Søren Kierkegaard (1813-1855) klager i et berømt udsagn over, at tiden er ussel, fordi den mangler lidenskab. Præsten og salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen stemmer ikke i med samme citat, men frygter dog, at tiden ender i åndløshed og ligegyldighed, fordi den mangler visdom. Det står i fare for at miste det, der gives med troen: den poetiske evne til at se hinsides det synlige, og som derved skænker et håb. Et håb om noget større.
Og troen, som gør verden større både her og hisset, er klangbunden for Lisbeth Smedegaard Andersens bidrag til forlaget Eksistensens serie af bøger, der åbner for troens univers. Forlaget skriver, at serien skrives af kulturpersonligheder og kendinger, og særligt det sidste ord synes at være en nyskabelse i dansk sprog, medmindre det blot er flertalsform af begrebet ”en gammel kending”, hvilket dog bringer andre associationer.
Lisbeth Smedegaard Andersen, der er en af vores fineste nutidige salmedigtere, skriver så ligefremt om troen i sammenhæng med det liv, hun har levet: teologistudium i moden alder, præst i New York og Risskov, og ikke mindst det liv, der er i troen, der lever af samtale og fortælling og derfor også formes og lever i samklang med de relationer, man indgår i. Det er en del af noget større.
Hun mødes både i fortællingerne, gudstjenesten og troen med ærefrygt, som er en almindelige følelse, der åbner for grænseoverskridende erkendelse og derved også er noget, som man gribes af, og som vækker ydmyghed. Præsten skal derfor også i gudstjenesten passe sit arbejde med ro og værdighed, så andagten ikke brydes af småsnak, uro og andre gøremål. Ærefrygten er til stede, som noget, der griber en, og som med Smedegaards ord gør, at vi oplever en samhørighed med Gud og derved også alt, hvad han har skabt, herunder vores medmennesker. Således er troens vej dobbelt: en vej til Gud, der uundgåeligt fører ud i verden. Verden kan ikke lukkes ude i troens verden. Der er ikke tale om en dobbelt verden, men en hel verden.
Hun er påvirket af både Grundtvig og Kierkegaard. Fra Kierkegaard har hun taget den indsigt med sig, at man ikke kan forske sig til troen, og med Grundtvig, at troen åbner for nye indsigter. Særligt i det poetiske, og den poetiske måde at møde og se verden på. Poesien er virkelig en øjenåbner og en skaber i ordets rette betydning af en ny verden. Derfor sluttes bogen også med god ret af med digtet ”Jeg fanger en tone”. Det er denne troens klang, der ser verden med nye øjne. En tone med genklang, hvor troen er genklangsordet, der synger om Kristus. Hvad der måske savnes i bogens fremstilling af troen, nemlig at Kristus er den afgørende, gribes eller fornemmes her i digtet. Det er Gud, der åbner for nye horisonter, hvor vi kun kan se tåge og mørke.
Det er en letlæst bog om et stort emne. Det er også fortællingen om et liv, for troen formes som sagt i de forhold, vi indgår i. Mange af forholdene er velkendte, og bogen er bedst, når den fanger poesien an. Det er der, den lever, og det er der, man fornemmer det store åndefang.