Ny Kaj Munk-opsætning minder os om, hvad teatret kan

Folketeatret bringer garvede kræfter i spil i filmisk forsøg på at bringe Kaj Munks ”Ordet” ud til publikum

På den online scene ses blandt andre Waage Sandø som grundtvigianeren Mikkel Borgen. – Foto: Gudmund Thai/Folketeatret.
På den online scene ses blandt andre Waage Sandø som grundtvigianeren Mikkel Borgen. – Foto: Gudmund Thai/Folketeatret.

”Når jeg hører nogen sukke, at ’livet er hårdt’, fristes jeg altid til at spørge: Sammenlignet med hvad?”. Ordene er Søren Kierkegaards og flyder fra munden på den store patriark Mikkel Borgen i de første scener af Kaj Munks ”Ordet” i Folketeatrets version anno 2021. I denne coronatidens jammerdal synes det, at vi netop har fået en form for sammenligningsgrundlag, der lader os perspektivere til, hvad der var hårdt ved livet, før livet gik i ”lockdown”.

Det skorter ikke på digitale teaterpremierer i denne tid, og teatrene er ivrige efter at minde os om, at de stadig kæmper. Da Folketeatrets stjernebesatte opsætning måtte lide nedlukningsdøden tilbage i januar, nægtede teatret og holdet bag forestillingen at lægge sig ned og lade et færdigt arbejde gå i glemmebogen. De har grebet den digitale udfordring anderledes an med en gennemprofessionel præproduceret version, filmet over fire dage, klippet og redigeret sammen til et hybridmedie, der dog stadig er mere teater end film – komplet med dåseapplaus. Forestillingen kunne ses gratis på Folketeatret.dk den 5. april, og det er endnu uvist, om den bliver tilgængelig igen.

Og hvad kan så filmet teater? Det er filmfotograf og Carl Th. Dreyer-ekspert Torben Skjødt Jensen, der står bag teatrets filmatisering, og den gode kvalitet er afgørende for oplevelsen. Der er en sælsom ro over kameraføring og klipning, som er sjælden i moderne medier – og denne ro virker sund for sjælen og fordybelsen, hvis man da ikke lulles i søvn. Kameraet tager os tættere på ansigter, end vi nogensinde kunne komme fra plyssædet, og det taler både til forestillingens fordel og ulempe. På scenen skal skuespillerne forstørre følelser for at svinge dem helt op på anden balkon. Men idet publikum, gennem kameraet, træder op på scenen, skal der meget lidt overdrivelse til, førend gestikken og diktionen bliver for voldsom og utroværdig.

På scenen står heldigvis et stærkt hold af unge og gamle, kendte og knap så kendte kræfter, som i store træk formår at holde balancen og formen i dette nye, sære medie. Koryfæerne Waage Sandø som grundtvigianeren Mikkel Borgen og Preben Christensen som den indremissionske Peter Skrædder fører erfarent ordet fra hvert sit ringhjørne med patriarkalsk autonomi. Tvivlen i troen er i centrum, når de vantro og vildfarne hedninge stiller sig op mod mørkemændenes dødslængsel og omvendelsespjat. En subtil symbolik lader sig ane i Palle Steen Christensens minimalistiske scenografi: På Borgensgaard er baggrunden en åben, labyrintisk opstigning. Hos Peter Skrædder en mur af mørke brædder.

Omkring dem flintrer børn og svigerbørn, lægen og præsten med opponerende livssyn – rationalisterne, videnskaben og mirakelmageren. Præsten (Michael Slebsager) er mægleren: ”Hvis De ikke respekterer mig som præst, kan vi vel tale sammen som mennesker?”. Og han får ret til sidst: Tragedierne og miraklet lærer dem at respektere og tilgive og hamrer en eviggyldig pointe fast: Hvis vi vover at nærme os hinanden, så kan det umulige måske blive muligt.

I februar sidste år havde jeg fornøjelsen af Aarhus Teaters benhårde fortolkning af ”Ordet”. Den var normbrydende i sit æstetiske udtryk og sugede os ind i det vestjyske landskab med billedskønne dramatiske greb og sitrende spændinger. Til sammenligning løfter Moqi Simon Trolins iscenesættelse sig ikke op over det almindelige. Munks tekst står næsten nøgen i mundene på spillerne, så tvivlens adverbier er til at få øje på: ”Det må jo være godt for noget. Ellers var det vel ikke sket.” Men Munks stykke er meget mere end bare ord, og i Folketeatrets filmede version mister vi fornemmelsen af de stemninger og spændinger, der levendegør fortællingen. Det dramatiske sker næsten udramatisk. Umærkeligt.

Folketeatret har gjort et værdifuldt og seværdigt forsøg på at bringe teatret ud til teaterfolket under de forudsætninger, de er underlagt – og sammenligningen mellem det virkelige og det filmede er ubarmhjertig, det ved jeg. Men den fortæller os noget om, hvad det er ved teatret som medie, som kunstform, som rum, som fællesskab, vi savner og har brug for.

Livet har været hårdt den seneste tid. Ikke mindst for kulturbranchen. Men vi tror på et snarligt gensyn og comeback. For hvis vi ikke gjorde, ville det være for forfærdeligt.