En katedral genopstår

Notre Dame i Paris får nyt liv efter branden. Det gør troen også

Nogle græd, da de hørte, at Notre Dame-katedralen var brudt i brand. Andre knælede og bad foran den store brændende middelalderbygning. Overalt i Europa holdt folk vejret den aprilaften for to år siden. Det var ikke kun det franske nationale symbol, der brændte, men et af Europas ældste, største og vigtigste symboler på kristenheden.

Den fælles kristne tro samlede det europæiske kontinent i middelalderen, længe før nationalstaterne samlede befolkningerne. Ved synet af den brændende katedral følte mange nok også en indre apokalypse. Notre Dame forekom at være uforgængelig og ville holde til dommedag. Men ligesom der brister noget i børn, når de oplever, at deres forældre ikke er så stærke, som de troede, bristede der noget i mange den nat, da Notre Dame brændte.

Den tyske kansler Merkel sagde det enkelt og rammende, da hun fastslog, at Notre Dame de Paris er et symbol på vores europæiske kultur og den europæiske identitet.

Branden var en ulykke med stor symbolværdi.

Men nu begynder genopbygningen af den enestående katedral. Der er blevet ryddet op i brandtomten og afsikret mure i næsten to år. Præsident Macron har lovet, at katedralen kan genindvies fem år efter branden.

Middelalderens store katedralbyggeri i Europa samlede folk. Det samme kan det store genopbygningsarbejde på Notre Dame-katedralen gøre. Og måske kan det bidrage til at skabe en ny bevidsthed om katedralers – herhjemme domkirkers – betydning.

Det er til katedralerne, at der strømmer millioner af turister. Både troende og ikke-troende søger dem. Ingen vil kunne besøge Paris uden at søge ind i Notre Dame eller Rom uden at søge ind i Peterskirken eller Barcelona uden at søge ind i La Sagrada Familia-katedralen.

Europa er katedralernes kontinent. I sin storhed tvinger katedralen mennesker til at løfte blikket. Katedralen hvælver sig over de små mennesker inde i den. Det er her, man kan sanse det uendelige, hvælv bag ved hvælv, og måske bare anelsesfuldt fornemme, at man på én og samme tid mødes af noget nært og trygt og godt i rummet, men også af uendelighed. Rummets himmelstræben lader det med storhed.

Det er i katedralens mørke, at man kan opleve sit liv oplyst af mere end det magiske lysindfald igennem de gamle og ofte små ruder. Katedralrummet giver fred i sindet og er et sted, hvor man kan slippe sine jordiske bekymringer.

Det er her i katedralen, at det står klart, at moderniteten ikke kan opfylde alle menneskets behov eller længsler. Dette er ikke stedet for alt det, der kan måles og vejes endsige forstås. Rummet er hævet over markeds- og nyttetænkning, og det er måske det eneste rum, hvori der ikke stilles krav eller forventes noget af mennesker. Katedralen er et åndeligt rum, som kan vække tanken og samvittigheden.

Notre Dame de Paris er ikke bare den franske hovedstads vartegn, men også Frankrigs centrum. Vejvæsenet måler sine distancer fra en bronzestjerne, kilometre zero, nedfældet i en sten foran kirken.

Det er også fra katedralen, at identiteten udgår. Selvom mange lægger afstand til kristendommen, har katedralerne en magnetisk tiltrækkende kraft på dem. De spiller en større og dybere rolle, end man ofte gør sig klart eller er sig bevidst.

Katedraler er – ligesom kirker – et hjem til sjælen.