Da digtsamlingen ”Tryghedsnarkomaner” udkom i 1977, var det et nybrud i dansk litteratur. Knækprosa og fiduspoesi blev Vita Andersens debutdigte lidt nedladende kaldt, men læsernes modtagelse var stormende, hjertelig og taknemmelig.
Helt sensationelt solgte digtsamlingen i omegnen af 100.000 eksemplarer. Et salg, der siden kun er overgået af Yahya Hassans debutværk fra 2013. Læserne, især de kvindelige, tog i den grad den dengang 35-årige forfatter til sig. For her var der endelig en, der skrev om hverdagserfaringer, så det både kunne forstås og mærkes. ”Tryghedsnarkomaner” blev året efter fulgt op af novellesamlingen ”Hold kæft og vær smuk”, og Vita Andersen cementerede da allerede sin rolle som en præcis og kritisk skildrer af kvinders liv. Med sit nøgterne og minimalistiske sprog fremmanede hun billedet af en kærlighedshungrende kvinde, der forsøger at fylde tomrummet ud.
Nu er Vita Andersen død og har selv skabt et tomrum hos sin store læserskare. Men ifølge Jacob Søndergaard, der er forlagsdirektør på Gutkind, findes der i dag flere danske forfattere, der tager stafetten videre.
”Med Vita Andersen har dansk litteratur mistet en stor og betydningsfuld forfatter. Hendes værk vil leve videre i sindene hos hendes mange læsere, men også i den indflydelse, det har haft på yngre forfatteres værker. I dag er knækprosa et litterært greb, og det er fascinerende, hvordan Vita Andersen har haft indflydelse på nogle af den nye generations forfattere,” siger Jacob Søndergaard og nævner blandt andet en forfatter som Tine Høeg.
Vita Andersen var en af de første forfattere, der valgte at flytte over til Gutkind, da Gyldendal besluttede at lukke forlagsdelen Rosinante. Ved sin død skrev hun på en ny bog, men der foreligger ikke noget manuskript, der vil blive udgivet posthumt, oplyser forlagsdirektøren.
I store romaner som ”Hva’for en hånd vil du ha’” fra 1987, ”Sebastians kærlighed” fra 1992 og senest i ”Indigo” fra 2017 er Vita Andersens perspektiv barnet, der vokser op uden kærlighed. Om ”Indigo” er det blevet sagt, at den kan læses op imod det øvrige forfatterskab. Her er det barnet, der forsøger at huske, og forfatteren, der modstræbende dykker ned i erindringens mørke og møder fortrængte og glemte dæmoner.
Vita Andersens evne til at beskrive det forsømte barn står for mange som det, hun gjorde allermest fantastisk. I en helt enkel form og stil formåede hun at gøre personlige oplevelser til genkendelige skildringer af et forkvaklet liv med flosset selvværd. For når hun skrev om dem, der manglede kærlighed, så vidste hun alt for godt selv, hvordan det føltes.
Forfatterens barndom var mildest talt ustabil. Hun er vokset op i det indre København, hvor hun også bosatte sig som voksen. Moderen var psykisk syg, og faderen, forfatteren Aage Neutzsky-Wulff (1891-1967), var fraværende. Det betød lange ophold på børnehjem og i plejefamilie, inden hun til sidst blev adopteret af sin moster. Barndommens traumatiske oplevelser og siden voksenlivets udfordringer som kvinde i en mandsdomineret verden har været det vigtigste brændstof i hendes forfatterskab. Det at skrive har ikke altid faldet hende let, men der var ting, der pressede sig så meget på, at det bare skulle ud.
Vita Andersen var et meget privat menneske, der kun sjældent gav interviews. Om sin metode har hun dog engang sagt i et interview:
”Jeg står op, laver kaffe og kommer lidt vand i hovedet. Så sætter jeg mig ned i mit nattøj og skriver og taler med mine personer i bogen. Ikke noget med at læse eller gøre noget andet først. Nogle dage går det ad helvede til for mig, og så skynder jeg mig at holde op, inden jeg ødelægger det. Man kan skrive noget i stykker, så der hverken er liv eller energi tilbage i det. Andre dage glider det, og når jeg kan mærke en fornemmelse af at kunne flyve indeni, ved jeg, at det er færdigt.”
Ifølge litteraturhistoriker og anmelder her ved avisen Lars Handesten var Vita Andersens forfatterskab ikke oprørsk på nogen direkte måde. Det betød, at hun ved debuten og den store salgsmæssige succes i 1970’erne og 1980’erne ikke var helt comme il faut hos den fremadstormende rødstrømpebevægelse.
”Det var en stor dobbelthed i Vita Andersens rolle som forfatter. For kvindebevægelsen var hun for sortseende og ikke-konstruktiv i sit kvindesyn og for samtidens modernistiske forfattere var hun bestemt heller ingen darling. De fleste i den lejr syntes, det var noget sjask, hun skrev. Men de kvindelige læsere elskede hendes bøger,” siger han og peger på, at Vita Andersen i årene op til sin død fik en renæssance og en anerkendelse hos den nye forfatterskole-generation.
På grund af forældrenes fravær i Vita Andersens liv var hendes tidlige skolegang sparsom. Som ung kom hun på studenterkursus, dog uden at tage eksamen. En tid læste hun til skuespiller, men opgav og fandt i stedet blandt andet arbejde på en lakridsfabrik, som servitrice og i et rejsebureau. Hun tog også et år til Grønland, inden hun, som faderen og halvbroderen Erwin Neutzsky-Wulff satsede på et liv som forfatter.
Vita Andersen har modtaget flere priser og hædersbevisninger, blandt andet De Gyldne Laurbær, Kritikerprisen og Søren Gyldendal Prisen. I 2017 blev hun nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for ”Indigo”, og hendes bøger er udkommet i alle de skandinaviske lande. Hun var modtager af Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.
Hun efterlader sig tre voksne børn, to døtre og en søn, som hun har sammen med afdøde folketingsmedlem Mogens Camre.