I ny bog går Preben Kok til kamp for det fejlbarlige menneske

Vi skal turde give vores visdom videre, hengive os til hinanden, erkende vores magtesløshed og ikke mindst glemme alt om det perfekte. Sådan lyder nogle af budskaberne i præst Preben Koks nye bog, som yngre generationer, de kloge ord til trods, formentlig vil finde en tand for onkelagtig

I ny bog går Preben Kok til kamp for det fejlbarlige menneske
Foto: Leif Tuxen.

Vi kender dem godt. Og måske er vi snart selv et af dem. De mennesker, som er lidt eller godt oppe i årene, og som gerne vil give kloge ord og gode råd med på vejen, gerne til ungdommen, som helst ikke vil lytte.

Men det er ikke nogen gyldig grund til at lade være, hvis man skal tro Preben Kok, tidligere sognepræst ved Engum Kirke og tilknyttet Vejle Sygehus.

I sin nye bog ”Arvegods. Giv visdom videre” udvikler (og gentager) han de tanker, som han slog bredt igennem med i ”Skæld ud på Gud” fra 2008, blandt andet tankerne om den grænsesættende og den grænsesprængende lidenskab, om magtesløsheden, troen og psykologien og om illusionen om det ufejlbarlige, perfekte menneske.

I sin nye bog stiller han sig selv spørgsmålet: ”Er der noget, som jeg skal huske at give videre til mine efterkommere?”

Og det er der. Faktisk er der meget, men de tre ledsagehistorier, som han altid vender tilbage til, og som for ham udgør et helt fundamentalt arvegods, er den kristne bøn Fadervor, H.C. Andersens ”Klods Hans” samt den gamle danske spillefilm ”Baronessen fra Benzintanken”.

Men hvorfor forsømmer vi at give vores mentale arvegods videre? Spørger man Preben Kok, siger han, at vi i denne tid nægter at erkende, at vores livsbue knækker sådan cirka halvvejs, og derfor ender vi som forpustede unge i stedet for vise ældre:

”Det er vigtigt for mig at få brudt denne tendens og genindsat en grundlæggende selvbevidsthed om alderdom og erfaring, så vi, der har alderen til det, tør tale med alderdommens myndighed – det, der også kaldes modenhedens milde magt.”

Og det tør Preben Kok. Som den onkel, der uden at tøve slår på glasset og tager ordet rundt omkring i landets sognegårde og forsamlingshuse til konfirmationer og bryllupper og holder en måske lidt for lang tale, der på mange måder er i familie med ”Arvegods. Giv visdom videre”.

Rolig og sindig, krydret med pædagogiske eksempler, gerne fra eget liv, og ganske frygtløs, når det gælder gentagelsen, der jo, som vi alle ved, fremmer forståelsen.

Måske falder verden i to: dem, som finder onkeltaler og Preben Kok svært charmerende og vidunderligt old school (som denne signatur), og som lytter og læser med stigende interesse, som minutterne går. Siderne vender sig i en voksende erkendelse af, at en belæst og begavet mand, der har levet trekvart århundrede, nok ved et og andet, som er godt at få forstand af.

Og så er der dem, som finder det håbløst anti-woke at forherlige fortidens dyder, der for længst er blevet forkastet af de fleste, og som dermed næppe vil erklære sig enige med Preben Kok, når han for eksempel skriver:

”Jeg genindfører således de begreber, der var fuldstændig normale før 1968: en grænsesætning af menneskets magt, ikke mindst magten over liv og død; en betoning af forskellen mellem Gud og menneske, mellem mand og kvinde og mellem opadstigende unge og vise gamle. Og i grænsesætningen af menneskets magt genopstår den fuldstændig naturlige størrelse: det fejlbarlige menneske.”

Læs interview med Preben Kok om bogen påinterview med Preben Kok om bogen heret uddrag fra bogen her

k.dk/liv