Borgerne på Langeland er med al mulig ret frustrerede over, at de fra næste år skal lægge ø til en indretning, alle andre også ville kæmpe heftigt imod. Et såkaldt udrejsecenter for udlændinge, der på ingen som helst måde burde befinde sig i Danmark, som typisk har begået grov, personfarlig kriminalitet, men som vi næppe nogensinde slipper af med. Der er intet formildende at sige om det, og det taler udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) til ære, at han ikke prøver at kaste glimmer over projektet. Centret er en bunden opgave, som hans regering prøver at håndtere mindst muligt katastrofalt.
Men man skal ikke glemme, hvad der er det store billede bag oprøret i Bagenkop. For det tragiske er, at det, langelænderne nu påføres, blot i mere ekstrem form er det, der i stigende grad bliver vilkårene for borgere overalt i Europa. De kommer til at leve med følgerne af årtiers masseindvandring af mennesker, hvoraf et mindretal, men ofte et fortvivlende stort mindretal, på første, anden eller tredje generation ikke har evnet eller villet tilpasse sig regler og forhold i det land, der har taget imod dem.
Dét er situationen. Den kan ikke forskønnes. Langeland bliver i den forstand bare eksponeret mere råt og direkte for det overordnede problem, som i særlig grad asylsystemet har udviklet sig til. Et rigtigt tænkt system, der efter Anden Verdenskrigs folkedrab skulle sikre et helle for forfulgte enkeltpersoner med et dokumenteret beskyttelsesbehov, er i den nye folkevandringstid blevet selve kernen i dårligdommene. Det er det, fordi systemet ikke er indrettet på en stadig strøm mod nord af mennesker, der altovervejende søger en bedre tilværelse på flugt fra ufred eller fattigdom i deres hjemlande. Det er personer, der i meget vidt omfang må betegnes som migranter, der ikke i konventionsforstand har noget som helst krav på asyl, men som stater som Italien, Grækenland, Spanien, Tyskland, Frankrig og Danmark ikke har nogen reel mulighed for at sende ud af landet igen, når først de har bevæget sig frem til det yderligst liggende grænsekontor.
Det forholder sig desværre ikke sådan, at de heldige, der på den måde får indledt en asylbehandling, har mere behov for hjælp end alle de ulykkelige, der aldrig når frem til en europæisk grænse. Tværtimod, så er det overordentlig sandsynligt, at de tager pladsen op for egentlige flygtninge, der bare var for svage eller havde for få penge til at komme over Middelhavet. Personer, der rationelt og med maksimalt humanitært udbytte burde få hjælp gennem en styret proces som den, der bruges i forbindelse med kvoteflygtninge.
Derfor gør alle klogt i at anskue protesterne på Langeland som det, de er: forvarsler om et problem, der kun bliver større. Danmark rummer tusindvis af for længst afviste asylansøgere – hvoraf heldigvis kun et fåtal er kriminelle – som myndighederne beder om at rejse ud, men som vi af humanitære grunde ikke kan gøre mere ved. Asylsystemet er brudt sammen, og når lande, der skaber udvandrere, ikke vil tage dem tilbage, og slet ikke de kriminelle af dem, og når udvandrerne selv nægter at forlade Europa, så bliver udrejsecentre som det, der nu skaber frygt på Langeland, flere i fremtiden – ikke færre.
Medmindre man vælger at fornægte denne virkelighed, er det derfor nødvendigt, at der tænkes grundlæggende nyt om asylsystemet. Nye tiltag må afprøves, og det ville være klædeligt, om færre beflittede sig på at skyde regeringens ønske om et asylcenter i et tredjeland ned, inden de så, om det eventuelt kunne realiseres og ændre det danske asyllotteri til en styret humanitær proces.