Er man kunstner med en vis udbredelse eller indflydelse, kan man godt regne med, at der en dag bliver lavet en spillefilm om én. Det skyldes på den ene side, at store kunstnere ofte lever et liv med modgang og siden medgang, altså er godt dramatisk stof, og på den anden side, at publikum ikke kan få nok af historier om mennesket bag værket.
Nu er turen så kommet til finlandssvenske Tove Jansson, der hovedsagelig er kendt for de melankolske mumitrolde, som hun både tegnede og gav en historie. Og i dag lever de små runde væsener deres eget liv og er trykt på alt fra kopper til T-shirts.
Jansson, der døde i 2001, var nu meget mere end hele verdens ”mumimor”. Hun var også kunstmaler, ligesom hun skrev stor, blivende erindringskunst.
Men dér hvor publikum møder hende i Zaida Bergroths fine og fintmærkende ”Tove”, er hun stadig en ung kvinde i efterkrigsårenes Helsinki, hvor hun forgæves forsøger at slå igennem som billedkunstner.
Når hun ikke står foran staffeliet i sin skrabede lejlighed, er hun sammen med sine boheme-venner, hvor ægteskab ikke betyder troskab, og hvor hun indleder et forhold til den frisindede politiker Atos Wirtanen og til den lesbiske teaterinstruktør Vivica Bandler.
Det er samme Bandler, der fornemmer, at de sære små væsener, som Jansson tegner på papirlapper, ”er noget særligt”. Og på samme måde som den lesbiske kærlighed finder Jansson, finder mumitroldene hende, og filmens fine, vemodige grundtone udgår fra netop det forhold, at det nok kan være, hun fik succes med mumierne, men at hun ville være noget andet. At hun ville være ”rigtig” kunstner.
Det kan også nok være, at den lesbiske kærlighed fandt hende, men hun fik ikke den kvinde, hun ville have: Bandler var en fri fugl og insisterede på at leve et seksualliv udelukkende styret af lyst. Som en mand, om man vil.
På den måde taler filmen ind i vores tids identitetspolitiske diskussion om køn og rettigheder.
Men når den er vedkommende, skyldes det først og fremmest Alma Pöysti, der ikke bare ligner Jansson, men også fremstiller hende, så man virkelig tror på det: Janssons livsglæde, troskyldighed, vemod og blanding af sensibilitet og råstyrke får plads i Pöystis mimik og pigede gestik.
Birollerne er også fremragende besat, og Shanti Roney spiller Wirtanen med en bevægende følsomhed, og Krista Kosonen er strålende som den kompromisløst promiskuøse Bandler.
”Tove” præsenteres i pressematerialet som en film ”om at turde lytte til sin indre stemme”. Det gælder nok i forhold til seksualiteten, men ikke i forhold til kunsten. Her overdøves Janssons indre stemme om at male jo, og mumierne bliver hendes skæbne.
Måske en lidt dramatisk udlægning, men malerierne var, i hvert fald i filmens udlægning, hendes sande passion. Også selvom der var knyttet voldsomme forventninger til den. Hendes far, der var en anerkendt skulptør, så gerne, at hun ikke bare malede, men malede fænomenalt.
Faderen har Jansson i øvrigt skrevet om i erindringsbogen ”Billedhuggerens datter”. Siden er forholdet blev vendt om, så han nu mest er kendt som mumiskaberens far. Og de år, hvor Jansson blev den, de fleste kender hende som i dag, er både sobert og sanseligt beskrevet i ”Tove”, hvor forbindelseslinjerne mellem hendes liv og hendes kunsts stil og temaer dog ikke rigtig belyses. Men filmen besidder en egen nordisk sanselighed og melankoli, som bliver siddende. Også når filmbranchen for længst har rettet søgelyset et nyt sted hen. Mod en anden afdød kunstner med en god historie.