Fem ud af syv ”sundt fødte Børn” døde: Gjorde døden mindre ondt i 1800-tallet?

I gamle dage var døden hverdag, men det passer ikke, hvis man tror, at mennesker af den grund følte mindre smerte ved at miste, siger historieprofessor. Kristeligt Dagblad dykker ned i følelser og ritualer omkring døden i renæssancen og i 1800-tallet

Hvad følte denne mor, som har lagt en kærlig hånd på sit døende barns pande? Litografi fra 1861-1862, ”Dødens komme”, Adolph Kittendorff. – Foto: Statens Museum for Kunst.
Hvad følte denne mor, som har lagt en kærlig hånd på sit døende barns pande? Litografi fra 1861-1862, ”Dødens komme”, Adolph Kittendorff. – Foto: Statens Museum for Kunst.

Intet forandrer sig mere end de idéer, mennesker til forskellige tider har om døden. Sådan skrev historiker Troels Troels-Lund i slutningen af 1800-tallet i sin bogserie om ”Dagligt liv i Norden i det sekstende Aarhundrede”, hvor 14. bind handler om livsafslutningen.

Døden er ens til alle tider, argumenterede han: Den kapper livet – ”befaler stadigt sit stop!” – og tager den døde til det mystiske sted, som ingen levende ved noget om. De efterladte pines af spørgsmål, som kræver svar, men der er ingen til at svare.

Og sådan har de levende kun billeder fra livet, som det leves netop nu og her, til at indrette deres forestillinger om døden med.

”Hvad der er fælles for alle menneske-livsvilkår: det, vi helst ville vide, får vi ingen besked om: Hvad er jeg? (...) Hvem har dannet mig? Jo skarpere vi spejder, des mere forstår vi, at vor egen tanke om Gud er det hele, hvortil vi med vores tanke kan nå,” skrev Troels-Lund for mere end 100 år siden.

De seneste uger har Kristeligt Dagblad bragt en artikelserie om døden i dag. Men hvordan var døden så engang? Den var overalt, det er klart, for mennesker døde let i gamle dage. Men havde de af den grund, og på grund af religion og andre forhold, lettere ved at tage afsked med livet? Var det mindre smertefuldt at miste, når man mistede så tit?

En samlet fortælling om de spørgsmål findes ikke, for som Troels-Lund skrev, er tanker om døden skabt i livets billede, og livet forandrer sig hele tiden.

Desuden rækker kilderne kun knap og nap til at løfte sløret for det enkelte menneskes personlige følelser, hvad angår døden, siger ph.d. og museumsinspektør ved Vejlemuseerne Rasmus Skovgaard Jakobsen samt Anne Løkke, professor i historie ved Københavns Universitet.

Mennesker var vant til et højt lidelsestryk i gamle dage. Men det betyder ikke, at de slap for smerten ved at miste, siger professor Anne Løkke. Her H.A. Brendekildes maleri, ”Udslidt”, fra 1889. – Foto: Wikimedia Commons.
Mennesker var vant til et højt lidelsestryk i gamle dage. Men det betyder ikke, at de slap for smerten ved at miste, siger professor Anne Løkke. Her H.A. Brendekildes maleri, ”Udslidt”, fra 1889. – Foto: Wikimedia Commons.

Han har skrevet ph.d.-afhandling om adelen i 1500- og 1600-tallet belyst gennem den tids ligprædikener, der beskriver i detaljer, omend stærkt idealiseret, hvordan man døde. Hun har forsket i børnedød i 1800-tallet. Denne artikel handler om disse to nedslag i døden, som den var engang.

Adelsvælden er perioden mellem Reformationen i 1536 og enevældens indførelse i 1660, og Rasmus Skovgaard Jakobsen har studeret 53 såkaldte ligprædikener fra de år.

Ligprædikenen var en genre, som tilkom adelige personer efter Reformationen. En ligprædiken var på 150-300 sider, der blev læst op i kirken, når en person var død, og siden udgivet som bog på et forlag.

Formålet var iscenesættelse: at positionere adelen som legitim magthaver. Halvdelen af teksten var en egentlig prædiken over et skriftsted, mens den anden halvdel var en beskrivelse af den afdødes livsførelse, herunder hvordan han eller hun tog afsked med denne verden, altså selve dødsprocessen.

”Og det var vigtigt. For at være en god kristen magthaver indebar at dø på den rigtige måde,” pointerer Rasmus Skovgaard Jakobsen.

Den død, man læser om i ligprædikenerne, er med andre ord poleret.

”Den er tilpasset tidens ideal, og ideelt set var man ikke bange for døden. Hvis man havde levet et godt liv og fulgt de kristne anvisninger, var man ret sikker på at stå godt i forhold til Gud,” siger Rasmus Skovgaard Jakobsen.

Dødsprocessen trevledes op i ligprædikenen fra det øjeblik, døden nærmede sig. Da for eksempel Jytte Brock på herregården Gl. Estrup døde i 1640, havde hun været syg i fem år, og hele forløbet var med i hendes prædiken.

Typisk søgte den døende mod sin yndingsherregård, og dér blev præst eller biskop samt venner, familie og andre kontakter kaldt til.

I 1500-tallet i Danmark var døden offentlig, og en sjælesørger var en afgørende person i en stramt koreograferet dødsproces. Uddrag af Hieronymus Boschs ”De syv dødssynder og de fire sidste ting”, 1485. – Foto: Hieronymus (1450-1516) Bosch/Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix.
I 1500-tallet i Danmark var døden offentlig, og en sjælesørger var en afgørende person i en stramt koreograferet dødsproces. Uddrag af Hieronymus Boschs ”De syv dødssynder og de fire sidste ting”, 1485. – Foto: Hieronymus (1450-1516) Bosch/Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix.

I måneder kunne de forsamlede vente på, at døden kom, mens de som Penelopes bejlere i Odysseus’ kongsgård ”drak sig fulde og åd i ét væk”, beskriver Rasmus Skovgaard Jakobsen.

Når døden stundede til, tog de ventende afsked med den døende i en særlig rangorden. Sidst kom familien: Den døende gav formaninger til sine børn om deres videre livsførelse, og en særlig pligt havde man til at trøste den ægtefælle, som nu skulle miste.

Undervejs gjorde præsten den døende åndeligt klar: Sammen reciterede de sentenser fra Bibelen, for det var vigtigt at ”have ordet i hjertet”, når dødsøjeblikket kom, forklarer Rasmus Skovgaard Jakobsen.

Når det skete, trængte alle de ventende gæster sig sammen i rummet, hvor den døende lå. Denne skulle med høj røst erklære sig rede til at møde Jesus (hvilket gav problemer i de hyppige tilfælde, hvor den døende var bevidstløs), og som det allersidste modtog man syndsforladelsen fra præsten.

”Døden var erkendt. Den var ikke tabubelagt eller hemmelig: Du var døende, du skulle møde din skaber, og det var godt,” opsummerer Rasmus Skovgaard Jakobsen idealet, der altså gerne skulle styre både den døende og de efterladtes handlinger og følelser.

Men det er som bekendt i sprækkerne, at lyset trænger ind, og enkelte ligprædikener adskiller sig fra idealet på en måde, der måske afslører noget mere ægte om, hvad der rørte sig hos den døende, mener Rasmus Skovgaard Jakobsen.

Tag for eksempel rigsmarsk Hak Ulfstand, som døde i 1594. Frem mod døden var han mere interesseret i, om frokosten var sat på bordet end i at ligge på knæ og bede, som præsten mente, han burde, fremgår det af hans ligprædiken.

Dorte Lange var gift med Jørgen Rosenkrantz og boede med ham på herregården Rosenholm (som 400 år senere i 1986 i øvrigt var kulisse for DR-julekalenderen ”Jul på Slottet”), indtil manden døde i 1596.

Hun fulgte efter ham 17 år senere, og i 1613 gav hendes ligprædiken et sjældent kig ind i hendes livslange sorg over ægtemandens død og den svækkelse, der fulgte med at blive gammel.

I ligprædikenen stod der blandt andet:

”Efter sin salige Husbonds afgang har hun ikke været ved Helbred som tidligere. Thi har hun dog båret sin Alder meget vel, er hendes Helbred dog efter denne Sorg År efter År dagligt taget til og blevet forringet.”

På Langes sengekant stod der ifølge prædikenen ”med store forgyldte Bogstaver”:

”Herre forkast mig ikke udi min Alderdom/ forlad mig ikke/ når jeg bliver skrøbelig.”

Dorte Lange var troende, præcis som idealet foreskrev: ”Jeg ligger og tænker på den Ære og Glæde, I talte om, at jeg udi Kristus har i vente,” sagde hun ifølge teksten til den sammenstimlede flok, umiddelbart før hun døde.

Og dog var det ikke nemt at miste hverken ægtemand eller helbred.

Har professor Anne Løkke én pointe om døden i andre tider, så er det, at den er så vanskelig at nærme sig.

”Præcis hvordan den enkelte har følt, er meget svært at få fat på, fordi vi hele tiden får at vide, hvordan den gode og rigtige måde at dø på er. Den, som gjorde andre mennesker trygge ved døden. Men når man læser folks erindringer, kan man se, at folks død altid er deres egen,” siger hun.

Hun er 1800-talshistoriker og som sådan bedre stedt end Rasmus Skovgaard Jakobsen: På dette tidspunkt er kilderne lidt flere; en smule mere lader sig afsløre om de følelser, idealet ellers skygger for.

For:

”Man er også i 1800-tallet samfundsmæssigt enige om, hvad en smuk og rigtig død er. Men det begynder at komme til syne, at selvom der er normer, så er det ikke alle, der lever op til dem,” siger Anne Løkke.

I 1800-tallet var døden mere privat end på Dorte Langes tid, omend stadig omgærdet af megen ceremoni. Selv en fattig arbejder tegnede først en begravelsesforsikring, en sygeforsikring, for det var de store begravelsers tid. Følget skulle være talstærkt, kisten dækkes af et kostbart tæppe, vognen trækkes af flere spand heste, og det sorte tøj var hundedyrt.

Man var troende som tidligere, den idé herskede stadig, at døden var en udfrielse. Men det trøstede ikke alle, læser Anne Løkke i sine kilder.

”For hvad med det uægte barn, jeg fik, hvor slemt var det?”, giver hun som eksempel.

Døden var overalt og på den måde en omstændighed i livet, man umuligt kunne fortrænge. Men, understreger Anne Løkke:

”De led. Klichéen er, at hvis man ser døden i øjnene, så gør den ikke ondt, og fordi de levede i et samfund med så meget død, så gjorde den ikke ondt. Ja, de var vant til at leve med et højt lidelsestryk. Men det betyder ikke, at de slap for smerten,” siger hun.

I sine memoirer skrev lægen Hans Kaarsberg blandt andet om de børn, hans forældre mistede i tiåret 1843-1853. Ud af syv ”sundt fødte Børn” døde fem.

Sønnen udstiller forældrenes sorg ved at fremhæve deres kærlighed: Titaniske som tragedierne var, formåede de ikke at rive ægteskabet i stykker.

”Jeg føler mig forvisset om, at Hans Berlin og Emma Reumert gennem alle deres lange ægteskabs talrige Sorger og Trængsler trofast har bevaret et, af Kærlighedens varme Sol, indviet Lønkammer i deres Sjæl,” skrev sønnen om sin mor og far.

Har man stadig ikke forstået, hvor stort det var at holde sammen gennem fem børns død, serveres det i denne bid:

”Det (kærlighedens lys, red.) skinnede trøstende for dem i de tunge, mørke Dage og Nætter, naar de sad, to ensomme, vaagende over deres døende Børn, talrige som Niobes.”

Et andet dokument er et sjældent vindue til fortidens følelser, for her spejler en moder direkte sine følelser i den norm, hun ikke helt kan leve op til. Det drejer sig om Charlotte Schrøder, gift med højskoleforstander Ludvig Schrøder. I 1870 mistede parret deres 14 dage gamle søn Christian.

I et brev skrevet dagen efter drengens begravelse sætter hun forsigtigt ord på sin sorg.

Hun føler vist mere, end hun burde:

”Igaar blev han baaret til sin lille Grav. Det er jo ingen tung Sorg at have mistet det lille Barn, men den er saa uendelig vemodig, og jeg føler en saa stor Tomhed i mine Arme og ved mit Bryst, at jeg neppe havde troet det var muligt, især da jeg saa godt kan indse, at Vorherre har taget lempelig paa os og har givet os saa uendelig meget at takke for og glæde os over, dog Tomheden og Savnet vil med Guds Hjælp blive til Velsignelse for os, lære os at see mere opad og glæde os til den store Time, naar Herren vil samle sine ind til sig,” skrev hun i brevet.