Teaterkompagni brillerer med livsfejrende billeddigt om døden

Det lykkes Hotel Pro Forma at forene det konkrete med det mytiske til et betagende stykke sorgarbejde

En konkret dødsoplevelse på et dansk sygehus fletter sig sammen med den egyptiske kosmologi i Hotel Pro Formas psykedelisk fængslende dobbeltunivers.
En konkret dødsoplevelse på et dansk sygehus fletter sig sammen med den egyptiske kosmologi i Hotel Pro Formas psykedelisk fængslende dobbeltunivers. Foto: Karoline Lieberkind.

I Rainer Maria Rilkes ”Malte Laurids Brigges optegnelser” reflekterer den unge Malte over den moderne, parisiske død over for den gammeldags feudale som forskellen på industriproduktion og personligt håndværk. I Paris dør man industrielt og anonymt som kontrast til Maltes bedstefar, den gamle kammerherre Brigges, stolte, larmende og langtrukne død, der terroriserer hele sognet. Samme interessante refleksioner over dødens kulturelle betingethed og historicitet er på færde i performanceforestillingen ”Amduat. En iltmaskine”.

Scenen er en frise. Et egyptisk gravkammer og en steril hospitalsstue på samme tid. Et umage møde i et 28 meter langt, kistesmalt scenerum. Forrest ligger faren på sit dødsleje, der samtidig er en hestetrukken solbåd, som sønnen ganske langsomt skubber over scenen. Timerne tæller ned. 12 timer til dødsøjeblikket. 12 timer tager det solguden Ra at rejse gennem underverdenen fra solnedgang til solopgang.

Sådan fletter den konkrete dødsoplevelse på et dansk sygehus sig sammen med den egyptiske kosmologi i Hotel Pro Formas psykedelisk fængslende dobbeltunivers.

Forestillingen tager udgangspunkt i forfatter Harald Voetmanns digtforlæg ”Amduat. En iltmaskine” med den mundrette undertitel ”Solens rejse gennem underverdenens lande som beskrevet i Tuthmosis III’s grav i Kongernes Dal og fars død på Holbæk sygehus”.

Amduat betyder ”det, der findes i underverdenen”, og det er det, vi møder. Underverdenens sære væsener toner frem på række over den døende i sengen, hidkaldt for at bistå denne rite. Apophis, Anubis, Toth og Ra. Kobraer, sjakaler, falke- og ibishovedede guder. Egyptiske vægmalerier vakt til live som farvestrålende syner. En rigdom af smukke billeder.

Bagtæppets mytefortælling isprænges undertiden små tekstuddrag fra bogforlægget. Digtene danner en slags øjebliksrapporter fra den vågendes perspektiv. Andre gange er de farens famlende bevidsthed i den svævende tilstand mellem liv og død. Atter andre gange former de fragmenter af børnerim og remser, den døendes sammenbrudte sprog måske, eller de dansende hieroglyffers forklaring:

”En kniv er en dør/ en dør er en time/ dit liv er en flod/ og din seng er en båd.”

Dødens motiv slås stort og eftertrykkeligt an. Det handler om at give slip på livet. På en elsket far. Men det handler i lige så høj grad om døden som sådan. Som noget på én gang overrumplende prosaisk, kropsligt og dennesidigt – og samtidig metafysisk, tidsophævende. Det er denne dobbelthed, Voetmanns digte afsøger, og som forestillingen vellykket omsætter til lyd, bevægelse og billeder. Komponisterne Hari Shankar Kishore og Marie Højlund har skabt et dragende abstrakt lydmaleri af bønnekald, klagesang og pulsslag, som i fortræffeligt samspil med Jesper Kongshaugs lyssætning og Magnus Pind Bjerres videoprojektioner folder et ekspressionistisk billeddigt ud.

Hele tiden er den døende far i sengen til stede. Pergamentbleg og med søgende hænder. Med ham bliver selve dødskampen – dette mest intime rum – åbnet, blotlagt og befolket af et hallucinerende sammenrend af guder og urmyter. Undervejs fletter minderne om faren sig ind i billedstrømmen. Rejser til Egypten. Minder fra barndomshjemmet. Sorgen er stedse nærværende, men ikke den hospitalsblege og indadvendte, som vi kender den i dag. Det er tværtimod et eksplosivt, livsfejrende farvel. Et storslået dødsritual som kontrast til sundhedsvæsenets tingsliggørelse og fabriksmæssige død. Således bliver værket selv en slags iltmaskine midt i afskeden.

Med ”Amduat. En iltmaskine” lykkes det Hotel Pro Forma at forene det konkrete med det mytiske til et visuelt betagende, fortættet stykke sorgarbejde. Voetmanns tekst er som skrevet til hotellets suggestive formsprog. Og selvom kompagniet ikke rigtig overrasker eller fornyer sig, så lander denne dødsrejse smukt.