Helligånden har altid været svær at vise. Der er lavet mange forfejlede billeder af Helligånden. Søger man på Google, får man en skov af kæmpeduer i overspændte pangfarver. Ofte optræder de alene som altdominerende motiv.
De bedste billeder gør det omvendte. De sætter andre personer i forgrunden, mens ånden optræder som noget tredje. Johannes Døberen døber Jesus, og duen ses over dem. Englen Gabriel fortæller jomfru Maria, at hun skal føde Jesus, og duen er til stede som noget tredje.
Det er der en pointe i. Helligånden skal ikke stå alene. Den virker som noget tredje imellem andre. Ofte imellem mange andre. Sådan møder Helligånden os også i Bibelen. For eksempel i nøgleberetningen om den første pinse, som kommer over Jesusfølgerne i Jerusalem.
Her overmandes mange af ånden, og næsten 3000 omvendes, lyder det i Bibelens beretning. Helligånden kommer og går – og efterlader en større gruppe kristne. Det er ikke længere bare en flok disciple. Det er en bevægelse, der vokser gennnem ånd. Den første pinse kaldes også kirkens fødsel. Kirken er født af ånd og i ånd.
Helligånden er helt central i kristen teologi. Vi taler om Faderen, Sønnen og Helligånden, når vi taler om Gud i kristendommen. Der er kun en Gud, men han kendes i de tre personer. De tre er et, og derfor siger man, at kristendommen har et monoteistisk gudsbegreb. Også i denne forbindelse nævnes Helligånden for det meste som et tredje.
Den forståelse af Gud har en lang historie. Allerede omkring år 100 instrueres de kristne i at døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Det er en tradition, der findes lang tid før de autoritative kirkemøder i 300-tallet, hvor treenigheden og Helligånden får en plads i flere trosbekendelser, som sammenfatter kirkens tro. Og siden har vi holdt fast ved denne dynamiske forståelse af Gud.
Hvad så nu? Ja, ånd er på mode i 2021, som teologen Jörg Lauster siger i Kristeligt Dagblad. Der er efterspørgsel på spiritualitet i alle vægtklasser. Det er ikke bare et dansk eller europæisk fænomen. Ånd er globalt søgt.
Og derfor boomer pinsekristendom, der lægger vægt på Helligånden, i Afrika, Sydamerika og USA. Vi europæere er snarere skeptiske over for denne karismatiske tilgang. Helligånden er hos os blevet den lille i treenigheden og får mindre opmærksomhed end Faderen og Sønnen.
Det er tankevækkende. Dansk kristendoms historie er fuld af helligåndsteologi. N. F. S. Grundtvig er fuld af ånd. Hans salmer er fulde af ånd. Søren Kierkegaard er fuld af ånd. Man skulle tro, at det kunne føre til en folkelig helligåndsforståelse. Men det er ikke sket. Det er aldrig lykkedes at forklare Helligånden folkeligt i Danmark. Måske kan folkekirken lære af andre kirker og kristendomsformer her. For tiden søger ånd.