Kristeligt Dagblad mener: Politikere skal ikke misbruge vigtig debat om mediers etik

Ikke mindst socialdemokratiske politikere og ministre har været hurtige ved tasterne og krævet indgreb over for pressen som følge af Nynne Sass Larsens kronik. Men pressen er ikke samfundets og demokratiets fjende

Den 21-årige Nynne Sass Larsen skrev i mandags en kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten med en bredside mod Ekstra Bladet og BT. Kronikken havde den sigende overskrift ”Det var ikke kun min far, I sloges med. Det var også et barn, I kæmpede imod”.

Den unge studerende, der er datter af den nu tidligere socialdemokratiske toppolitiker Henrik Sass Larsen, fortæller i kronikken, hvordan hun som barn og ung er blevet påvirket af tabloidpressens dækning af hendes far og hans politiske liv. Kronikken har vakt debat og bør ligesom al anden pressekritik tages alvorligt hos ikke mindst pressen selv.

Selvfølgelig er det synd for Henrik Sass Larsens datter. Hendes far kom som politiker igennem en vridemaskine, der både kan fremstå ubarmhjertig og nådesløs, og det fik betydning for hendes liv. Tabloidpressens dækning af ham kom til at præge hende.

På den måde deler hun skæbne med mange andre børn, der har forældre i fremtrædende, offentlige positioner eller med markante og kontroversielle synspunkter. Hvis de eksponeres i særligt tabloidpressen, ikke mindst hvis det sker, fordi deres dømmekraft har svigtet dem, går det også ud over deres børn. Alting kommer med en pris, ikke mindst magt og offentlig position.

Men der er ingen tvivl om, at pressen bærer et ansvar, der er større end det rent juridiske. Ansvaret omfatter også, hvordan dækningen af en sag og en person kan påvirke en familie bag. Derfor er den etiske overvejelse på enhver journalistisk arbejdsplads vigtig. I de senere år er der blevet mere af både den og af en generel pressekritik. Det er et fremskridt. Pressen, ikke mindst tabloidpressen, fremstår mest uskøn, når særligt den politiske journalistik, hvis anliggende i høj grad er at holde øje med magthaverne, kører af sporet, og pressen som demokratiets vagthund bliver til en blodtørstig jagthund, der ikke helmer, før end byttet er nedlagt.

På denne måde ligner pressen i øvrigt den til enhver tid siddende politiske opposition, der ser det som sit mål at svække den herskende regering og fælde politiske modstandere og allerhelst ministre. Ofte fremstår de politiske metoder mere brutale end pressens.

Henrik Sass Larsen og hans datter har uden tvivl oplevet tabloidpressens dækning som urimelig. Måske var den det. Herfra skal hverken BT’s eller Ekstra Bladets kulørte arbejdsmetoder forsvares.

Men den nu afdøde tidligere formand for Folketinget Erling Olsen (S) var kendt for sit forsvar for det, han kaldte for ”smudspressen”. Den holder den øvrige presse ren, mente han klogt. For nogen må gøre det beskidte arbejde og afsløre, hvem i den politiske verden der har forhold til hvem, og hvilke uformelle tråde der knyttes imellem mennesker med magt og indflydelse. Det er ikke altid rart at bevidne, men det sikrer gennemsigtighed og styrker i sidste ende demokratiet.

Ikke mindst socialdemokratiske politikere og ministre har været hurtige ved tasterne og krævet indgreb over for pressen som følge af Nynne Sass Larsens kronik. Men pressen er ikke samfundets og demokratiets fjende, sådan som præsident Trump hævdede det.

Det er ikke mindre frihed til pressen, der er brug for. Gerne endnu mere omtanke og endnu højere etik på redaktionerne, men den store udfordring i samspillet mellem politikere og presse er politikeres og ministres stadig mere manipulerende måde at benytte sociale medier på, så de unddrager sig pressens kritiske spørgsmål. At ville have magten, men ikke lade sig konfrontere med spørgsmål og kritik, er det nye store etiske problem i dansk politik.