Ny bog om europæisk historie er mildt sagt respektløs: Danskerne er et folk af bønder og søfolk

Journalist og bestsellerforfatter Geert Mak afslører sit tunnelsyn i ny Europa-bog, der indeholder en mildt sagt respektløs skildring af Danmark

 Der er mange detaljer, men ikke mange nuancer og ingen dybde i Maks tunnelsyn.
Der er mange detaljer, men ikke mange nuancer og ingen dybde i Maks tunnelsyn.

Geert Mak er en hollandsk journalist, som i 2004 udgav en bestseller om europæisk historie, på dansk i 2010 med titlen ”Europa”. Den var på 950 sider. Nu kommer denne efterfølger, ”Store forventninger – i Europa 2000-2020”, om de seneste to årtiers europæiske historie. Den er på 608 sider. Det danske forlag skriver på flappen, at den første bog ”skreg” på en efterfølger – ganske repræsentativt for vor tids markskrigeri. Tidligere ville man have nøjedes med ”kaldte”.

Selvom der kun er tale om to årtier, er der nok at tage af, når fokus er på det europæiske fællesskab: de store østudvidelser; eurozonen med dens kriser; de store tilvandringskriser; terrorisme; Brexit. De ”store forventninger” i bogtitlen var noget, man ifølge Mak kunne nære ved århundredskiftet. Siden gik det tilbage.

Maks stil er, hvad man kunne kalde journalistisk eller impressionistisk historieskrivning. Han skriver flydende, og det er stedvis underholdende. Han flyver og farer på kryds og tværs i Europa og snakker undervejs med Gud og hver en taxachauffør – med egne ord er han ikke bleg for at bruge ”journalistiske tricks” undervejs. Et af dem er netop altid at have en anonym kilde ved hånden til at sætte tingene på plads – hvis det da ikke er en gestaltning af hans journalistiske selv.

Som for eksempel hvor det drejer sig om Danmarks grimme metamorfose fra et lille, hyggeligt eventyrland til et fremmedfjendsk, halvracistisk foretagende. Det er en gammelkendt historie fra et bestemt politisk hold. Maks version er mildt sagt respektløs:

”Holdninger, som andre steder i Europa længe endnu blev betragtet som ekstreme, var for længst blevet hverdagskost i Danmark. Selv genkendte jeg tyve år senere næsten ikke længere det venlige, tolerante Danmark fra 1999. ’Vi danskere tjener til føden på to måder,’ fortalte en dansk bekendt mig. ’Groft sagt: som bønder eller søfarende.’ Søfolk var vant til andre kulturer, de havde få eller slet ingen problemer med nytilkomne. For bønderne var det fremmede og det anderledes en fare. ’Bønderne har vundet,’ sagde han dystert. ’De har overtaget hele politikken, hele landet.’”

Vi danskere er et folk af bønder og søfolk. Det er et eksempel på bogens analytiske niveau. Synd, at Mak ikke har fået den nuværende regerings udlændingepolitik med, så kunne hans ”kilde” have suppleret bønderne med arbejderne.

Passussen er ganske symptomatisk for fremstillingen. Der er mange detaljer, men ikke mange nuancer og ingen dybde i Maks tunnelsyn. Det store dyr i hans åbenbaring er den ”populisme” og ”nationalisme”, han i dag ser som den store fare for Europa, det vil sige EU. Mod slutningen af bogen nærer han ikke længere samme store forventninger til fremtiden som for 20 år siden. Han er sammen med en ungarsk ven.

”Vi taler om de populister, der nu dukker op i Vesten, nationalisterne og romantikerne, der vil tilbage til det 19. århundrede. ’De svælger i fortiden, men jeg er bange for, at de samtidig er fremtiden,’ siger jeg. ’Det tror jeg også,’ siger Konrád. ’Den slags mennesker ejer fremtiden, i hvert fald i øjeblikket. Men alt går også over igen, det lærer man, når man lever relativt længe.’”

Ja, ”this too shall pass”, som en masse statsmænd og andre kloge mennesker har påpeget igennem tiden. En holdbar historieteori i en nøddeskal. Men indtil da må Geert Mak og andre se i øjnene, at nationalstaterne i Europa ikke gik væk af sig selv, som det forventedes, at Europa har nået smertegrænsen for flygtninge og indvandrere, samt at coronakrisen har vist, at EU kan blive meget bedre i sin stadig uvante rolle som praktisk redskab for de nationalstater, som er Europa.

Om Maks tidligere moppedreng skrev jeg i min anmeldelse her i bladet i 2010:

”Så når man lægger det hele sammen, alle indtrykkene og anekdoterne, alle de 1000 sider, hvad får man så? Både lidt for meget og lidt for lidt. Ikke en analytisk baseret fremstilling af Europas historie i det 20. århundrede, men en uprovokerende, lidt-til-venstre-for-midten, politisk korrekt historie om, hvordan det kan føles at være ’i Europa’.”

Det holder også for denne. Måske bortset fra dette med uprovokerende.