JA, mener Ulla Tofte, direktør for M/S Museet for Søfart i Helsingør
”Historien er op gennem det 20. århundrede blevet fortalt af museums- og fagfolk, som har masser af blinde vinkler. Og fordi det almene rent ud sagt ikke har været inkluderende nok, vil der komme stigende krav om, at det særegne også skal repræsenteres. De krav mener jeg ikke, at man bare kan afvise som noget identitetspolitisk fjolleri.
Det er helt legitimt, at disse samfundsgrupper og minoriteter også ønsker at blive repræsenteret. Og hvis vi ikke reagerer, vil enhver minoritet og gruppe i samfundet stille krav om at få deres eget museum. Det vil resultere i, at dansk historie atomiseres ud i en række ekkokamre, hvor vi hver især kan sidde og lytte til os selv og dem, som ligner os. Derfor er jeg fortaler for, at der tages identitetspolitiske hensyn i musesumsloven, og at vi bliver mere inkluderende. Jeg vil på ingen måde spændes for den identitetspolitiske vogn; jeg prøver bare at dæmme op for en uheldig udvikling.”
Hvordan kan man helt konkret sørge for at udfordre det almene og skabe plads til minoriteternes fortælling på museerne?
”Det er sådan set allerede ved at ske, men det sker langsomt og kun på de museer, der i forvejen mener, at det er en god idé. Og det er desværre alt for få. Nogle steder er man slet ikke opmærksom på denne problemstilling, da man stadig sidder med en opfattelse af historien som et nulsumsspil. Man mener, at der vil blive mindre plads til os, hvis andre også skal have deres historie fortalt. Det bremser udviklingen, men det kan imødegås ved, at vi rummer nogle af disse fortællinger og indbygger det som et krav til de store museer i museumsloven.”
Er der ikke en fare for, at noget vil gå tabt, hvis museer skal tvinges til at inkludere en masse andre fortællinger?
”Nej. Historien bliver kun større og mere nuanceret, når flere stemmer er med til at fortælle den. Museet for Søfart har eksisteret i mere end 100 år, og vi har i den grad haft nogle blinde vinkler. Vi er alt for sent kommet i gang med at inkludere andres perspektiver på en fælles historie, men vi gør det nu. For eksempel er vi gået i gang med at inkludere blikke fra flere grønlandske historikere for at få en fælles historie om rigsfællesskabet.”
Men der må vel uomtvisteligt også være noget, som bliver nedprioriteret og valgt fra i historiefortællingen, hvis museerne skal inkludere en masse nyt?
”Sådan er det jo allerede – alt på et museum er en prioritering. Men heldigvis er museer dynamiske størrelser, hvor vi kan skrue op og ned hele tiden. Det gør vi også i forvejen, vi skal bare begynde at skrue op og ned for noget nyt. Og med inkluderingen af identitetspolitikken i museumsloven tilføjer vi blot et par nye knapper til det kæmpestore orgel, som de danske museer udgør.”
NEJ, mener David Holt Olsen, museumsinspektør for Danmarks Industrimuseum i Horsens
”Museumslove er noget, vi ændrer ret sjældent, og jeg ser egentlig identitetspolitik som et ret aktuelt emne, der hurtigt kan blive uaktuelt igen. Derfor frygter jeg, at museumsloven hurtigt kan blive forældet, selvom den egentlig er forsøgt tænkt progressiv. Derudover er jeg bekymret for, at identitetspolitik simpelthen er et for politisk betændt emne. Det er problematisk at skrive noget ind i museumsloven, som der i virkeligheden kun er et fåtal af partier, der bakker op om, og som mange partier modarbejder. Helt generelt er der opstået en bred modbevægelse mod identitetspolitikken. Blandt andet med socialdemokraternes mere nationale nyorientering med fokus på det fælles, der binder os sammen. I den situation er det meget kontroversielt, hvis museerne så pludselig vil opløse det fælles til fordel for det særegne.”
Skal man så slet ikke gøre noget for at tilpasse sig de identitetspolitiske krav?
”Man skal gøre sig klart, at man ikke kan afmontere en identitetspolitisk bevægelse ved at implementere dens krav – kravene vil blot blive skærpet. Men man godt skrive ind i museumsloven, at man skal arbejde for at få nogle flerstemmige og rummelige museer, der repræsenterer befolkningsgrupper, så de afspejler befolkningens sammensætning. Det arbejder vi også med på Industrimuseet, hvor vi for eksempel har lavet en bosnisk arbejderlejlighed fra 1990’erne. Fortællingen, om at mange indvandrere kom til Danmark og fik arbejde i industrien, er jo fin at inkludere. Den skal bare passe ind i en sammenhæng og være fagligt begrundet. På den måde kan man inkludere minoriteterne i vores fælles fortælling, uden at der tages særhensyn. Men det skal ske ved at udvide forståelsen af det almene. Ikke ved en identitetspolitisk opløsning af samme.”
Handler det ikke bare om, at de gamle museer ikke er villige til at opgive deres vante fortælling?
”Nej. Der er ikke nogen reaktionær bagtanke om, at museerne ikke må udvikle sig. Det handler om at holde fast i de videnskabelige principper, som museerne hviler på. En del af den identitetspolitiske logik er, at hvide mennesker ikke kan fortælle minoriteters historie og omvendt. Det er jo en kortslutning af al videnskabelig praksis om, at man ikke kan overlade det til den enkelte at fortælle sin egen historie uden at blive kildekritisk set efter i sømmene.
Den eneste vej frem for museerne er at fokusere på det almene og at få minoriteterne inkluderet i dette. Og så synes jeg selvfølgelig, at man skal arbejde så inkluderende som muligt ud fra det udgangspunkt.”