Kan man leve af at dagdrømme? Måske ikke. Men man skal vel dagdrømme for at leve. Aarhus Teater åbnede torsdag dørene til en halvt belagt teatersal og kan nu endelig igen give os med de gyldne billetter adkomst til teatrets magi. Det er helt passende, at genåbningsforestillingen er musicaludgaven af Roald Dahls børneklassiker ”Charlie og chokoladefabrikken”. Fortællingen om den gennemgode dreng og hans slikeventyr er et tidløst bolcheri, der hylder kunsten, forestillingskraften og moralsk anstændighed – og giver en tiltrængt røffel til vores skærm(mis)brug.
På overfladen bor Charlie i en håbløs, industriel dystopi. Men i de skraldecontainere, som de kalder hjem, lever han et følelsesmæssigt privilegeret liv: Han har fire flinke bedsteforældre og en kærlig og hårdtarbejdende mor. Så længe han har sin notesbog, er han glad. Her kan hans tanker løbe frit, næret af legenden om den navnkundige Willy Wonka og hans slikfabrik.
Men da Willy Wonka pludselig genopstår og udlodder fem guldbilletter til en rundvisning på sin fabrik, vækkes i Charlie håbet om, at livet kan bestå af mere end rådne kål. Han har én chokoladebar og én chance. Heldigvis griber skæbnen ind, han vågner op i baronens seng – og får lov at blive der, fordi han har fortjent det.
Første akt er én lang venten på Godot – en rørende, socialrealistisk-absurdistisk optakt til entréen ind i Wonkas menageri. Og det er faktisk her, vi finder de stærkeste scener. Det skyldes ikke mindst unge Bertram Lyng Engelsted Jarkilde. Et sådant sang- og scenetalent skal man lede længe efter. Han bærer ansvarsfuldt forestillingen på sine smalle skuldre og formidler Charlies hjerteskærende altruisme og ulideligt uopnåelige kardinaldyd med troværdighed og flotte harmonier.
Da vi endelig møder ham, Willy Wonka, er det i skikkelse af Simon Mathew. Han excellerer i excentrisme, og hans Wonka er, som han skal være: En uhyggeligt utilregnelig flaneur, engang en god dreng, men nu en sær misantrop, der er ude efter en form for hævn på de gerrige og grådige, der korrumperede hans livsværk. På slikfabrikken er han en gud med hjemmel til at dømme og straffe de uartige, lyststyrede, uordentlige – også selvom de jo blot er produkter af deres forældres fejlslagne opdragelse.
Det kreative hold bag forestillingen har haft en kæmpe scenografisk bolchefest med iscenesættelsen af Dahls kaotiske collage. Den ene overvældende kulisse efter den anden ruller ind, spækket med realistiske rekvisitter og vilde effekter. Rune David Grues iscenesættelse leger med os: Giver os først alle de visuelle godter, vi hungrer efter – for så at frarøve os dem igen. I en gennemført kropskomisk scene, helt uden rekvisitter til hjælp, guider den ondskabsfuldt legesyge Wonka sine gæster igennem en imaginær forhindringsbane, som kalder på forestillingskraften. Her får de surladne og forstilte, så hatten passer med usynlige stegepander – og kun de ægte fantaster kan få dette vigtige noget ud af ingenting. En blank side er en side fuld af muligheder, ser vi.
”Charlie og chokoladefabrikken” er ikke en fejlfri forestilling, først og fremmest fordi forlægget er lidt fladt, langt og uden umiddelbare ørehængere. Heldigvis har Aarhus Teater sørget for, at de musikalske, humoristiske og scenetekniske højdepunkter er høje nok til at overskygge resten. Det er heller ikke en fejlfri fortælling. Man kan for eksempel vælge at kritisere Dahls endimensionelle arketyper og entydige og noget bedagede dom over rigtigt og forkert. For eksempel: Bog, god. Skærm, ond. Eller man kan se hele fortællingen – og nu også forestillingen – som en anledning til kritisk læsning. Det er derfor, Roald Dahls historier stadig skal være på pensumlisterne. Tak til Aarhus Teater for at minde os om det.