Efter et hæsblæsende liv, der blev længere, end han selv havde forventet, at hans skrøbelige hjerte kunne holde til, lukkede præsten og forfatteren Johannes Møllehave mandag morgen sine øjne for sidste gang.
Han var født i 1937 og sin generations største formidler af kristendom, en utrættelig foredragsholder og forfatter til nok mere end 100 bøger. Han skrev for alle aldersgrupper. Han genfortalte Bibelen for børn, og han udlagde teksten for voksne. Han rimede løs, forfattede satire og forblev en aktiv klummeskribent, ikke mindst her i avisen, lige indtil alderssvækkelse satte en stopper for hans kolossale trang til at udtrykke sig, forkynde og formidle.
Med sine velkendte talegaver og sit ubestridelige talent for at jonglere hurtigt og fantasifuldt med ord tilførte han sin formidling af kristendom, litteratur og kunst og alt det, han talte om, en humor og en lethed, der gjorde, at han nåede langt uden for kirkens mure.
Han blev danmarkskendt for sine erindringsskitser, men det var ikke mindst med bøgerne om litteratur og hans lystlæsning af de kristne forfattere H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og Fjodor Dostojevskij, at han slog sit navn fast som en respekteret formidler af tilværelsens dybere lag. Han medvirkede i flere samtalebøger. ”Det skal mærkes at vi lever” sammen med digteren Benny Andersen var den nok mest kendte.
Humoren skal med, sagde han ofte, og skrev flere bøger om humoristen Storm P. og citerede ham med munterhed efter en hospitalsindlæggelse med flere blodpropper: ”Lægerne siger, at jeg skal holde mig i ro, og det gør mig så urolig.”
Den amerikanske forfatter Mark Twain var en anden af Møllehaves humoristiske forbilleder, og også han blev flere gange citeret for de vise ord om, at man skal leve sit liv, så selv bedemanden bliver ked af det, når man dør.
Og det gør bedemændene i Danmark helt sikkert også sammen med mange andre. For en del år siden mødte alle landets bedemænd en veloplagt Johannes Møllehave til en jubilæumsfest, hvor den kendte præst skulle holde festtalen på vers. Det gik over stok og sten, indtil Møllehave sluttede med ordene: ”Og så ønsker jeg jer alle mange gode stunder, indtil I ender som hinandens kunder.”
Gennem sit 84 år lange liv pressede Møllehave sig selv til det yderste. Han pendlede mellem mani og depression, men hans normaltilstand var at være i fuld tænding. Han læste ofte en bog fra han vågnede tidligt om morgenen, og til han stod op. Han var utålmodig af væsen og havde ikke det store talent for at lytte, men han tog altid imod mennesker, der søgte hans hjælp.
Nogen ukontroversiel mand var han ikke. Han gjorde sig upopulær hos store dele af det mere konservative kirkefolk, da han lod forstå, at han og hans hustru Herdis, der døde i 2001, levede i et åbent ægteskab. Og hans forståelse af kernen i kristendom som alene kærlighed og tilgivelse blev også opfattet af nogle som for letbenet. Men ingen i hans generation har som han præget danskernes tro og kristendomsopfattelse.
Johannes Møllehave var tæt på at dø flere gange på grund af blodpropper, og undertegnede lavede interviewbogen ”Det ender godt” med ham om hans syn på døden. Titlen rummer hans ukuelige optimisme og tro på, at alting lægger sig til rette på bedste vis, også til sidst. Møllehave var et sammensat og komplekst menneske og sagde engang, at den eneste medicin, der hjalp på ham, var klapsalve.
Her får han den sidste.