Hvad kan man egentlig bruge de gamle præstegårde til?

150 af landets præstegårde er fredede, og resten skal kommuner selv tage stilling til, hvorvidt de skal rives ned eller reddes. Men hvad kan man egentlig bruge de gamle bygninger til? Kirkehistoriker og tidligere sognepræst Jens Rasmussen har en drøm om, at de igen kan komme til at spille en rolle for fællesskabet i landsbyerne

En af de præstegårde i Danmark, der er smukt bevaret, er Vedersø Præstegård (øverste billede). Den blev bygget af Johan Frederik Plesner i 1881, han var søn af pastor Ulrich Adolph Plesner fra Humble og blev som præst en del af det vestjyske grundtvigske miljø. I årene 1924 til 1944 boede digterpræsten Kaj Munk her. – Foto fra bogen. Se nærmere på de andre fotos længere nede.
En af de præstegårde i Danmark, der er smukt bevaret, er Vedersø Præstegård (øverste billede). Den blev bygget af Johan Frederik Plesner i 1881, han var søn af pastor Ulrich Adolph Plesner fra Humble og blev som præst en del af det vestjyske grundtvigske miljø. I årene 1924 til 1944 boede digterpræsten Kaj Munk her. – Foto fra bogen. Se nærmere på de andre fotos længere nede. .

Præsten Ulrich Adolph Plesner er iført høj hat og stok. Hustruen Christine, der er i lang sort kjole og hvid kyse, har stukket sin arm ind under sin mands, og et par børn og en hund er omkring dem. Familien står foran en kartoffelmark, hvor nogle kvinder og børn arbejder med jorden, og i baggrunden skimtes en kirke.

Situationen er fastholdt på et litografi af Gustav Theodor Wegener fra 1857. Det er ikke tilfældigt, at præstefamilien er opstillet netop der foran marken og med kirken og landsbyen i baggrunden, ligesom det ikke er tilfældigt, at billedet er taget med i bogen ”Præstegården i lokalsamfundet – dagligliv og kulturarv”, som udkommer i næste uge.

Forfatteren bag bogen er kirkehistoriker og tidligere sognepræst Jens Rasmussen, og han har sat sig for at fortælle ikke bare om bygningsværkernes historie og beskaffenhed, men i lige så høj grad fokusere på det mangfoldige liv – og det store ansvar, der ud over familielivet og præstegerningen historisk havde udgangspunkt i præstegårdene. Det har han gjort ved at fokusere på præstegårdene i Fyens Stift og med materiale fra de lokale myndighedsarkiver, der kan kaste lys over, hvordan udviklingen generelt har været i Danmark.

”Præsten var bonde, dyrkede præstegårdens jord og var ofte foregangsmand i landbruget og lokalsamfundet,” fortæller Jens Rasmussen.

Sådan var det med Ulrich Adolph Plesner, der var præst i Humble Sogn på Langeland og senere provst på Langeland. Han var også den mand, der udviklede kartoffelavlen på egnen, og derudover havde han, ligesom sine præstekolleger, masser af andre opgaver i sit lokalsamfund.

Præsteparret Ulrich Adolph og Christine Plesner fra Humble på Langeland med børn og hund. De er afbilledet ved præstegårdens landsbrugsareal, der i første halvdel af 1800-tallet blandt andet omfattede kartoffelavl. Litografi af Gustav Theodor Wegner 1857. – Foto fra bogen.
Præsteparret Ulrich Adolph og Christine Plesner fra Humble på Langeland med børn og hund. De er afbilledet ved præstegårdens landsbrugsareal, der i første halvdel af 1800-tallet blandt andet omfattede kartoffelavl. Litografi af Gustav Theodor Wegner 1857. – Foto fra bogen.

Op igennem 1800-tallet var det præsterne, der stod for administration af skolens bygninger og udbetaling af lærernes løn, og det var også dem, der førte regnskab med børnenes skolegang og forsømmelser. Skatteligningen var et andet administrativt hverv, der blev klaret fra præstegården, og det var også præsten, som herredsfogeden kom til med krav om oplysninger om personer i sognet, der var tiltalt for ulovligheder.

Fattigvæsenet og familiesager, hvor der var tvivl om forsørgelsespligt, måtte præsten også tage sig af, og præstegårdens kontor var derfor ofte en redningsplanke for mange af samfundets svageste borgere. Samtidig var det fra præstegården, at den almene dannelse udgik. Bibliotekerne i præstegårdene var som regel udstyret med masser af bøger, og mange steder drev præsterne i deres stuer en slags aftenskole for sognets borgere.

”Præstegårdens studereværelse blev for alvor præstekontor i 1800-tallet, og sognepræstens øgede administrative opgaver var med til at folkeliggøre præstegården. Den blev et af sognets væsentligste centre og havde stor betydning for den tætte sammenhæng mellem præst og lokalsamfund i landsognene,” siger Jens Rasmussen, der kalder præstegården for den bærende institution i lokalsamfundet i det 19. århundrede.

Dertil kommer, at der, på grund af datidens familiemønster, dagen lang også var liv i præstegårdenes mere private gemakker. Der hørte nemlig både forkyndelse og familie med til det lutherske præstekald. Derfor var der næsten altid hustru og børn – og også tjenestefolk i præstegårdene. Familien var det grundlæggende fællesskab i den lutherske husstand, og man anså det for vigtigt, at præstens familie fungerede som et forbillede i sognet.

Kølstrup Præstegård ved Kertinge Nor tæt på Kerteminde. Præstegården blev i 2016 udråbt som Danmarks næstsmukkeste af Bygningskultur Danmark. – Foto fra bogen.
Kølstrup Præstegård ved Kertinge Nor tæt på Kerteminde. Præstegården blev i 2016 udråbt som Danmarks næstsmukkeste af Bygningskultur Danmark. – Foto fra bogen.

Præstefamilierne levede af tiendeindtægt fra sognets beboere og af det landbrugsareal, de dyrkede. Det betød, at der mange steder i landet var råd til at bygge store og ofte imponerende udseende præstegårde, der i dag betragtes som værdifuld kulturarv.

Alligevel er mange præstegårde i landsbyer og landområder forsvundet. Det er sket, i takt med at præstens rolle gradvist har ændret sig. Præsten er blevet tjenestemand og er ikke længere herre i eget hus, men lejer af sin bolig med menighedsrådet som husvært. Samtidig er det længe siden, at præsten var den ledende embedsmand, der skulle tage sig af alt muligt administrativt og almendannende arbejde i sognet.

”Især efter 1950 blev præstegården ikke længere så afgørende for det lokale fællesskab i landsbyerne,” siger Jens Rasmussen.

Mange steder er præstegården solgt eller simpelthen revet ned, fordi den er blevet vurderet til at være for utidssvarende, eller måske er den, som det er sket flere steder, blevet angrebet af skimmelsvamp, og det har været anledningen til at rive den ned. Det kan også være, at præstegården er blevet tilovers, fordi kirkesogne er slået sammen, i takt med at landsbysogne bliver affolket. Eller måske er den stedlige præst simpelthen ikke interesseret i at bo i en præstegård, der er flere hundrede kvadratmeter stor og dyr at varme op.

Alene i Fyens Stift er der nedlagt 33 landpræstegårde fra 1960 til 2009. Andre steder er præstegården stadig beboet af en familie, men står tom det meste af dagen, fordi ægtefællen arbejder uden for huset, og børnene går i skole eller daginstitution. I bogen giver kirkehistorikeren en lang række eksempler på præstegårde over hele landet, der er forsvundet. Men han fokuserer også på præstegårde, som det er lykkedes at bevare og sætte i stand.

Viby Præstegård i Aarhus Stift fra 1881 står stadig intakt, fordi Aarhus Kommune forhindrede en nedrivning. Der skal udarbejdes en lokalplan, der vil gøre den gamle præstegård til kulturhus for området. – Foto fra bogen.
Viby Præstegård i Aarhus Stift fra 1881 står stadig intakt, fordi Aarhus Kommune forhindrede en nedrivning. Der skal udarbejdes en lokalplan, der vil gøre den gamle præstegård til kulturhus for området. – Foto fra bogen.

”Udfordringen er at tilpasse de bevaringsværdige bygninger til nutidens krav, så præstegårde på landet stadig kan være et kulturelt kraftcenter i lokalsamfundet,” siger Jens Rasmussen.

Hans kongstanke er, at de bevaringsværdige præstegårde ikke bare bliver stående, men også får en funktion i lokalsamfundene.

”I de her år er der rundtomkring mange diskussioner om, hvad man skal bruge de gamle præstegårde til. Min holdning er, at hvis præstegården forsvinder, så forsvinder også et sted, som historisk har været et fællesskabssted, og som potentielt kan blive det igen. Forsvinder præstegårde i flere landsogne, mister folkekirken et lokalt fælles sted. Man kan godt lade sig inspirere af 1800-tallet, hvor præsten havde mange opgaver, og hvor præstegården eksempelvis var ramme om et bibliotek, skoleundervisning eller andre aktiviteter, der var alment og demokratisk dannende. I dag kunne det eksempelvis være højskolemøder eller sammenkomster for ældre borgere i sognet,” siger han og tilføjer:

”Det er vigtigt at vække interessen for præstegårdenes kulturværdier, både bygningshistorien og det levede liv i præstegårdene, og at fremtidssikre de præstegårde, som stadig eksisterer og er bevaringsværdige. Der bør være fokus på præstegårdens kulturarv for landsbyerne og på, at folkekirken fortsat er til stede på landet.”

Tarup Præstegård ved Odense blev bygget 1832-1834 og fungerede som præstegård frem til 1941, hvor der blev bygget en ny ved Paarup Kirke. Den gamle præstegård er i dag moderniseret og rummer tilbud til voksne med hjerneskade. – Foto fra bogen.
Tarup Præstegård ved Odense blev bygget 1832-1834 og fungerede som præstegård frem til 1941, hvor der blev bygget en ny ved Paarup Kirke. Den gamle præstegård er i dag moderniseret og rummer tilbud til voksne med hjerneskade. – Foto fra bogen.

I sin bog fortæller han blandt andet om Danmarks ældste præstegård i Rimsø på Djursland, om præstegården i Randlev, hvor Steen Steensen Blicher holdt til, og om Vedersø Præstegård, hvor Kaj Munk boede, indtil han blev likvideret af tyskerne. Det er, ifølge Jens Rasmussen, eksempler på kulturhistoriske præstegårde, som ingen kan forestille sig at jævne med jorden, og han mener, at man bør tænke på samme måde om mange af de andre gamle præstegårde i Danmark.

”Man får meget foræret, hvis man får fat i den historie og de livsværdier, der knytter sig til præstegårdene,” siger han.

Jens Rasmussen stiller dog spørgsmålet, om ikke gamle præstegårde og deres kulturarv er for kompliceret at styre for de enkelte menighedsråd.

”Siden den kirkelige lovgivning fra 1922 har kompetencen ligget hos menighedsrådene. Men der er opstået problemer med præstegårdenes kulturarv flere steder i folkekirkens stifter, og det har medført forskellige sagsforløb og i flere tilfælde stor lokal uenighed. Tiden taler måske for nye fælles ministerielle retningslinjer til hjælp for folkekirkens stifter og menighedsråd,” mener han.

Til opmuntring for dem, der går ind for bevaring af præstegårde, er der i bogen tre aktuelle eksempler på præstegårde, der på målstregen er blevet reddet fra nedrivning og nu i stedet skal sættes i stand. Det er præstegårdene i Viby ved Aarhus, Kolind på Djursland og Alslev ved Varde. Ifølge Jens Rasmussen er tendensen dog stadig, at der i mange sogne gribes til nedrivning, når en gammel præstegård ikke længere lever op til tidens krav.

”Menighedsrådene kunne i stedet vælge at modernisere en stor gammel præstegård ved at adskille præstens privatbolig fra fælles lokaler til sognemenigheden. Det er sket nogle steder,” siger han.

Med den foretagsomme præst Ulrich Adolph Plesners præstegård i Humble på Langeland er det lidt en sørgelig historie. Den blev nemlig revet ned lige efter hans død i 1861. Der blev bygget en ny, som stod i omkring 100 år, og den blev herefter, i 1962, erstattet af et etplanshus som bolig til præsten i Humble. Sådan kan det gå. Men spørger man forfatteren til den nye bog om præstegårde, er det ikke et godt eksempel til efterlevelse.