Hvis man ikke er socialist som ung, har man ikke noget hjerte, hævdede Winston Churchill og tilføjede, at hvis man ikke er borgerlig, når man bliver ældre, har man ikke nogen hjerne. Den franske økonom Thomas Piketty bekender i sin nye bog, at han ser helt omvendt på det. Han mindes Berlinmurens fald og ironiserer over, hvordan han dengang i ungdommeligt letsind argumenterede for markedsøkonomi og privat ejendomsret.
I dag har han ræsonneret sig frem til, at der i tiden fattes en socialisme, der er grøn, multikulturel og feministisk:
”Tredive år efter Murens fald er det på høje tid at genoptage marchen mod lighed, cirkulær økonomi og deltagersocialisme.”
Bogen består af kronikker, der oprindeligt blev bragt i Le Monde i perioden 2016-2020, og Piketty understreger, at teksterne ikke er blevet reviderede. Men det burde de have været. Der er et kolossalt antal gentagelser i bogen. Udfald mod politiske modstandere som Ronald Reagan, Donald Trump og Emmanuel Macron gentages ad nauseam.
Kronikkerne er populariserede sammenfatninger af Pikettys voluminøse værk ”Kapitalen i det 21. århundrede”. De er forfattede i en søvnfremkaldende prosa og illustreret med diagrammer og statistikker til overmål. Men i øvrigt har bogen kun et mål: Brandbeskatning med henblik på omfordeling. Piketty foreslår konkret, at staten uddeler en ”arv” til alle over 25 år på knap 900.000 kroner. Hvor pengene skal komme fra? Jamen hos Piketty skal de rigeste aflevere op mod 90 procent af indkomsten. Piketty er en ortodoks og fanatisk marxist, der fører krig mod det bestående samfund med massiv skatteudskrivning som sit våben.
Med i strømmen af anklager mod kapitalismen løber uundgåeligt rigtige betragtninger. Hvorfor kan multinationale selskaber slippe med at betale meget lidt eller ingen skat? Men generelt er spørgsmålet, om bogen overhovedet kan interessere danske læsere med sine utallige eksempler fra fransk samfundsdebat.
Det er dog ikke, fordi Piketty tænker nationalt. Tværtimod. Piketty vil helst forandre hele verden, som det fremgår af denne erklæring:
”For at udbedre de skader, racismen og kolonialismen har gjort på samfundet, er det nødvendigt at skifte økonomisk system, og grundlaget for det nye system skal være mindskelsen af ulighederne og lige adgang for alle til uddannelse, beskæftigelse og ejendom (også med en minimumsarv), uafhængigt af herkomst, for både farvede og hvide.”
Piketty fremstiller dette program som åbenbaringen af en ukendt, frigørende sandhed. Det er det ikke. Mildest talt. Og læserne skal man have respekt for – de betaler gildet, og man tager deres tid.
”Mod en ny socialisme” er et eklatant vidnesbyrd om, at Thomas Piketty mangler den respekt.