Heden føles nærmest uendelig, og der er ikke et menneske at se nogen steder. Men så pludselig, som ud af det blå, dukker en lille gruppe på fire mennesker op.
”Vi er ude at lede efter hugorme,” forklarer Irma Knudsen. Sammen med børnebørnene Natalie på fem år, Victoria på seks år og Alexander på otte år går hun og kigger opmærksomt ned og ud til siderne. De gråbrune, små slanger er ikke lette at få øje på, for de har det med at gå i ét med omgivelserne her i deres naturlige habitat.
På samme måde kan Steen Steensen Blicher have haft det, da han vandrede rundt her i Grathe Hede mellem Silkeborg og Viborg for 170 år siden. I flere dage kunne han gå rundt på landskabets tæppe af lyng og andre dværgbuske og videre ind i de tilstødende skovområder med ege- og birketræer vekslende mellem høje, slanke graner. Sanglærken leverede sit musikalske akkompagnement, og med til underholdningen hørte blandt andet også hjorte i elegante spring og summende insekter. Ingen menneskeskabte udsyn eller lyde kunne nå digterpræsten her. Det særlige er, at sådan er det faktisk stadigvæk. Lyngen er her, træerne er her, og hjortene, fuglene og insekterne er her. Fraværet af alt det menneskeskabte er slående. Det samme er tystheden. Den, der giver rum for tanker og idéer og for Blichers vedkommende grobund for, at fortællinger kunne vokse frem.
Foruden dagsprojektet med at finde hugorme er det også den, tystheden, farmoderen Irma Knudsen fra Kjellerup gerne vil præsentere sine børnebørn for. Dertil kommer Blicher. Som ren bonus.
”Jeg ser det som min opgave at skærpe børnenes opmærksomhed på alt det, man kan få øje på i naturen. Det er blandt andet også den alenehed, man kan opleve her, og som jeg er sikker på, at Blicher også oplevede,” siger Irma Knudsen, inden hun og børnebørnene går videre med madpakkerne i rygsækken. De skal fortæres, når de når frem til Tårnhøj, fugletårnet på Grathe Hede, der ligger en kilometer længere inde i hedeområdet.
Tårnhøj er punkt seks ud af ni på Blicherruten, der er en af de nyligt indviede Danske digterruter. Bag Blicherruten står Marianne Gjørtz Hougaard, der denne varme julidag er turguide for Kristeligt Dagblads udsendte. Hun er museumsinspektør ved Blicheregnens Museum, hvor vi mødtes, og hvor ruten begynder. Så vi spoler lige tilbage til start og lader Grathe Hede hvile et øjeblik.
Overfor Blicheregnens Museum i den midtjyske by Thorning ligger kirken. En hvidkalket middelalderkirke, der troner på et lille højdedrag, og hvor Steen Steensen Blicher var præst fra 1819 til 1825. Det fremgår af tavlen med overskriften ”Sognepræsterne i Thorning siden Reformationen” inde i kirken. En tavle, som Blicher tog initiativ til at få lavet, inden han forlod embedet der og blev præst i Spentrup mellem Randers og Viborg. Lige ved kirkens indgangsdør er en anden Blicher-markør, nemlig en helt enkel, firkantet gravsten med påskriften ”Mads Doss. Født 1779, død 28.5 1854.”
Mads Doss vogtede i tiårsalderen får på heden, og her mødte han Mette, som også vogtede får. De to blev siden gift og fik en ejendom på Thorning Vestermark, men Mads Doss er først og fremmest kendt gennem Blichers sang om ham, der første gang blev trykt i 1842. Sangen om Mads Doss, hvor det blandt andet lød, at ”han war en kon koltringsknæjt, han gek mæ foeren i hien” (en livlig fyr, der gik med fårene på heden), kan besøgende på Blicherruten høre via mobiltelefonen og den QR-kode, der følger samtlige ni punkter på ruten.
Marianne Gjørtz Hougaard er chauffør på turen til det næste rutepunkt, som er Vium Kirke, hvor Steen Steensen Blichers far, Niels Blicher, var præst, og hvor digteren blev født. Vi kører de få kilometer ad smalle veje på den jyske højderyg, hvor de snart modne kornmarker vidner om, at heden her for længst er opdyrket. På Blichers tid var en tredjedel af Jylland dækket af hede – det svarer til et område cirka på størrelse med Sjælland. I dag står kun to procent af Jyllands areal som uopdyrket hede, hvis vegetation vedligeholdes gennem jævnlige afbrændinger for at bevare lyngen.
På bilturen taler vi lidt om, hvad vi kan bruge Steen Steensen Blichers forfatterskab til i dag.
”Vi kan spejle os selv i Blicher, for når han i sine digte og noveller er bedst, så beskriver han menneskelige følelser som forelskelse, jalousi og had, der er eviggyldige. Det kan godt være, at omgivelserne og situationerne ligger uden for, hvad vi kender til i vores moderne livsførelse, men følelserne vedkommer os. Blicher får samtidig sagt noget om samfundet, som også er relevant i dag. Eksempelvis når han i novellen ’Præsten i Vejlbye’ opponerer meget stærkt imod dødsstraf. Ifølge Blicher kan mennesker ikke sætte sig til dommer over liv og død, det kan kun Gud. Andre af hans mærkesager var modstanden mod arrangerede ægteskaber og et forsvar for jøderne,” fortæller Marianne Gjørtz Hougaard, mens hun behændigt styrer sin bil rundt på småvejene.
Vi når frem til Vium Kirke. Flaget er på halv, gruset nyrevet, og kirkens personale står parat til at modtage et begravelseselskab. Vi går diskret ind på kirkegården, hvor et særligt gravsted lyser op. På en mandshøj, kunstfærdigt udført jernstang står indskriften ”Minde over skytten på Avnsbjerg Guiliaume de Martonniere født 1728, død 1791”. Hans liv inspirerede Blicher til kriminovellen ”Skytten på Avnsbjerg”, som besøgende her kan få læst op via QR-koden.
Næste stop er den nærliggende landsby Lysgård og det lille museum E Bindstouw, der efter sigende er verdens mindste frilandsmuseum. Museet er kun åbent i sommermånederne, men sådan en er det heldigvis i dag, så vi bøjer nakken og går ind i et af de snævre, lavloftede rum, der rummer en skolestue. Ved aflange slidte træborde står lige så slidte bænke, og midt på bordene er der et rustent metalfad med et ufærdigt strikketøj på strømpepinde. Det lyse uldgarn trækkes ned via en krog loftet. E bindstouw betyder bindestuen, og her sad mænd og kvinder i 1700- og 1800-tallet om aftenen og bandt hoser – på nudansk strikkede strømper. Solide uldstrømper, der via hosekræmmere blev solgt til mennesker over hele landet, der satte pris på jysk kvalitet. I bindestuen, der var skolestue om dagen, blev der, mens spinderokken gik, og strikkepindene knitrede, sunget og fortalt historier. Pastor Blicher sad sommetider med ved bordet og lyttede. Inspirationen herfra er let at spore i novellen ”E Bindstouw”. Indledningen til novellen, som naturligvis er dette rutepunkts oplæsning, lyder:
”De war e Awten fa bette Jywlawten – nej hold! A lyver – de wa sgi den Awten far ve indda, dæ wa Bindstow te e Skwolmæjsters, ham Kræn Koustrup – I kinne ham wal?”.
Den novelle var lidt af en sensation, da den udkom i 1827, for det var første gang i Danmark, at nogen havde udgivet noget på jysk talesprog. I digterrutens udgave er det E Bindstouws kustode, Jens Mortensen, der læser historien op på originalsproget.
”Jeg synes, det er ret fantastisk, at Blicher skriver og udgiver på jysk. Der er ingen tvivl om, at han er en del af den danske guldalder, men han blev aldrig en del af parnasset ovre i København, og de har helt sikkert haft store problemer med at læse ’E Bindstouw’. Vores moderne ører forstår det heller ikke helt, men det er et vigtigt stykke kulturhistorie, at man dengang mødtes og strikkede strømper her på egnen, mens man udvekslede historier på klingende jysk,” siger Marianne Gjørtz Hougaard.
Femte punkt på ruten er Grathe Monumentet, der et mindesmærke over Slaget på Grathe Hede den 23. oktober 1157.
Derefter finder man de sidste fire rutepunkter langs en 4,2 lang vandrerute i Kompedal Plantage, der er en del af Grathe Hede. Her går man som digterrute-vandrer bogstaveligt talt i Steen Steensen Blichers fodspor, for han traskede i sin levetid det meste af heden igennem. Det var på en af sine vandreture, at han mødte den hosekræmmer, der kom til at lægge titel til en af hans mest kendte noveller, ”Hosekræmmeren”.