Mens islamister sætter skiftende byer i Europa i undtagelsestilstand, har vi herhjemme i de seneste dage reduceret den sikkerhedspolitiske udfordring mod livsnerven i vores samfund, som der er tale om, til fnidder mellem nogle medier og et parti – Nye Borgerlige – om sidstnævntes jagt på opmærksomhed via annoncer, der i øvrigt ikke bliver til noget.
Det er ikke rationelt. Og det er ikke svaret på det angreb, vi er udsat for.
Med al respekt for ytringsfrihedsdiskussionen indeholder den ikke noget, der skræmmer de fanatikere, der vil os og vores samfund til livs. Islamister er som bekendt relativt uinteresserede i, om pæne mennesker i de vantros magtcentre mener det ene eller det andet. Og de bekymrer sig ikke nævneværdigt om, hvorvidt de skal bruge det ene eller det andet påskud for at sprede død i vores byer.
Det virkelig interessante, ja, det direkte slående ved det øjebliksbillede, vi har foran os, er fraværet af samlet, koordineret handlen fra statsligt hold – fra de angrebne staters side. Hvor er den?
Frankrigs præsident og Østrigs regering er trådt i imponerende karakter og vakler ikke i deres udtalelser mod de terrortragedier, de og deres borgere udsættes for. Alle anstændige stats- og regeringschefer i Europa udtrykker deres medfølelse og solidaritet med dem.
Men Frankrig og Østrig står reelt alene.
Ikke nok så megen udtrykt sympati kan skjule det faktum, at Europas stater slår huller i luften med deres erklæringer. Man kan ikke frigøre sig for den tanke, at når de folkevalgte ledere ikke reelt har andre reaktioner på paletten end kondolence, så bekommer det dem ikke dårligt, at reaktionerne i deres offentlige rum koges ned til interne tvister mellem forskellige sektorer i deres lande. Såsom det hjemlige spilfægteri om mediernes skal-skal ikke i forhold til et genoptryk af nogle tegninger.
Så falder spotlyset i hvert fald ikke på de folkevalgte og deres afmagt imens.
Det er bekymrende, at Europas lande ikke på fælles regeringsniveau træder sammen for at koordinere ikke bare deres umiddelbare handlinger, men også de storpolitiske konsekvenser, der bør drages af det skete.
Her er et godt forslag:
Statsminister Mette Frederiksen (S) er regeringschef i et land, der desværre kender alt for godt til islamisters trusler. Hvorfor sætter hun sig ikke i spidsen for et multilateralt initiativ omfattende hendes kolleger i alle de europæiske lande, der vil være med? Hun skal nok ikke vente på, at EU indkalder til topmøde. Direkte mellemstatslig aktion er nødvendig. Afgørende punkt på topmødets dagsorden kunne være at fastslå, at det pr. topmødets dato er slut med, at landene forholder sig passivt over for regimer, der i de senere dage – og mere generelt – udtrykker forståelse for motiver og handlinger begået af islamister, der spreder død i vores lande. Fra Tyrkiet til Malaysia har statsledere formuleret sig med en eller anden grad af forståelse for motiverne til terroren mod os.
Så længe europæiske ledere ikke samlet, massivt og med følelige sanktioner siger fra over for tredjelandes lederes åndelige facilitering af terroren, har Europa ikke engang gjort det mest basale i forsøget på at inddæmme islamisternes mentale bagland.
Den indlysende konsekvens må være at stille terrorens åndelige statsstøtter til direkte ansvar. Det vil koste diplomatiske forbindelser og samhandel for milliarder.
Men synes nogen, der er et værdigt alternativ? Europa kunne jo til en begyndelse bare indføre de sanktioner over for Tyrkiets Erdogan, som vi for længst har ladet overgå Putin og hans styre i Rusland.