Rikke Bjarnhof kanter sig under den rød-hvide træbom, der udgør afspærringen ved Søren Kierkegaards gravsted på den ældre del af Assistens Kirkegård i København. Bag hende er en flok skoleelever og deres lærer kommet for at se den berømte danske filosofs grav, men de ser noget mystificerede ud. Lige for tiden ligner familiegravstenen med det markante kors på toppen nemlig mest af alt en frisklavet mumie, som den står der, pakket ind i plastikfilm og noget ubestemmeligt, hvidt snask.
Rikke Bjarnhof fisker en lille, tabt klump af snasket op fra jorden og nulrer den mellem fingrene.
”Papirpulp,” siger hun.
”Man kan godt sige, det er sådan en slags avanceret ansigtsmaske, det her. Det holder på en væske, som skal suge snavset ud af gravstenen. Kulpartikler fra udstødning for eksempel,” siger hun og ser ud mod Nørrebrogade bag kirkegårdsmuren, hvor biltrafikken buldrer af sted.
Rikke Bjarnhof er dekan for konserveringsuddannelsen på Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design og Konservering. Der skal vi ind lidt senere, lige nu står vi her, fordi hun gerne vil vise noget af det, der udfordrer konservatorerne allermest i disse år. Måske tænker man som kirkegårdsgæst, at det er dovenskab, der gør, at mange af kirkegårdens gamle gravsten er dækket af et plysset, grønt lag. At nogle af stenene er krakelerede, revnede eller simpelthen står så skævt, at det ser småfarligt ud. Men konservatorerne arbejder på højtryk, forsikrer Rikke Bjarnhof.
”Der er det ved det, at det bliver sværere og sværere at følge med. Vi begynder at se nogle effekter af klimaforandringerne på det, vi gerne vil bevare. Det, der sker, ville jo ske alligevel – men det sker bare meget hurtigere nu. Det stiller andre krav til os som konservatorer.”
”Mange tror, at konserva-torer er sådan nogle, der tager tingene ud af museumsmagasinet fra ende til anden og fikser det, der skal fikses. Og engang var det sådan, at vi kun reparerede på tingene for at bevare dem, men i dag skal vi i lige så høj grad forske i og forebygge et forfald, der sker meget hurtigt,” siger hun.
Rikke Bjarnhof er medforfatter til bogen ”Climate – Building Resilience in the Era of Climate Change” (at opbygge modstandskraft i klimaforandringernes tid), der netop er udkommet på Arkitektens Forlag, og heri giver hun en række eksempler på, hvad konservering anno 2021 kan dreje sig om.
Alger er ét eksempel. Dem vil der være mange af de steder, hvor et monument, en gravsten eller statue eksempelvis står placeret under et træ, hvor vandet løber fra bladene og ned på stenoverfladen, forklarer hun.
”Vi får jo generelt en del mere regn. Noget af det, vi også ser i Danmark er flere skybrud, der kan oversvømme de kældre, hvor vi gemmer de ting, vi gerne vil bevare. Og grundvandet stiger, hvilket gør, at fundamentet under nogle af vores monumenter skrider,” siger hun.
En anden plage, især i arkiverne og de etnografiske samlinger, er skadedyr. Der er kommet en række nye insektarter til landet de senere år, blandt andet med navne som skægkræ og pelsklanner, arter, der nyder de nye og mere eksotiske temperaturer, men desværre også gammelt papir og dyrepels.
Og så er der lyset. Det kan langt de fleste museumsgenstande ikke lide.
”De genstande, vi vælger som repræsentative genstande, skal i princippet bevares for evigt. Det kan man jo ikke, men skal man gøre sit bedste for det, skal man jo tit slet ikke røre det og lade det ligge, hvor det ligger, mørkt og køligt. Men når ting så skal formidles, så er man nødt til at genforhandle det udgangspunkt,” siger Rikke Bjarnhof.
Et eksempel på det kunne være de mange kostbare og smukke kongelige dragter, der er gemt på Rosenborg i København. Hvor meget kan de holde til, at man ser på dem, før de ikke er fine længere? Rikke Bjarnhof beskriver blandt andet en nyere teknik kaldet microfading, hvor man lader en meget, meget smal lysstråle falde på det materiale, man gerne vil undersøge.
”Så kan man lave nogle målinger af, hvor hurtigt det begynder at blegne. O.k., det gør det så meget hurtigt. Så skal vi tage de og og de forholdsregler, hvis vi beslutter os for at udstille,” siger Rikke Bjarnhof.
Forebyggelsen er også en del af det konservatorarbejde, der gøres på Assistens Kirkegård, fortæller Rikke Bjarnhof, da vi er på vej ud.
”Vi tager faktisk ret ofte herind med de studerende, og så får de stillet nogle af de gamle, bevaringsværdige sten til rådighed til at arbejde med. Vi kan jo ikke forhindre, at der kommer vand fra oven og slet ikke her, hvor det drypper fra trækronerne. Men man kan for eksempel give stenene en overfladebehandling som gør, at algerne ikke sætter sig så let. Der bliver vores arbejde som konservatorer igen fremadrettet og forebyggende,” siger Rikke Bjarnhof.
”Eller man kan gøre noget andet,” siger hun så.
”Ved den store Jellingsten stod engang et træ, hvorfra vandet løb ned på den. Siden blev stenen udsat for hærværk, og så flyttede man den ind i en montre, hvor den i dag står meget beskyttet.”
Mennesker har altid arbejdet på at bevare de ting, de godt kan lide, men en egentlig profession som konservator etableres i Danmark i 1820’erne samtidig med nationalromantikken. I mange år var konservatoruddannelsen en mesterlæreuddannelse og blev faktisk først i 1998 anerkendt som en højere læreanstalt, og i 2007 fik skolen ret til at uddanne ph.d.’er og doktorer. Uddannelsen har siden 1970’erne haft hjemme på Esplanaden i Indre København. Her er eleverne netop vendt tilbage til fysisk undervisning efter måneder derhjemme.
”De studerende har været desperate efter at få fingrene i genstandene igen,” siger Rikke Bjarnhof og låser op ind til laboratoriet.
Her bliver det tydeligt, hvad Rikke Bjarnhof har fortalt, at konservatoruddannelsen langt hen ad vejen er en naturvidenskabelig uddannelse. I skabene står kolber af forskellig størrelse og ”maskiner til kunstig ældning”, forklarer dekanen. Et hold andetårsstuderende iført hvide kitler, mundbind og handsker i gang med at indfarve tekstiler med en særlig farve, remazolfarve.
Meningen, forklarer faglærer Annemette Scharff, er at lære at lave ”usynligt stof” i den helt rigtige farve, som kan lægges bagved et stykke skrøbeligt stof af ældre dato.
”Det er en øvelse i at lave noget, der ikke kan ses, ja. Den bedste konservering er, når man ikke kan se, vi har været der. Så er vi glade,” siger hun, mens tre af hendes elever ved det nærmeste bord griner.
Petrea Donsted, 24 år, Maria Lilleøre, 28, og Stine Rasmussen, 23, måler væsker af i hver deres stålbæger og sænker et stykke stof ned, før de sætter bægrene ind i et stinkskab. De er alle tre historisk interesserede og håber at få job på et museum eller et bevaringscenter, men er åbne over for andre muligheder, når den tid kommer.
”For mig var det blandingen af naturvidenskab og historie, der var så tiltrækkende,” siger Maria Rasmussen, og Petrea Donsted nikker.
”Kulturarven er spændende og vigtig at bevare for eftertiden. Det vil jeg gerne være med til,” siger hun.
”Vi har lige haft et kursus i at bygge giner og fik lov at låne kostumer på Det Kongelige Teater. Noget af det bedste er virkelig, at vi får lov at arbejde med de rigtige genstande. Men det er også nødvendigt for at mærke, hvordan det føles.”
Rikke Bjarnhof viser videre nedenunder, hvor et hold studerende i et auditorium er ved at få undervisning i bevaring af lyd.
”Der kommer jo hele tiden nye medier til, men det er vigtigt, vi bliver kloge på, hvordan vi bedst bevarer lyd på forskellige medier. Spolebånd og kassettebånd, vi er nødt til at bevare de informationer, selvom vi ikke bruger medierne mere,” siger hun.
Plastik er i øvrigt er sådan en ting, der også udgør lidt af en gåde for konservatorerne i disse år.
”Problemet med plastik er, at det kan du ikke reparere på, når det er nedbrudt. Mange andre ting kan man reetablere stabiliteten i, men ikke plastik,” siger hun.
Ved lysbordene i afdelingen for grafisk konservering sidder ingen studerende lige i dag, men der ligger masser af bøger, gamle bøger. Dem kan man reparere på med god gammeldags lim i ryggen. Men her lærer man også om konservering af alt andet på papir: malerier, tegninger og fotografier for eksempel.
I kældrene rundt omkring i landet har mange nok fisket papirer op af oversvømmede flyttekasser og tænkt: ”Det var dén årbog fra gymnasiet.” Eller: ”Det var det familiealbum.” Og selvom meget af det, konservatorerne laver i dag, er forebyggelse (de hjælper for eksempel arkitekter med at bygge museumsmagasiner, hvor man undgår oversvømmelser, fugt og skimmelsvamp, de løfter monumenter højere op, studerer de nye typer af skadedyr for at finde ud af, hvad de ikke kan lide at spise, og så videre), så er der også en grad af damage control, fortæller Rikke Bjarnhof.
”Noget så simpelt som at fryse papir, der er blevet vådt, ned, jamen det standser nedbrydningsprocessen. Og giver os tid til at finde ud af, hvad vi kan gøre for at bevare det, vi har besluttet er værd at bevare,” siger dekanen og slukker lyset, før hun viser ud.
