Der hænger meget pænt og dyrt ”kluns” udstillet på M/S Museet for Søfart i Helsingør lige for tiden. Eksklusive haute couture-kjoler fra de største modehuse i den vestlige verden, Jean Paul Gaultier, Maison Margiela og Balmain.
Og så hænger der en lidt anden kategori af beklædning, herunder hører en falmet og hullet Kansas busseronne med gummiærmer, der har tilhørt en helt almindelig dansk mand, den nu afdøde esbjergfisker Ejner Christensen.
Til fælles har det eksklusive og det slidte tøj, at det altsammen er lavet med søen og søens folk i tankerne. Det kan ses i udstillingen ”Oceanista. Havet & moden gennem 100 år”, der sætter fokus på sømandsmode, og som netop er åbnet i denne uge på M/S Museet for Søfart. Museumsinspektør Thorbjørn Thaarup, der har sagt ja til at vise Kristeligt Dagblad rundt i udstillingen, forklarer, at modpolerne er et forsøg på at vise forskelle og ligheder mellem barsk virkelighed og æstetisk fantasi:
”Man kan sige, at det er lidt som sådan en bølge, der bliver ved og ved med at skylle ind i moden. Men det har været vigtigt for os, at det ikke kun blev en udstilling om flotte ting, men om alle de drømme og også den ustyrlighed, der er forbundet med livet på havet,” siger han.
M/S Museet for Søfart har siden 2013 haft til huse under gadeplan i Helsingør Havn, den Bjarke Ingels-tegnede bygning slynget rundt om havnens gamle dok. Men museet har faktisk lavet kulturhistoriske udstillinger om søfart på Kronborg, der ligger lige ved siden af, helt tilbage til 1915.
Museet har ryddet en stor del af den faste udstilling til side for at gøre plads til ”Oceanista”. Og mens Thorbjørn Thaarup og hans kolleger mestendels har været inde over den kulturhistoriske del af udstillingen, har gæstekurator Maria Mackinney-Valentin, til daglig lektor på Det Kongelige Danske Kunstakademis designuddannelse, haft et skarpt blik for mode- og designdelen.
Det første, man møder, er stævnen på et stort skib. På ”bovporten” slås temaet an med det samme i et videoværk af Julie Nyman med titlen ”Længsel af salt”. I brusende strømme og bobler dykker man ned i en verden af roligt drømmende musik. I videoen dukker små garngopler op og svømmer forbi én, før man ledes ind i skibet og udstillingens første del.
Det er hér, vi får forklaringen på, hvordan det begyndte - med et stænk af havets farve. Thorbjørn Thaarup bevæger sig hen til et vindue i den ellipseformede udstilling.
Her hænger en guldbroderet Balmain uniformsjakke udstillet sammen med en ægte, historisk flådeuniform med dobbeltradet knaplukning.
”I begyndelsen af 1700-tallet var en del af officersuniformerne i flåden faktisk røde. De var dog heller ikke uniformer, som vi forstår dem i dag, men nærmere en slags markører af status og rang. Det er først, da England underlægger sig Indien, at den blå farve, indigo, bliver dominerende. Så op gennem 17- og 1800-tallet, hvor England bliver den helt dominerende flådemagt, bliver blå også en farve, der forbindes med søens folk,” forklarer museumsinspektøren.
Indigo betyder faktisk ”farven fra Indien” og udvindes af en plante. Farven er senere blevet helt uundværlig i for eksempel indfarvning af denim. Det er ikke denim, Ejner Christensens busseronne fra Kansas er lavet i, men det er tæt på.
”Gummiet på ærmerne er faktisk noget, han selv har syet på, sandsynligvis fordi ærmerne er blevet for slidte,” forklarer Thorbjørn Thaarup og peger ind bag glasset.
Busseronnen har sit navn efter det franske ”bourgeron”, navnet for matrosernes udendørs arbejdstrøje. Den er blevet produceret af den fynske Kansasfabrik siden 1951 i slidstærkt, blåfarvet bomuldsstof med rød snøre foran, og er i dag en klassiker. ”Fashion aside”, så er godt sømandstøj bestemt af andet end farver, forklarer Thorbjørn Thaarup.
”Et godt sømands-outfit er holdbart, varmt og vandtæt. Sejler man i ugevis i Nordsøen, så er det både vådt og koldt, men det nytter ikke at pakke sig totalt ind, det skal også være noget, man kan røre sig i. I dag bruger mange fiskere forede heldragter, mens den klassiske kombination er en ’windbreaker’ til at tage vinden og så en sweater indenunder for at holde varmen,” siger han.
Thorbjørn Thaarup trækker en skuffe ud, hvor en smukt strikket sweater ligger udslået under glas, for at illustrere, hvad der kunne udgøre det varme element.
”Det er faktisk min farfars sweater, den der, som jeg har arvet,” fortæller han og udpeger et par steder, hvor den er blevet repareret.
”Mange vil kalde det for en islænder, men faktisk købte han den engang på Færøerne. Der er meget tøj, der er knyttet til øer, der har et barsk klima, og hvor man har været meget på havet. For eksempel kommer det norske ord for sweater ’genser’ af øen Guernsey i Den Engelske Kanal og det engelske ord for trøje, ’jersey’ af øen med det samme navn,” siger han.
I Danmark er det strikfirmaer som S.N.S. Herning, der står for produktion af klassiske, højhalsede sømandssweatre i ren uld. Til lejligheden har museet fået firmaet til at specialfremstille en sweater til kvinder, der har træk af den klassiske fiskerbusseronne og som kan købes ude i museumsbutikken. Her hænger der også flere variationer af den klassiske stribede boeuldstrøje med hvid bund og marineblå striber.
Marinière eller tricot rayé, som den hedder på fransk, stammer oprindelig fra den russiske flådeuniform, men forbindes især med den franske flåde, hvor den da også indgår som undertrøje i matrosuniformen.
Skal det være helt rigtigt er der 20-21 striber på trøjen, der har vist sig at være noget af det mest slidstærke inden for moden. Igen og igen vender den tilbage. Det var modeskaberen Gabrielle ”Coco” Chanel (1883-1971), der generelt hentede megen inspiration i herreafdelingen, som gjorde den ikonisk ved at kombinere den med et par højtaljede bukser og kortklippet hår omkring 1930. Senere tog Jean Paul Gaultier trøjen til sig, måske på grund af dens androgyne karakter, og stjerner som Andy Warhol, Mick Jagger og Kurt Cobain har været dens ambassadører gennem tiden.
En anden klassiker, der går endnu længere tilbage i tid end stribetrøjen, er matrostrøjen med firkantet krave. Den har været brugt til at iklæde drengebørn, når hele familien skulle fotograferes siden 1800-tallet, en mode, der begyndte i det britiske kongehus og spredte sig herfra. Museet har i anledning af særudstillingen bedt danskerne indsende familiebilleder, hvor matrostrøjen optræder.
”Det er helt vildt, hvad vi allerede har fået,” siger Thorbjørn Thaarup.
Da vi har været hele vejen rundt inde i ”skibet”, kunne man tro, at det var slut. Men vi er slet ikke færdige. Udenfor venter en forvokset tangskov i orange, pink og lilla farver, og mellem tangen rejser mannequinerne sig én efter én, flankeret af montrer med ”alt godt fra havet” i accessories: spækhuggersko, lakseskindstasker og tangsandaler. Den rolige og drømmende havmusik slår ind over os igen.
”Der er en sjov kontrast i havet. Det larmer på overfladen, men under overfladen er der forholdsvist stille. Måske er der lidt hvalsang,” siger Thorbjørn Thaarup.
”Når jeg står her, tænker jeg selv på begyndelsen til ’Havfruen’ af H.C. Andersen, hvor havfruerne har hver deres have, som de dyrker under vandet på baggrund af de drømme, de har. Det er afsindigt smukt skrevet.”
For Thorbjørn Thaarup, der er uddannet historiker, er den finere mode og alt det nye i designverdenen lidt et fremmed land. ”Men jeg har været meget imponeret over, hvor imødekommende modebranchen har været i dette her. Der har været en stor hjælpsomhed og vilje til at forstå, hvad det er, vi gerne vil have frem,” siger han.
Vi går forbi den ene skulpturelle kreation efter den anden. Knob og knuder er bundet tilpas stramt over kurverne på en mannequin. Et par sære undervandsvæsner beklædt med ”rurer” af afskårne sugerør ser op fra et hestehul i gulvet. Og en kjole af den hollandske designer Iris van Herpen ligner en stor sort søslange, der er ved at kvæle sit menneskebytte.
Det sidste, Thorbjørn Thaarup gerne vil vise frem, er en underlig usmuk ting: En mandsfigur iklædt en oppustelig heldragt af nylon i rød og hvid, skabt i et samarbejde mellem skitøjsfirmaet Moncler og designeren Craig Green. Hvad er det – et menneske som redningsbåd?
”Titlen er ’Havskræk’, og det er et vigtigt værk for udstillingen, så det ikke bare bliver æstetik og romantik det hele. Det her er også havet, som det er for den, som kæmper med det hver eneste dag. Fiskeren – eller flygtningen,” siger Thorbjørn Thaarup og trækker nærmest modvilligt med Kristeligt Dagblad mod udgangen. Havfruerne synger da også endnu.
