at begrænse misbruget og udbredelsen af fake news, løgn og for eksempel krænkende fotos.
Det er et politisk anliggende at sørge for den regulering, der forhindrer, at der på ny indføres censur herhjemme.